Så fik jeg endelig lagt mine klamme hænder på Through the Ages (2. edition) og fik endda også prøvet det, med det same.
Det har været et meget hyped spil på BGG, hvilket jeg også er faldet for.
Det skal siges, at jeg har spillet Sid Meiers Civilization til mine øjne blødte og elsker det spil. Derfor skal min bedømmelse ses i lyset af, at jeg er skør med civilisations spil.
Dette gjorde også, at forventningerne til spillet var skyhøje, hvilket øger chancen for, at spillet ville skuffe….Det gjorde det ikke!

Vi spillede det som 2 personers spil og kastede os over de simple regler (Der er tre kategorier: Beginner, simple og advanced), hvor player interaktionen er begrænset men en glimrende måde, at lære spillet på.
Jeg vil ikke gøre så meget ud af reglerne ud over, at sige, at de er simple og man er hurtigt i gang med spillet. Specielt hvis man har spillet (Sid Meiers) Civilization vil man kunne genkende de fleste mekaniker og kender farerne ved korruption, happieness og famine. Derved er der ingen jordisk tvivl om, at spillet er lavet af nogen, som også har spillet Sid Meiers.

Så hvem vil kunne lide dette spil? Ingen tvivl om, at Civilizations fan vil elske det. Dog skal der lyde en advarsel til folk, som ikke kan lide micro-management…Der er meget og spillet må siges at være meget fiddly når ressourcer og korn flyttes frem og tilbage.
Ligeledes er spillet langt og der må kunne forventes en del downtime da der ikke er simultane træk.
I den simple version er det også begrænset med muligheder for, at slå på hinanden men med flere spillere åbner man op for alliancer, handel og boykots, hvilket igen åbner op for en langt større spiller interaktion.
Det er et spil, som man bliver bedre til efter et par spil, hvor man kender farerne og ved, hvilke forholdsregler man må tage for ikke, at dumpe i en fælde (Min egen civilisation i går var et lysende eksempel på det. Som et andet Sodoma blev der ædt, røget og horet så alle var glade. Langsomt steg korruption i baggrunden samtidig med, at produktionen faldt. Men damn…alle var glade :-))
Hvis man kan leve med det meget fiddly spil, længden af spillet og eventuel downtime belønnes man også med det bedste civilisation spil til dato (Dukker mig for alle de indkommende sten fra AH Civilization fans. Ah’s version er i en helt anden kategori, som er langt mere abstrakt).
Det er en kæmpe fryd, at spille spillet og møde diverse kunstnere, videnskabsmænd og generaler fra vores historie. Opføre wonders, så som Taj Mahal, Hangning Gardens og Eiffeltårnet. Kæmpe for at ens civilisation opretholdes stabil og prøve, at imødese problemer så som Hunger, Korruption og Happiness.
Jeg anbefaler spillet på det højeste men da spillet ligger i den dyre ende (500 ->) vil jeg dog forslå et prøvespil inden en investering.
Thumbs up fra mig og jeg glæder mig allerede til næste spil.

SPILESTIVAL 2008 – Lørdag d.1 marts 2008 fra kl 10 – 20.

Fantask står som arrangerør for Spilfestival sammen med en stribe af frivillige, spilleglade folk og foreninger. Resultatet er en hel dag med masser af spil.
Spilfestival giver dig mulighed for at prøve en række nye og gamle spil.

Spilfestival 2008 foregår i Valby Kulturhus (tidligere: Valby Medborgerhus) ved Toftegårds Plads. Adressen er:

Valby Kulturhus
Valgårdsvej 4
2500 Valby

Der nåede ikke at komme meget støv på Phillips funklende nyerhvervelse – Rails of Europe. De fem mere eller mindre voksne mænd der forsamlede sig om bordet denne tirsdag aften, sad og savlede og den nye udvidelse til Railroad Tycoon.
Udvidelsen bruger alle standardreglerne fra Railroad Tycoon, men har et par små tvists og forbedringer.
Modsat Railraoad Tycoon, hvor man bare får et missonskort, vælger man mellem to Rail Baron Cards i Rails of Europe. En lille ting, men gør at man har lidt nemmere ved at vælge et kort der passer til spilstil og fordelingen af varer på brættet.

