Så er programmet for årets Viking-Con kommet på nettet. Læs det her før din nabo.
Sidst frist for tilmelding er allerede den 21. september, så kom din nabo i forkøbet og brug
onlinetilmeldingen.
Udover de mange turneringer vil KBK igen i år have eget lokale. Så mød op og gør KBK synlig i det københavnske brætspilsmiljø.
Imens alskens abstrakte, ahistoriske og almindeligvis amorfe bræt-’spil’ gik for sig i de skumlere kroge af klubben, kastede Teis, Kasper og jeg os ud i et virkelig værdigt, vaskeægte vræt…øh, brætspil, nemlig Struggle of Empires.
Her gælder det om at dominere verden som en af stormagterne i det 18. århundrede – tilfældighederne ville, at Kasper styrede frøerne…øh franskmændende, Teis tronede over østershattene…øh østrigerne, og jeg fik De-Glorværdige-og-Historiske-Vindere-af-Syvårskrigen, Prøjsen.
For at gøre en lang historie uforståelig, så lykkedes det mig at komme foran i første krig (et spil består af 3 krige med 5-6 runder i hver), mest fordi den prøjsiske hær støvlede den rimeligt grundigt over de tyske stater. I kolonierne gik det mindre godt – det viste sig, at de prøjsiske ’søfolk’ (hastigt omskolet fra fodtusser, formodentligt) ikke kunne kende forskel på styrbord og stort set hvilket som helst andet maritimt udtryk, med en masse våde og umiddelbart derefter døde prøjsiske fodtusser (ikke omskolede) til følge.
Frankrig sendte sine tentakler ud over meget af den nye verden og scorede kassen ved denne strategi, mens Østrig fulgte en mere balanceret plan med tilstedeværelse i både Europa og kolonierne.
Da den 3. og sidste krig var godt i gang stod det klart, at de respektive befolkningers begejstring for de stigende tabstal var stærkt overvurderet af især Østrig og Prøjsen (hver mistet hær, samt opkrævning af skat, giver ‘unrest’ – har man 20 eller flere af disse ved spillets slutning, betyder det revolution, og man får automatisk 0 point!). Det hele gik op i en ubehagelig spids i Nord-Amerika, hvor overlegne prøjsiske styrker havde 2 (to!) forsøg til at slå en håndfuld bue-bevæbnede indianere på flugt. Prøjserne havde endda satset kronjuvelerne på successen af denne konflikt (jeg havde valgt ‘industrialisering’ for at få et ekstra sejrspoint, og var dermed på 19 unrest), men hvad – tilfældighederne var stadig på den forkerte side, og endnu 2 prøjsiske arméer mådte bide i det saftige, nord-amerikanske græs (ja, de smagte det nok ikke, eftersom de var døde det pågældende tidspunkt, og forresten bider døde mennesker normalt ikke (heldigvis), med mindre de er u-døde, men det er et helt andet spil….) – og dermed var al magt overgået fra mig til den Prøjsiske Folkefront (eller var det Folkets Front i Prøjsen?).
Overraskende viste det sig, at Østrig ligeledes havde formået at stable 20 unrest sammen (man går måske ikke så højt op i at tælle på de kanter?), så dermed stod Frankrig som vinder med sine latterlige, kongetro 83 point – hvad blev der egl. af ‘Liberté, fraternité, egalité’ (bare fordi man er et kvart århundrede for tidligt på den…)
Da vi kun var 3, forløb spillet hurtigt, ca. 3 timer inklusive setup og lidt forklaring. Det er nok ikke tilrådeligt at spille med 6 eller 7 spillere, med mindre man er meget tålmodigt anlagt, men 5 spillere er efter sigende godt.
Struggle of Empires er sjovt og rigt på muligheder og udfordringer – kort sagt fedt! Alle der siger noget andet er revolutionært pak (eller franske)!
