Denne tirsdag havde et sløvt fremmøde på kun 6 personer. Men alt var ved det gamle. Jeg mødte,- som altid, til tiden – Rasmus foreslog at vi skulle spille Acquire, jeg fik nævnt Powergrid, og Jorid måtte atter engang høre de samme slidte Rasmus/Ken-jokes om Norge. Somsagt, intet nyt under solen.
Ken og Rasmus lagde ud med et par hurtige spil Zertz, og Ken's hoverende latter afslørede hvem der havde kontrollen over de spil.

Derefter fordelte vi os på 2 borde – hvor Rasmus, Jesper og Poul gik i krig med Caylus, og Ken, Jorid samt undertegnede, kastede os over Princes of Florence.
Forrige tirsdag prøvede jeg Princes og Florence, både som 5-personers og 4-personers spil, og jeg må konstantere at spillet er mere interresant med flere end 3 spillere.
Spillet var forholdsvis hurtigt overstået – og det blev Ken som trak det længste strå.

Caylus bordet var langt fra færdig – så efter en mindre diskussion valgte vi at spille “El Grande”. Jorid havde ikke prøvet det før, så jeg gik igang med regelforklaringen. Nu var det selv meget lang tid siden jeg sidst havde spillet det, men efterhånden som jeg fik vrøvlet mig igennem tingene, syntes jeg selv det sagde gav mening. Det er ellers sjældent jeg oplever det 🙂

El Grande er et Area-control spil, og Jorid lagde ud med at indtage nogle af de
områder/regioner på brættet hvor mine blå brikker var placeret. Ken gjorde hende kunsten efter, og spillets tema synes at være “slå på blå”. Efter første scoringsrunde lå vi dog alle rimelig lige, men det skulle snart ændre sig. Ken fik spillet en aktion, som gav ham voldsomt mange point, og bragte ham klart i spidsen. De efterfølgende runder fik Jorid dog minimeret afstanden, og efter sidste scoringsrunde var det hende der havde flest point.

På trods af sejeren benyttede hun sig ikke af retten til at hovere. Om det skyldes norsk høflighed, eller om hun bare ikke synes spillet havde været videre interessant, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Havde Ken løbet med sejren, havde historien ihvertfald været en hel anden..

Men det var sjovt at få prøvet El Grande igen, og det er stadigvæk et af mine favoritspil. Reglerne er rimelig simple – og i det hele taget virker spillet godt afbalanceret. Som så mange andre spil er det dog lidt bedre med 4 eller 5 spillere, da der så er mere kamp om de forskellige aktionskort, og positioner på brættet.

Jorid besluttede sig for at det var blevet fyraften, og stemplede ud allerede ved 9 tiden. Caylus bordet var godt nok blevet færdig med deres spil, men var så gået igang med et andet længervarende spil, nemlig Goa. Ken og jeg var derfor efterladt til selv at stå for underholdningen – og vi lagde ud med Blokus Duo. Det var første gang jeg fik prøvet den udgave – men det må siges at fungere ganske glimrende.

Derefter fik jeg mulighed for at prøve Battleline, hvor Ken's erfaring med spillet, dog hurtig skulle vise sig at besejre det eventuelle begynder held jeg kunne diske op med.

Vi sluttede af med et hurtigt spil Zertz, hvor jeg efter at have været godt presset det meste af spillet, hev et par tricks ud af ærmet, og hev sejeren i land. Goa spillerne var imellemtiden også blevet færdig, og folk begyndte at liste hjemad..
Fodboldkongen lukkede og slukkede.

Efter at have ”Parthenon: Rise of the Aegean” liggende på hylden i lang tid kom spillet endeligt med i KBK, hvor Jens, Poul og Søren var med på at prøve det af.
Spillet har fået meget blandet modtagelse på BGG og der tegner sig et billede af, at enten elsker eller hader det. Derfor var jeg spændt på at høre hvad de andre ville syndes om det og ikke mindst, om det skulle ryge ind under fejlkøb for mit eget vedkomne.