Klare definitioner på terræntyper. Ikke flere diskussioner om man følger flodens forløb. Er der vand i feltet koster det ekstra – basta.  For bjerge er det gjort meget simpelt, er det en prik i feltet tæller det som bjerg og man skal betale dobbelt. Modsat Railroad Tycoon er man ofte tvunget til at bygge steder med dyrt terræn. Der er derfor også kommet kort der halverer omkostningerne ved at bygge i bjerge.

Det er færre byer (52 i den oprindelige), men kun 31 i udvidelsen, hvilket er med til at øge konkurrencen om varerne.

Den forbedring som jeg synes er bedst, er at ”Major Lines” ikke længere er kort. Ruterne er nu alle åbne fra starten, og når man som den første spiller laver en, får man de bonuspoint som den giver. Klart en forbedring i forhold til Railroad Tycoon, hvor et major line-kort man får eller ikke får med i spillet kan give store udsving.
Læg dertil at visse af ruterne er nemme at lave, og at det klart virker som om at man skal gå efter Major Lines bonusser og service bounty frem for et mere forkromet transportnetværk som i Railroad Tycoon.

Første spil var meget tæt, og vi skulle ud i en tiebreaker-afgørelse før Alex måtte se sig slået på pengene. Andet spil var meget spændene, om end jeg stadig forfulgte en degenereret Italien-Spanien-strategi som i første spil. Poul manipulerede maksimalt og gjorde Kasper opmærksom på at jeg havde bygget suboptimalt i Italien, og Kaspar sneg sig ind på min rute og stjal en service bounty jeg ellers havde regnet med. Et hotel i Milano og en tidlig bonus for at forbinde Milano-Madrid gjorde dog udslaget, og spillet endte med en komfortabel sejr til mig.
Selv om spillet var nyt – blev noget ved det gamle. Poul brokkede sig i begge spil som sædvanligt over at de andre spillere havde været for passive og ladet mig vinde.

Så selv med et nyt spil kan man høre gammelt brok.

Ankom til KBK med min ny erhvervelse, som jeg havde ventet længe på: ”Conquest of Paradise”. Her håbede på, at kunne samle nogle sjæle, som ville give det en chance, så min nysgerrighed endelig kunne blive stillet.
Spillet er lavet af Kevin McPartland og sat til, at vare 1½ – 2 timer og har i skrivende stund en karakter på 7,2 (ud af 10) på BGG.
Således satte Poul, Kasper, Claude og undertegnet sig rundt om bordet for at prøve kræfter med Conquest of Paradise.

Spillet forgår i Stillehavet i 500 AD, hvor polynesiere langsomt koloniserer øhavet i deres kanoer mens de muntre sig med Tatoveringer, Huladans og surfing.
Spillerne starter på hver sin ø og skal gennem spillet styrke deres produktivitet gennem øget befolkning og udbredelse.
Samtidig skal man sørge for at bygge krigere og krigskanoer til forsvar (og angreb), kolonister til at bosætte på nye øer, og udvikle nye kulturelle egenskaber så som Kahuna healing, Powhiri og sågar kannibalisme.
Derved kan man sige, at spillet er et civ-light med en fornuftig spilletid og forholdsvise enkle regler.

Spillet starter med en explorer fase, hvor hver spiller på skift sejler ud med deres explorer og udforsker Stillethavet, som er delt op i hex. Når man når en uudforsket hex trækker man tilfældig tiles, som kan resultere i, at man opdager en ny øgruppe, åbent hav eller, at man kommer ud af kurs og udforsker et andet sted end beregnet.
Derefter kommer en movement fase, hvor spillerne sejler kolonister ud til nyopdaget øgrupper, rokerer sine enheder og kaster sig i krig med nabostammer.
Næste fasen er build fasen. Her optjener man build point alt afhængigt af, hvor mange
Landsbyer man har. Point bruges på nye enheder, opdyrke landet til fremtidige landsbyer, opfører landsbyer og købe techs.
Til sidst er det en victory point fase, hvor nyerhvervet point lægges til ens eksisterende point for, at se om en spiller opfylder vinder betingelserne.