En grum forkølelse skulle ikke forhindre mig i at tage i KBK, så dopet med panodiler vovede jeg mig af sted. Der blev spillet Palazzo da jeg ankom, og mens det blev spillet færdigt læste jeg regler, så jeg kunne springe til som ny fjerdemand i næste spil. Det var første gang jeg fik prøvet Palazzo, og umiddelbart kunne jeg godt lide det.
Spillet er et Reiner Knizia spil, udgivet i Aleas nye “mellemstor boks”-serie, som også er den serie Louis XIV er udkommet i. Palazzo er sat i rennæssancens Italien (gab, Reiner!) og spillerne konkurrerer om at bygge de flotteste palads-facader. Kort fortalt findes der palads-brikker i tre farver (byggematerialer). Hver brik er desuden en bestemt etage i byggeriet – fra 1 til 5 – og indeholder fra 1 til 3 vinduer. Jo flere vinduer, jo bedre, da det er bestemmende for hvor mange points man får til sidst. Udover disse indeholder spillet en række pengekort (3 valutaer/farver, med værdier fra 3 til 7, samt en række farveløse jokerpenge med værdi 2, som kan bruges sammen med en vilkårlig af de andre farver penge) som spillerne bruger til at erhverve paladsbrikkerne.
I en spillers tur kan han enten 1) få flere penge (dette involverer dog alle spillere, omend spilleren hvis tur det er, normalt vil få mere ud af det), 2) auktionere eller købe en eller flere paladsbrikker, eller 3) omstrukturere sine eksisterende paladser.
Proceduren for at erhverve sig paladsbrikker er for omfattende til at jeg vil uddybe den her, men når en spiller har købt en eller flere brikker, skal han straks tilføje dem til sine paladser, eller eventuelt starte et nyt palads. Brikker af forskellig farve kan godt blandes i samme palads, men det giver flere points hvis man kan holde sig til en farve. Brikker skal altid bygges ovenpå “lavere” brikker, f.eks. en 2’er ovenpå en 1’er, så et palads kan maksimalt blive 5 etager højt. Man må god godt springe etager over, f.eks. 1-2-4.
Ved slutningen af spillet gives points for de paladser man har bygget: Jo højere jo bedre. Faktisk giver paladser med kun én etage automatisk negative points, så man skal være lidt forsigtig med bare at starte nye, små paladser. Ligeledes er to-etagers paladser automatisk 0 points værd. Er paladset 3 etager eller højere, baseres pointene for det palads på det samlede antal vinduer i det. Der er bonuspoints for 4- og 5-etagers paladser, samt for paladser der er holdt i ét slags byggemateriale.
Vores spil var meget sjovt: Palazzo er ikke noget meget tungt spil, men det fungerer let og smertefrit og virker rimeligt elegant. Som Rasmus siger, det er Knizia, det er Alea, og der er auktioner i det, så hvad mere kan man forlange? 🙂 Søren vandt vores spil.
I den efterfølgende diskussion af, hvilket spil der nu skulle prøves, kom Ken til at nævne Tongiaki og da ingen var decideret imod det, faldt valget på det. Godt nok havde jeg prøvet det før, og jeg havde ikke været særligt vild med det, men jeg havde ikke noget mod at prøve igen. Jeg kom dog snart i tanke om nogle af de ting jeg ikke kunne lide ved det, ikke mindst det faktum at spillet med fire spillere er meget kaotisk. Ens position fra slutningen af ens tur til starten af ens næste tur kan have ændret sig fuldstændigt, så der er ikke meget langtidsplanlægning over spillet. Der er til gengæld masser af muligheder for at “gå efter” folk (“jeg tror jeg vil sende … Jens’ skibe til deres død!”, for nu bare at tage et hypotetisk eksempel), så det kan ikke overraske at jeg ikke er vild med spillet. Det var der nu heller ikke så mange af de andre der var, muligvis med undtagelse af Søren, som igen rendte med sejren. Meget tyder på at aftenens spil både var Rasmus’ første og sidste forsøg med det.