Spillet forgår i det græske øhav, hvor hver spiller administrere en ø, der producere visse vare, der er forskellige fra ø til ø.Målet med spillet er at bygge 12 bygninger, eller så mange som muligt efter 3 år, for sine ressourcer. Mange af bygningerne kræver ressourcer man ikke har eller sjældne ressourcer fra fremmede lande.Derfor er man nødt til at bytte indbyrdes med de andre ø’er eller laste sit skib med vare og sejle til andre byer/lande og handle.Undervejs trækker man kort, der beskriver hvordan rejsen forløber. Jo længere væk man rejser (delt op mellem nabo og fremmede lande) jo større er chancen for at man bliver udsat for pirater, storme og andre fare, og derved mister sin last. Til gengæld er handlen mere favorable i fremmede lande og derved er fortjenesten også større.Bygningerne man bygger undersvejs giver mulighed for at beskytte sig mod de hændelser man udsættes for eller andre fordelagtige mekanismer i form af livsanskuelser, markeder og hære.Der er en vis ”random” faktor i spillet da man trækker kort gennem hele spillet vedr. rejser og globale ændringer men det kommer ikke rigtigt til at virke balance ødelæggende og til trods for at man mister sine handler en gang imellem, er der ikke nogen der bliver sejlet agterud fra start.Spillet løber over tre år, hvor hvert år er delt op i 4 sæsoner. Hver sæson består af en række faser, som alle spillere tager del i samtidigt, hvorved der ikke opstår døde perioder, hvor man venter på at det bliver ens tur igen. Det varede godt og vel 3 timer, hvor man konstant måtte tage stilling til ens handler mod risikoen og nøje planlægge handlerne så man kunne få mest ud af det.Spillet sluttede inden tidsgræsen udløb da jeg byggede min tolvte bygning og derved vandt.Jeg var meget tilfreds med spillet og skal helt sikkert spille det igen.Jeg tror det har en høj ”replay” faktor selvom det ikke er et spil jeg vil tage frem hver weekend pga den lange spille tid, som nok ville kunne bringes ned på 2 timer når man er lidt mere rutineret.

For de komplette regler og andre anmeldelser:http://www.boardgamegeek.com/game/18243

Da jeg ankom spilte Rasmus og Ken Sankt Petersburg, som vanlig, kommer de noen sinne til å gå trett? Når klokken godt og vell hadde rundet 18 var vi kun 6 spillere, og diskusjonen var så i gang.. Siden Epic Duels var en sånn suksess (?) forige gang tok vi det atter fram. Etter mye Star Wars tema nynning og noen yoda ringetoner, var Kenneth den stolte vinner.

Etter litt frem og tilbake besluttet Kenneth, Rasmus og Theis seg for å spille Hansa, mens Ken, Anders og jeg, etter å ha konkludert at ingen kunne huske reglene til Byzantium, bestemte oss for å spille Puerto Rico. Jeg var den eneste som ikke hadde spilt det, så etter en meget kort regel forklaring var jeg totalt forvirret, men med litt hjelp (i for av utrop som ”nei, det skal du illefall ikke!”) og noen omganger senere ble det hele mere tydelig. Jeg endte på en andre plass (Ken vant) og jeg kan godt tenke meg å spille det igjen.

Etter vår spill Puerto Rico var over tok Rasmus den røde lue på,klødde seg i skjegget og annonserte at han hadde gaver til alle! Han hadde funnet/lånt/stjålet (hva vet jeg?) en menge introduksjons pakker med Magic kort. Nå er det lenge siden jeg har spilt Magic og jeg trudde jeg hadde fått en overdose som kom til å var resten av livet, men Ken lokket meg til en runde, som ble til to og tre..

Rasmus & co hadde i mellomtiden funnet fram spillet Fairy Tale og Rasmus assosiert seg tydeligvis med eventyr figurer denne aften for han insterte på for all ettertid å gå under navnet Mr. Fairy. Når de fant fram Blokus på det andre bordet, byttet jeg plass med Kenneth (som ikke var spesielt svær å overtale) til å spille Magic i stedet for meg. To harde runder endte med seier til Teis og en delt seier mellom meg og Teis.

Ken og Kenneth hadde fått nok av Magic og dratt hjem så vi bestemte oss for å teste sandheten i Rasmus selvutnevnte tittel med Fairy Tale, etter to runder var jeg stadigvekk ikke helt sikker på om jeg forstod spille spesielt godt (at jeg fikk 30 poeng mindre en samtlige skulle tyde på det). Aften ble avsluttet med noen raske runder med Magic med Teis (jeg tapte begge) før alle brått skulle løpe til bussen.

På opfordringer sneg “Descent: journeys in the dark“, sig ned i KBK for et hurtigt prøvespil.
Og lad det være sagt med det samme… Descent er ikke et dybt spil. Descent er ikke et tysk brætspil og ej heller ikke særlig abstrakt.
Descent egner sig bedst til at blive spillet med nogle venner, en stribe øl og en række splattende lyde eller vilde fagter når sværdene svinges. Kort sagt et “Beer and pretzel” spil.