Spillet startede lidt famlende, hvor Poul fik den bedste start, som var en placering han holdt i et stykke tid, til gengæld lå han i midten af vores placeringer på spillepladen så han skulle beskytte sig bedre.
Det meste af spillet bestod af udforskning af Stillehavet men i takt med at grænserne begyndte at gnide mod hinanden blev krigskanoerne sat i vandet.
Claude var den første som måtte flygte fra sin øgruppe da en flok vilde tatoverede krigere, ført af Kasper, kastede sig over en lille ubetydelig ø i verdens afkrog.
Dette startede en regulær krig mellem de 2, hvor Paul og jeg mest truede/forsikrede hinanden uden at det udløste et angreb.
Spillet sluttede da Kasper erobrede Claude hovedø, som derved sikrede ham point nok, til at afslutte spillet. I midlertidig havde Poul techs victory point nok til at overhale Kasper og derved vinde.

Jeg er en smule splittet over spillet og det skal helt sikkert spilles igen før jeg beslutter mig, om det er et spil for mig.
Min bekymring ligger i, hvorvidt spillet har en stor nok variation i den modulære spilleplade og de techs, som man køber, til at sikre et højt replay niveau.
Jeg tror at det vil vinde meget ved andet spil, hvor man kender reglerne så spillet kører mere smidigt og der kan planlægges lidt bedre.

Tobias havde som aftalt taget Kingsburg med, og det var vi fem der satte os til at spille (Tobias, David, Ken, Rasmus P og mig). Jeg var spændt på at se hvordan spillet var, for det var en nyhederne på årets Essen-messe og et spil jeg havde været tæt på at købe selv.

Tematisk er Kingsburg et middelalder/fantasy-spil, og spillerne repræsenterer feudale herremænd eller noget i den stil, som hver især forsøger at opbygge en pointgivende infrastruktur i deres eget domæne, og som også hver især skal hjælpe kongen med at forsvare riget mod eksterne fjender.

Et centralt bræt viser en oversigt over kongens 18 rådgivere (nummereret 1-18), som spillerne i løbet af spillet kan få hjælp af – denne hjælp kommer oftest i form af en eller flere ressourcer. Udover dette har hver spiller et lille bræt med oversigt over en række bygninger som kan bygges. Bygninger giver dels points, og har desuden hver især en speciel “evne” der påvirker spillet.

Spillet kører over fem ture/år, og hvert år er opdelt i fire sæsoner. I de tre første sæsoner hvert år slår spillerne hver tre terninger og resultatet af terningslagene bruges til at bestemme, hvilke af kongens rådgivere spillerne kan få hjælp af i den sæson: Turrækkefølgen bestemmes af summen af hver spillers terningslag, med laveste sum først, dernæst næstlaveste, og så videre. Når det er en spillers tur, må han placere en eller flere af sine tilbageværende terninger på en rådgiver, hvis tal svarer til summen af de terninger der placeres. Da hver rådgiver som udgangspunkt kun kan bookes en gang pr. sæson, er der altså rig mulighed for at blokere de andre spillere (og da rådgiverne bliver bedre og bedre jo højere deres nummer er, er det vigtigt at kunne slå højt med terningerne).

Placeringen af terningerne fortsætter, indtil alle spillere har placeret alle de terninger de kan. Hver spiller får dernæst ressourcer svarende til hvilke rådgivere de har booket denne sæson, og har efter dette mulighed for at bygge én af bygningerne på deres eget bræt.

En af de “ressourcer” som rådgiverne kan give er et bidrag til spillerens hær. Hver tur starter spillerens hærstyrke forfra på “0”, men den kan bygges op til et højere tal ved at vælge de rigtige rådgivere. Mange af en spillers bygninger vil desuden give en permanent bonus til hærstyrken. Endelig kan spillerne hvert år, efter efterårssæsonen, bygge deres hær yderligere op ved at bruge ressourcer på det.