Senere på aftenen blev Rasmus, Ken, Anders og jeg enige om at prøve Louis XIV. Rasmus forklarede regler til Anders som ikke havde prøvet før, samt til mig, som ikke kunne huske så mange detaljer. Jeg kom rimeligt fra start, men Rasmus og Ken tog snart føringen, og så begge ud til at have gode chancer. I sidste tur pegede de dog på mig som mulig vinder, så til alles overraskelse endte spillet med Anders som vinder – med mig kort efter ham.
Igen må jeg sige om Louis XIV, at det er rimeligt sjovt, men som med et andet af Rüdiger Dorns spil, Goa, er der bare lidt for meget i spillet. Det er som om han elsker at putte mange – mange! – forskellige mekanismer i sine spil, og selvom samspillet mellem disse selvfølgelig fører til et dejligt komplekst spil, fører det også til at spillet kommmer til at virke tungt og uelegant. Jeg er også på det rene med at jeg sikkert er i mindretal med den holdning! 🙂
Sidst på aftenen fik vi lige fyret et spil For Sale af, som endte med en sikker sejr til Rasmus. For Sale er utroligt simpelt, men da det også er fantastisk hurtigt og ret sjovt, kan jeg vældig godt lide det.
Og efter dette var det hjem igen for at pleje forkølelsen. 🙂
For et par måneder siden havde jeg lejlighed til at spille a Game of Thrones i klubben, og jeg syntes faktisk at det var ret sjovt – måske fordi jeg vandt.Kort sagt er spillet en avanceret videreudvikling af Diplomacy med kort og andre små finesser, og uden de forkætrede terningslag. Hver af de fem stormagter i fantasilandet Westeroth kæmper om dominansen over landet og retten til at sidde på jerntronen.Grunden til at jeg skriver her er, at jeg tror at spillet egner sig udmærket til play-by-mail. Jeg har siddet og kigget lidt på reglerne, og jeg vil gerne udvikle lidt på dem, så de passer til PBM, men kun hvis der er nogen der gider spille spillet. Jeg skal nok stå for at være Gamemaster i det første spil, og sørge for at alt går rigtigt til.Så hvis der er fem der har lyst til at slå lidt på hinanden i A Game of Thrones, så meld jer til nu. Så snart der er fem spillere sender jeg regler ud, og modificeringer til PBM.HilsenSean
Endnu en tirsdag med moderat fremmøde i klubben. Rasmus var desuden for en gangs skyld fraværende, så stemningen var nærmest ekstatisk høj og champagnen flød frit, og vi var fem spillere – Ken, Sune, Søren, Kenneth og mig – som greb chancen til at spille Titan.
Mit spil blev hurtigt kørt af sporet: Jeg lavede et – i princippet – godt angreb med min engelgruppe mod Ken, men med svineheld fik han vendt kampen, så jeg faktisk endte med at tabe den. Ouch. Min titangruppe var nemlig svag, og kunne nu bare løbe rundt og gemme sig.
Første offer var Kenneth, hvis allerede decimerede titangruppe blev slået ud. Efter yderligere lidt tid var spillet udviklet på en sådan måde, at Sune stod meget stærkt: Mange stærke grupper med gode muster-potentialer. Men, men, men… Sune valgte at angribe Ken med sin titangruppe (til trods for Kens advarsler om, at han ville slå heldigt igen), og sandelig… med endnu en række superheldige slag fik Ken slået Sunes titan ihjel.
Der var nu blevet god plads på brættet: Søren havde mange grupper (og en 7’er-titan i gruppe med 3 warlocks), Ken havde ganske få grupper, men hans titan var nu blevet en 9’er. Og jeg havde min svage 6’er-titan, hvis gruppe endda også var ynkeligt svag.
Jeg fik dog min chance for at vinde, idet Sørens og Kens titangrupper tørnede sammen, og slagede udviklede sig sådan, at der var en rigtig god chance for af de kunne slå hinanden ud: Det var titan mod titan, og Ken var næsten sikker på at slå Søren ud, mens Søren “bare” skulle slå gennemsnitligt for at exite Ken også. Søren valgte dog dette tidspunkt til at mimre, så Ken endte slaget som sejrherre, nu med en 12’er-titan!