Spillet spilles af 1-4 spillere som spiller mod “Over Lorden” (OL), der styrer monstre og selve gangsystemet.
I dette tilfælde var det Jens, som tog rollen som en hudløs kriger med hang til lidt magi, Anders den ikke så kløgtige ork med økse og Teis den halvfimset elver med en forkærlighed til at “misse” sine angreb. Undertegnet var OL.

Ud fra nogle tur-regler rykker spillerne gennem gangsystemet sammen, alt imens de trækker et blodigt spor af slagne monstre efter sig.
Undervejs samler de penge, som de køber bedre udstyr for i byen, samler magisk ting og vinder “Conquest” point.
“Conquest” point er de point som afgør om spillet vindes af spillere eller OL. Klarer spillerne sig igennem opgaven de får stillet, uden at miste alle point, vinder spillerne, men mister de dem vinder OL.
I takt med at spillerne aktivere portaler (der kan teleportere dem tilbage til byen), åbner kister og dræber monstre modtager de flere “Conquest” points.
Modsat mister de point, hver gang de bliver slået ihjel (De “respawner” i byen) eller OL arbejder sig gennem bunken af “Over Lord kort.”
“Over Lord kort” er en bunke kort som OL besidder, der er med til at “personlig gøre” gangsystemet. Med disse kort aktiveres fælder, placeres ekstra monstre og ændres “gameplayet” til OL’s fordel.
Kortene aktiveres af “Threat tokens” som OL modtager hver tur eller undervejs når han “discarder” ubrugelige “Over Lord kort”.
Dette er med til at gøre spillet mere brætspilsagtigt og gør at man kan spille de vedlagte 10 missioner, flere gange da ikke 2 spil er ens.

Spillet er blevet kritiseret for at være lidt for nemt for spillerne når man er 3 eller 4 spillere, så derfor havde jeg et par husregler med. Men trods mine nederdrægtigheder strøg Jens, Anders og Teis igennem opgaven i en regn af økser, fireballs og blodudgydelser og vandt spillet med stoltheden i behold.
Spillet vil helt klart være bedst, hvis spillerne skal slide i det og tilrettelægge deres ture, for at holde sig i live. Så et par små justeringer og o­ndere monstre skal der tilJ

Jeg er tilfreds med spillet selvom det ikke er det spil, der vil komme oftest frem og slet ikke i KBK (medmindre på opfordringJ) men som sagt er det et glimrende ukompliceret spil som sagtens kan konverteres til øl-spil.

Om det var inspirationen fra vores tusinde af plastik figurer og små spildimser eller Jorids regel forklaring på norsk af mammutspillet vides ikke, men det andet hold, der hidtil havde holdt sig på måtten med tyskespil havde nu fundet “StarWars – Epic Duels” frem og sad samstemmigt og nynnede “Darth Vaders indmarch” i takt med at de slog på hinandens figurer (og de kaldte os semi-rollespillere).

Sne, slud, brok og dårlige undskyldninger kostede dyrt i fremmødet i KBK denne mørke kolde vinterdag. Ken og jeg var som sædvanligt de første fremmødte, hvis man undertager Claus der var i fuld sving med at sætte Europe Engulfed op. Uden stor palaver beslutte Ken og jeg at kaste os over Sankt Petersborg, som har fået en lille renæssance efter den nye udvidelse.

Efter at jeg havde tabt til Ken var Teis, Esben og Poul dukket op. De vil alle meget gerne spille Caylus, men Ken og jeg havde meget lidt lyst til et 5-personers Caylus, så vi valgte at forsætte med at spille Sankt Petersborg.

Endnu to spil tabte jeg stort til Ken, hvilket jo bare viser at ligegyldigt hvor godt man spiller, er det ligegyldigt, hvis modstanderen er en lille heldig julegris. Derefter kom skeen heldigvis i den anden hånd og jeg fik hevet en storsejr hjem.

Samtidig havde Caylusfolkene afsluttet deres meget tætte spil (Teis vandt med et enkelt point.). Poul gik hjem og vi øvrige kastede os så over Puerto Rico. Spillet endte med en kneben sejr til Ken. Det var dog et meget jævnbyrdigt spil, da scorerne lå på 55 (Ken), 54 (Rasmus), 52 (Teis) og 50 (Esben).

Som sidste hurtige spil faldt valget på Money!, hvor jeg klart demonstrerede størst overblik over valutamarkedet, med de andre halsende bagefter.

Derefter gik alle hjem undtagen de 2 x Claus, der stadig hang fast i vinterkrigen i Rusland.