Vintersæsonen adskiller sig fra de tre andre, for det er her at en ekstern fjende invaderer kongeriget. Til hver tur hører en række fjendekort, og et tilfældigt af disse er før spillet blevet udvalgt. Fjenden har en numerisk styrke (man kan på bagsiden af kortet se minimums- og maksimumsstyrken for denne tur – fjenderne bliver stærkere og stærkere for hver tur), og i vintersæsonen vendes fjendekortet så om. Der slås også en terning, som repræsenterer kongens bidrag til rigets forsvar, og værdien af terningslaget lægges til alle spilleres hærstyrker.

Hver spiller besejrer fjenden ved at have en større hær end fjendens styrke. I dette tilfælde får en sejrrig spiller en belønning som er specificeret på fjendekortet. Er spillerens hær ligeså stor som fjendens styrke er krigen endt “uafgjort”, og i dette tilfælde sker ingenting. Endelig kan en spiller tabe krigen (mindre hær end fjendens styrke), og ikke overraskende vil han så blive ramt af alskens ulyksagligheder såsom mistede points eller bygninger!

Flest points efter fem ture vinder spillet.

I vores spil kom Tobias og især jeg lidt langsomt fra start, mens de andre havde mere held i sprøjten. Tobias kom dog lidt efter det senere i spillet, men i femte tur ændrede alting sig: Tobias og jeg var de to eneste der klarede fjenden denne tur, med det resultat at Tobias endte som suveræn vinder, med mig på andenpladsen, og med de tre andre halsende noget bagefter. Moralen her må være, at man skal lade være med at tabe krigen i sidste tur! 🙂

Kingsburg er et meget “let” spil med masser af held. Og det er ikke et Jens-spil (siger han diplomatisk): Terningspil og spil med meget held kan sagtens være OK, men for mig var Kingsburg et for langt og kedeligt et af slagsen. Det havde nogle interessante mekanismer, men jeg må konstatere at jeg allerede halvvejs i spillet sad og tænkte at hvis det stod til mig, måtte spillet godt snart stoppe.

Så mens Kingsburg ikke på nogen måde er et frygteligt spil eller et spil der ikke virker, er det heller ikke et spil der fangede mig.

Efter Kingsburg var vi fire (Ken, Jorid, Rasmus P og mig) der kastede os over en anden Essen-nyhed, Oregon. Oregon er et rimeligt hurtigt letvægtsspil fra Hans im Glück, hvor spillerne får points ved at placere små træ-cowboys (cowboy meeples?) og bygnings-brikker på et bræt inddelt i kvadratiske felter. Spillepladen er desuden opdelt i fem kolonner og fem rækker (et område afgrænset af én kolonne og én række er 2 x 3 felter stort), og hver kolonne/række er identificeret med et af fem symboler. Spillerne har hver 4 kort på hånden, en blanding af landskabskort og bygningskort. Landskabskortene viser et af de fem symboler der er brugt på brættet, mens bygningskortene afbilder en af de syv forskellige typer bygninger der er i spillet. I en spillers tur spiller han to kort: Spilles to landskabskort, må spilleren placere en cowboy-meeple i et tomt felt som ligger i en kolonne og en række svarende til symbolerne på de spillede kort. Spilles istedet et landskabskort og et byningskort, må spilleren bygge den pågældende bygning i et tomt felt i en række eller en kolonne der svarer til det spillede landskabskort.

Placeringen af cowboys/bygninger giver spillerne points: Når en spiller placerer en cowboy, scorer han et antal points for hver bygning i tilstødende felter (inkl. diagonalt tilstødende), og når en spiller placerer en bygning, scorer alle spillere som har cowboys i tilstødende felter points for hver af deres cowboys. Placerer en spiller desuden en cowboy på en sådan måde at han nu har en ny gruppe på mindst 3 cowboys, scorer han 5 points.

Når en spiller placerer sin sidste cowboy, eller når alle bygninger af N typer (hvor N er lig med antallet af spillere) er bygget, stopper spillet i slutningen af runden, og spilleren med flest points vinder.