Mine chancer var nærmest ikke eksisterende nu, men jeg løb omkring og musterede videre, i det spinkle håb at jeg på en eller anden måde kunne få nogle gode monstre, inden Ken fangede mig. Jeg fik da også en del tid til det, så den afsluttende blev mere spændende end Ken sikkert havde regnet med: Til sidst havde jeg mulighed for at forsøge at få uafgjort: Min 6’er-titan skulle overleve første slag fra hans 12’er-titan (som havde 10 hit points tilbage), og kunne den det, ville jeg have 22 terninger rammende på 4’ere til at forsøge at slå ham ihjel. Og Ken bidrog til spændingen med, i første slag, kun at give min titan 5 hits. Desværre fik mine monstre præstationsangst til allersidst, og Kens titan stod tilbage med 3-4 hits.
Men et spændende spil Titan, og det første i meget lang tid for mig.
Der er kommet et nyt spil i Mark H. Walkers Lock 'n Load-serie. Hvor de sidste spil var om vietnamkrigen,er fokus for det nye 2 verdenskrig.
Så har du en skabs-ASL’er i maven, men gider ikke bruge år af dit liv på at lære ASL, er her muligheden for at stifte bekendtskab md et hurtigt og relativt nemt system.
Flashdemo kan ses her.
Endnu en ferieramt aften i KBK. Da Sune og jeg ankom var der fire andre i klubben (Rasmus, Ken, Poul og Søren), i fuld gang med et spil Alhambra. Det var hurtigt overstået, og endte med en sejr til Søren. Vi var nu i den lidt uheldige situation at vi var seks spillere, hvilket begrænser udvalget af spil en del. Men frygt ikke! Jeg havde medbragt endnu et nyt indkøbt abstrakt auktionsspil, hvilket altid en sikker vinder i KBK regi: Denne gang var det Stefan Dorra’s For Sale, som for nyligt er genudgivet af Überplay.
Spillet er et simpelt lille byde/auktions-spil, opdelt i to faser. I første fase byder spillerne på en række bolig-kort, nummereret fra 1 til 30, og betaler med de mønter man starter spillet med. Ved denne fases slutning vil hver spiller være i besiddelse af 5 boligkort (når man er seks spillere, altså), og vil muligvis have nogle penge tilbage derudover. I anden fase sælges disse boligkort så igen, og som betaling for hver bolig får man en check, med værdi fra 0 til 15. Ved spillets slutning vil alle boliger være solgt, og spilleren med flest penge (checks + mønter) vinder.
For Sale imponerede mig: Det er skægt, simpelt og lynhurtigt. Det minder en del om et af de mange af Knizias auktionsspil – Modern Art, Medici, og alle de andre – men er om muligt endnu hurtigere og simplere end selv High Society. Med en spilletid på omkring 10-15 minutter er det en rigtig god “filler”.
Efter to spil For Sale, hvor jeg vandt det ene (woo-hoo!), var vi tilbage i dilemmaet: Hvad kan man spille, når man er seks personer? På mystisk vis kom Titan på tale, og det var der bred tilslutning for. Med én undtagelse: Ved udsigten til at bruge resten af aftenen på Titan blev Rasmus en sygelig grøn farve i ansigtet, og det endte med at jeg forbarmede mig over ham, og indvilligede i at spille noget to-personers istedet. Imens gik Sune i gang med at forklare Titan for Poul, som ikke havde prøvet det før.
Rasmus og jeg havde snakket om at prøve Tamsk, og som sagt så gjort. Tamsk er et abstrakt spil i Gipf-serien, og den specielle gimmick i dette spil er, at spillernes tre brikker er timeglas. Timeglassene rykkes rundt på et sekskantet bræt, og hver gang et timeglas rykkes, vendes det og der placeres en ring på det felt der rykkes til. Hvert felt har et begrænset antal pladser til ringe, og når feltet er fyldt op, kan det ikke benyttes mere. Løber et timeglas ud, er det dødt og fastlåst i sin placering resten af spillet. Spillet ender når en spiller er kommet af med sin sidste ring, eller når ingen af spillerne kan rykke et timeglas. Den spiller der har færrest ringe tilbage, vinder.
