Spilletid: Et normalt spil tager mellem 60 og 90 minutter, så man kan sagtens nå et par på en aften.
Antal spillere: 2 – 5
Udgiver: Days of Wonder
Designer: Alan Moon
Lad mig starte med at skrive, at dette er et af de bedste spil jeg længe har spillet. Køb det nu! Eller få ham din nørdede ven, der køber et brætspil hver uge til at gøre det. Der er masser af timers underholdning i Ticket to Ride.
Ticket to Ride (TtR) er det seneste togspil designet af Alan Moon. Tidligere spil inkluderer Union Pacific, som TtR til dels bygger videre på. Det er også et af de første spil udgivet af det nye firma Days of Wonder, og er, indtil nu, blevet udgivet på både fransk, tysk og engelsk.
Under den fjollede forhistorie gemmer der sig et meget simpelt spil. Noget sludder med at man skal rejse til så mange byer som mulig i 1900-tallets Nordamerika. Reglerne er på kun fire sider, så det bliver ikke noget problem at indvie nye spillere. En regelgennemgang tager højst et kvarter.
Komponenterne fejler ikke noget. Brættet viser et kort over forskellige byer i Nordamerika, samt togruterne der forbinder dem. Nogle byer er forbundet via en rute, dvs. at der kun er en spiller som kan forbinde de to byer, mens andre byer er forbundet med to ruter. Altså kan byerne forbindes at to forskellige spillere. Ruterne mellem byerne har ni forskellige farver: blå, rød, gul, grøn, hvid, sort, lilla, brun samt grå, og har mellem et og seks vognfelter imellem sig. De 45 togvogne som hver spiller får tildelt, og alle kortene med billetter eller toge på, er også af normal høj eurogame-kvalitet.
I starten af spillet får hver spiller tildelt tre ud af 30 forskellige billetter med to forskellige bynavne på, som giver bonuspoint hvis de to byer bliver forbundet. Byer langt fra hinanden giver mange point. Omvendt skal pointene trækkes fra, hvis man ikke får opfyldt sin billet inden spillet slutter. Man kan vælge at lægge et kort fra, men skal altså beholde to billetter fra starten af spillet.
Hver spiller får også tildelt fire togkort, som enten er i en af de otte forskellige farver nævnt ovenfor, undtagen den grå som er en jokerfarve. Eller et lokomotivkort som gælder som joker, dvs. at det kan bruges som et kort i hver af de otte kortfarver. De resterende kort lægges i en bunke med siden nedad, og fem togkort lægges ved siden af, med siden opad, lige som i Union Pacific.
Spillet går i al sin simpelthed nu ud på, at forbinde så mange ruter som muligt, og nå at få opfyldt så mange billetter som muligt, og måske på vejen sørge for at ens modstandere ikke får en billet opfyldt, og derved får en masse minuspoints.
I hver spillers tur, må man udføre én af tre forskellige handlinger.
1. Man må tage nye togkort op fra bunken. Man må enten tage to vognkort med siden opad. Hver gang man fjerner et vognkort, tager man et nyt fra bunken, og lægger med siden opad. Dvs. at alle spillere kan se hvilke kort man tager. Man må også tage to kort direkte fra bunken. Og sidste mulighed, er at man tager et lokomotivkort som ligger med siden opad. Hvis man gør det, må man ikke tage flere kort, hverken fra bunken eller af de fem der ligger med siden opad. Hvis der på noget tidspunk skulle ligge tre lokomotivkort med siden opad, fjerner man alle fem kort, og lægger fem nye.
2. Man må tage tre billetter fra billetbunken og kigge på dem. Man skal beholde mindst et kort, men må gerne beholde alle tre. Resten skal lægges tilbage nederst i billetbunken.
3. Man kan forbinde to byer, ved at lægge vognkort/lokomotiver i samme antal og farve som ruten har på kortet. Grå ruter på kortet kan forbindes af alle farver, dog skal kortene man spiller alle være ensfarvede. Hver gang man forbinder en rute får man point, alt efter hvor lang ruten er. En rute på 1 felt giver 1 point, og en rute på seks felter giver 15 point, så det giver god mening at forbinde byer med så lange ruter som muligt.
Sidste runde af spillet starter, når en spiller har mellem nul og to vogne tilbage. Derefter får alle en runde mere inden man tæller point sammen. Det kan altså godt ske at spilleren som afslutter spillet har nul eller en vogn tilbage at lægge, men en anden spiller, som ikke har været så god til at plænlægge, har mellem syv eller ti vogne tilbage.
Spilleren med den længste rute, dvs. flest vogne i en uafbrudt rute, får ti ekstra point. Byer må gerne være flere gange på ruten, men hver rute må kun tælles en gang. Til sidst lægger man point fra opfyldte billetter til, og trækker uopfyldte billetter fra.
Strategisk er TtR et intenst og spændende spil. Hver eneste tur sidder man som spiller med nogle svære valg. Skal man lægge sine togkort nu, og lukke en vigtig rute, eller skal man i stedet tage de to vigtige røde togkort, som man skal bruge senere? Jeg har ofte på et kritisk tidspunkt, valgt at tage nogle vigtige billetter, blot for at se “min” rute lukket lige for næsen af mig. Når det sker, skal man lægge hele sin strategi, og rute om, hvilket tager tid. På samme måde sidder man nogle gange med det svære valg, om man skal lukke en modstanders åbenlyse rute, for at irritere ham, eller i stedet skal sikre en af sine egne ruter. Eder og forbandelser flyver gennem luften når man placerer sine vogne rigtigt, ofte med løftet om at hævnen er sød – i næste spil.
Er spillet så sjovest med to eller fem spillere, eller noget ind imellem, vil du måske gerne vide? Det er et godt spørgsmål, og jeg synes at de fungerer lige godt. Antallet af ruter bliver nemlig skåret drastisk ned, når man kun er to eller tre personer, i forhold til fire eller fem. Alle dobbeltruter bliver til enkeltruter, og er lukkede, så snart en spiller har lagt vogne på dem. Fx kan ruten mellem San Francisco og Los Angeles forbindes med tre gule kort, eller tre lilla kort. I den “lille” version lukker ruten, når en af de to ruter er forbundet.
Hvadenten man er to eller flere spillere er TtR en sjovt, intenst og kort spil som nok skal blive populært i mange hjem og klubber i den nærmeste fremtid. Som skrevet ovenfør, giver jeg TtR min varmeste anbefaling. Men mon ikke Alan Moon og Days of Wonder er mere glade for den Spiel des Jahres-udnævnelse spillet fik tidligere på året 😉
I den forbindelse har Days of Wonder lovet en ny udgave, med en længere pointskala og symboler på alle ruterne for de farveblinde.
Som en ikke ubetydlig bonus har Days of Wonder ilagt en kode i spillet som skal indtastes på spillets hjemmeside. Efter man har gjort det, har man adgang til at spille online med spillere fra hele verden. Spillet er programmeret i java, og alle komponenter er gengivet korrekt grafisk. Dog går det lidt hurtigere en FTF, men man har måske lidt dårligere overblik over hvad modspillerne laver. Men det er en god måde at lære spillet på, og hvis du ikke har spillet, kan du bare logge på som gæst, og tage et par prøvespil. Efter hvert spil bliver man tildelt point ligesom i skak, alt efter om man vinder eller taber. Jeg har nu 1476 points, og er nr. 237 på verdensranglisten, så der er en smule vej, inden jeg er numero uno, men det skal nok komme…