I vores spil var det mig der kom bedst ud af det. Mine kort passede generelt fint, så jeg kunne lave konstruktive ting hver tur, og jeg placerede generelt mange cowboys, og ikke ret mange bygninger (spillet sluttede da også fordi jeg fik placeret alle mine cowboys). Så en sikker cowboy-sejr til mig!

Sidst på aftenen lykkedes det mig at overtale tre andre, Rasmus, Nick og Kasper til et spil Brass.

Brass er det første Warfrog-spil i lang tid fra Martin Wallace, som ikke involverer nationer der kæmper mod hinanden. Istedet er Brass et økonomispil, hvor spillerne konkurrerer økonomisk: Vi er i Midtengland (Lancashire) i starten af den industrielle revolution, og spillerne repræsenterer rigmænd som opbygger deres industrielle imperier. Bomuldsfabrikker, havne, kulminer, jernstøberier og skibsværfter er de typer industrier spillerne kan bygge, og spillet simulerer en udvikling hvor spillerne i starten bygger kanaler som forbindelsesveje gennem landskabet, mens dette senere overtages af – ja, hvad ellers? – jernbaner. De enkelte industrier findes også i forskellige teknologiske udgaver, hvilket selvfølgelig repræsenterer den teknologiske udvikling der fandt sted i perioden.

Brættet er opdelt i en række lokationer (byer) og i hver lokation er der plads til at bygge en eller flere industrier. Industrierne har forskellige roller, men supplerer hinanden: Bomuldsfabrikker kræver havne, hvor bomuldet kan sælges, de fleste industrier kræver kul som kulminerne kan levere, mange byggerier kræver desuden jern. Kun skibsværfterne interagerer ikke med de andre industrier, og fungerer i spillet blot som en slags “prestigebyggerier”, som giver mange points.

Tidsmæssigt er spillet opdelt i to perioder, kanalperioden og jernbaneperioden. I den første periode er kanaler de eneste forbindelsesveje, og i anden periode er det kun jernbaner der benyttes. Spillerne får i slutningen af hver periode points for de industrier og forbindelsesveje de har bygget (modsat et spil som f.eks. Age of Steam, er det altså ikke bare indkomstniveauet eller penge på hånden der afgør vinderen), og spilleren med samlet flest points i slutningen af jernbaneperioden, vinder spillet.

Spillernes aktioner er drevet af en hånd af kort, som hver spiller besidder: Kort kan enten være lokationskort (som giver en lov til at bygge en industri i den lokation) eller industrikort (som giver lov til at bygge den pågældende type industri i en lokation der hænger sammen med ens eksisterende netværk). De andre typer af handlinger en spiller kan foretage sig – bygge kanaler/jernbaner, udvikle sin teknologi, sælge bomuld gennem en havn, eller tage et lån – kræver også at man spiller et kort, men i alle disse tilfælde betyder det ikke noget, hvilket kort man spiller.

Nu er Brass jo mildest talt ikke nogen hurtig, lille filler, og efter regelforklaring på engelsk var klokken da også omkring 23 inden vi kom i gang med spillet. Brass er et spil hvor der er meget at tænke over, og når man samtidigt sidder og bliver mere og mere træt, vil det unægteligt gå ud over spilhastigheden. 🙂 Resultatet var da også, at vi først var færdige ved 2-tiden, med Rasmus som sikker vinder.

Så en god – og lang – aften i KBK for mit vedkommende!

Efter lang tids pause + lungebetændelse mødte jeg stærkt motiveret op denne tirsdag. Min største glæde var at se at der mest var Newbies til stede (hjertelig velkommen, frisk blod). Min største nedtur var at se at alle – nye som gamle – havde tilbedt den hedenske Kaos rune i mit fravær, at klubben derfor igen-igen lignede en grisesti, & at jeg igen-igen på få timer måtte forvandle det hele til en skinnende spansk dublon – hjulpet af mine medspillere der, som alle nye (?!), spillede fortvivlende langsomt, & af at mine utallige forsøg på at synge Gibson Brothers’ ”Cuba – quiero bailar la salsa” i den meget rigelige downtime kun sinkede spillet yderligere. (Hvorfor mon?)
For ja, det spil vi tog fat på ved mit bord var Cuba (M. Rieneck & S. Stadler, 2007), & det var til gengæld god, ren underholdning.