Det blev til tre spil Tamsk, det første et “prøvespil” uden tidselementet. Og, ahem, Rasmus vandt flere spil end jeg gjorde. 🙂
Men det sørgelige resultat til trods, var Tamsk faktisk meget sjovt. Jeg var ikke god til det, men det er jeg jo heller ikke til de andre Gipf-spil jeg har prøvet… Umiddelbart tror jeg nok at jeg bedre kan lide Zertz og Dvonn, men Tamsk er absolut anbefalelsesværdigt. Og så er det lynhurtigt – 5-10 minutter pr. spil.
Rasmus og jeg havde jo endnu ikke spillet et tungt spil endnu, og det tungeste spil vi lige kunne komme på, var Goa. Det burde virke med kun to spillere, og det gjorde det faktisk også ganske glimrende, omend især auktionsdelen af spillet får et meget anderledes feel end med flere spillere. På den positive side er det rimeligt hurtigt, og naturligvis med meget mindre nedetid, så vi nåede faktisk to spil. Første spil endte med en overvældende 49-49 (tiebreak) sejr til mig, til trods for at Rasmus som sædvanligt havde været væsentligt bedre til at avancere sine fem tracks. Andet spil blev til en kneben 54-37 sejr til Rasmus som var forståeligt begejstret over også at prøve at vinde. 😉 Rasmus’ kommentar var, at jeg kun kan finde ud af “Jens-strategien” – nemlig at få en rød vare og avancere ekspeditionskort-tracket (hvilket var hvad jeg gjorde i første spil). I andet spil prøvede jeg en “Rasmus-strategi” – avancér skibs- og vare-trackene – og der kom jeg hurtigt ud på dybt vand, hvad slutscoren da også indikerer. Jeg må konkludere, at jeg ikke er god til at planlægge mine tracks, og jeg ender altid med at mangle varer, skibe, aktioner eller noget helt fjerde. 🙂
Lidt senere nåede Titan-spillet sin afslutning, med Sune som (forventet) vinder. Titan-spillerne drog hjemad, og som det ofte ses, sad Rasmus og jeg alene tilbage. Et spil mere skulle det være, selvom klokken var mange, så vi tog en hurtig omgang Einfach Genial – Knizias glimrende abstrakte spil med “Euphrat & Tigris pointgivning” – og det endte med en 8-7 sejr til mig, da jeg med succes fik låst Rasmus’ røde farve.
Otte spil på en aften blev det til for mig, og de var alle gode. Ikke dårligt!
Viking Con vil meget gerne have flere brætspilsturneringer på dette års con.
Jens (?) og jeg (RA) har allerede meldt os, men flere ses meget gerne.
Har du lyst til at slå et slag for brætspil og KBK, så send mig en e-mail med hvornår i løbet af Viking-Con du kunne tænke dig at afholde turneringen, samt hvor mange deltagere du kan klare.
Derudover skal der bruges en lille tekst til årets program. Teksten skal indeholder oplysninger om tre ting:
En introduktion til spillet du vil holde turnering i.
En afklaring af hvilke regler (f.eks. version eller husregler) du vil anvende i turneringen.
En beskrivelse af hvordan turneringen vil blive afholdt, herunder hvordan en vinder vil blive fundet.
Udover fornøjelsen ved at være enerådig turneringsleder får man følgende fordele:
Du kan komme tidligere ind på Viking-Con.
Du har en fordel i lodtrækningen til de øvrige turneringer.
Du kan benytte vore VIP-sovesal.
Du får en kande te eller kaffe.
Du vælger selv spillet, men du kan allerede nu se på Viking Cons hjemmeside hvilke spil, der er folk til og hvilke øvrige spil de gerne ser.
Ferie og det gode vejr satte meget tydeligt sit præg denne tirsdag aften med kun seks fremmødte, hvoraf to endda var ASL’er !
Selvom Søren med sit valg af Knizias Res Publica i sidste uge tydeligt havde vist at Knizia har lavet dårlige spil, turde Ken og jeg godt kaste os over et uprøvet Knizia-spil. Dyret i åbenbaringen hed King’s Gate og er et såkaldt ”tile placement”-spil.
Kort fortalt er der ti områder der skal omringes af spillernes brikker. Når et område er omringet med 10 brikker, scores der point i forhold til hvor megen indflydelse ens brikker har på område. Den der har mest indflydelse får flest point og så fremdeles.
Reglerne for placering af brikker er relative simple. Alligevel insisterede Ken på at vil slå efter i de finske regler, da han forsøgte at snyde. Da jeg kun opdagede at han snød en gang, må jeg desværre tilstå at Ken vandt det første spil.
Søren som var dukket op i mellemtiden og kiggede interesseret. Han nærmest tiggede os om at spille det igen. Vi forbarmede os over ham og kastede os ud i et hurtigt spil.
Men ak og ve – halvvejs inde i spillet insisterede Ken på at låne reglerne og lavede derefter et klart ulovligt træk. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage, samt bemærkninger om Kens læsefærdigheder, gav Ken sig dog (vel at mærke uden at være overbevist).
At det ingen spilmæssig betydning havde, var en fuldstændig uvedkommende ting ;o)
Sune dukkede op lige da vi var færdige – Ken vandt igen og var storskrydende som sædvanligt.
Som nyt spil valgte vi Tower of Babel, da ingen protesterede nævneværdigt. Ken havde en strategi hvor han gik efter at vinde monumenter, mens jeg havde fokuseret på at vinde bonusbrikker. Ken vandt med 1 point, hvilket var en smule irriterende, da jeg var meget uheldig med min sidste tur, på trods af at jeg havde et bonuskort, der tillod mig at bytte 5 kort.
Efter endnu en sejr til Ken, synes hver anden sætning der kom fra Kens mund at være: ”Er det for svært drenge?”.
Efter Kens knebne og meget heldige sejr i Tower of Babel var der ingen anden udvej end at kræve revanche.
Spillet var mere lige denne gang (undtagen undertegnet der i dette spil lå meget langt fra at vinde), men endnu en gang lykkedes det Ken at komme øverst på sejrsskamlen.
Ken var på dette tidspunkt ikke til at styre. Han rejste sig og gik rundt samtidigt med at han frådende råbte: ”Rent bord”.
Vi øvrige spillere var nu stærkt bekymret for Ken og mente ikke han kunne tåle at vinde mere denne aften. Løsningen viste sig nu at være meget simpel. Nu er Ken ikke supermand og Taj Mahal er ikke grøn kryptonit, men det har fuldstændig samme indvirkning på Ken.
Så frem kom Taj Mahal. Det var et forholdsvist jævnbyrdigt spil (de tre forreste lå indenfor fem point af hinanden da spillet stoppede). Søren viste sig dog også at være overfølsom for grøn kryptonit, da han kun fik halvt så mange point som vinderen (mig).
Sune og Søren besluttede at tage hjem efter Taj Mahal. Jeg mente ikke Ken var kommet helt ned på jorden, og udfordrede Ken til et spil King’s Gate mere. Jeg insisterede dog på at vi spillede efter de rigtige regler, hvilket Ken nødtvungent gik med til.
Ken kunne desværre ikke leve op til favoritværdigheden – faktisk tabte han stort.
Efter at have spillet det sidste spil King’s Gate og have diskuteret livsens ondskab og lykkens finurligheder gik vi hvert til sit.
Vinderen af Spiel des Jahres prisen for 2005 er fundet, og det er …
Juryen følger dermed tendensen fra de senere år, med et spil i den simplere ende af skalaen som vinder (de sidste fire år har vinderne været hhv. Ticket To Ride, Alhambra, Villa Paletti og Carcassonne).
Årets børnespil er også fundet, Das kleine Gespenst.
Læs mere på SdJ’s hjemmeside, www.spieldesjahres.de.