Nu er jeg ikke ubetinget fan af plantage spil – jeg er faktisk blandt det lykkelige mindretal der virkelig – jep, virkelig – mener at Puerto Rico (PR) burde kalde sine slaver ”slaver” & ikke ”kolonister”, & at netop dette spil er en smule overvurderet. Men jeg havde en spillerintuition om at Cuba ville være sjovere & mere farverigt – & den blev ikke gjort til skamme.

Ud over at man også her sidder med hver sit bræt & styrer plantager på en subtropisk ø/koloni, minder Cuba faktisk ikke alarmerende om enten PR eller Goa. Mulighederne er lige mangfoldige, men den spilmekanik der styrer disse er her langt strammere & enklere. Spillet er mere præcist, & samtidig mere funky. Fx kan man bygge golfbaner (jeg hader golf, men det er i det mindste dekadent). Faktisk er det et af de få centrale problemer med spillet: får golfbanens ejer først kontrol med vandet, kan han/hun løbende vande sin golfbane & vinde spillet – grænsende til det der i jargonen kaldes en ”degenereret strategi” (ja, som at erobre & spærre Australien i barndommens Risk). Altså en kurs som, hvis den forfølges ensidigt & målrettet, vinder spillet. Vinderen i aftenens spil var da også… manden med vandet & golfbanerne. Han spillede nu for øvrigt godt, & måtte kæmpe en del mod en dygtig #2 med en anden bomstærk strategi.

Men spiller man for at undgå dette monopol, er det mit indtryk at tingene fungerer. Med ”normal” tænketid er Cuba nok en del kortere end PR, & måske også end Goa (eller samme længde som denne). Råvarerne begrænser sig næsten til rørsukker & tobak, & med dem kan man netop kun producere hvad Cuba for den mindre indviede handler om: Rom & så det der en gang var verdens bedste cigarer. Også vidunderligt dekadent (jeg har selv været storforbruger af disse cigarer, med langvarige følger for privatøkonomi & helbred). Men det virkelig stærke ved spillet er dets hjerte: et livagtigt marked hvor man – ved siden altså af selv at producere varerne – kan købe sig til alle de samme. Hvorpå man strategisk skiber dem af sted & vinde yderligere VP. Det forekom mig at ingen af os (i hvert fald ikke jeg) udnyttede markedet helt tilstrækkeligt, men brugte lidt for megen opmærksomhed på den vante plantage vej, nemlig produktion. Så der er rig mulighed for strategisk fremgang ved yderligere spil.

En anden vigtig feature er at man kan ”præge den politiske proces” – bestikke politikere til at vedtage love til fordel for en selv & ulempe for andre. Forstår man de 3 hovedled – produktion, køb/salg/afskibning, & politik (nogenlunde efter den prioritet), samt deres subtile & præcise samspil, ligger man stærkt. Kan man desuden spille sine roller knivskarpt (plantagearbejder, salgskvinde, arkitekt, formand & politiker – lidt lige som i PR, men med tilstrækkeligt anderledes mekanismer) er man godt på vej til at vinde. Men også ligesom i PR & Goa ser det hele besnærende ligefremt ud, & lige som i disse spil var det alligevel svært & udfordrende at blive den allerbedste til at gøre nogenlunde det samme helt optimalt.

7 & pil op ad indtil videre. Mere, hvis jeg havde lært nørdede historiske facts af spillet. Men mellem PR & Cuba vil jeg nu ved hver lejlighed agitere for Cuba. Mellem Cuba & Goa har jeg indtil videre fortsat svaghed for Goa. Det må dog tilføjes at ikke alle mine medspillere var lige begejstrede for Cuba. Endnu en oplevelse der deler vandene.

Hvem sagde lungebetændelse? Queremos fumar los Puros ! (Lad os ryge cigarerne!)

Q.

Hele 9 KBKere hadde avlagt sin stemme og møtt opp i KBKs kjeller til kl var 18…
Hva skal man så spille? Rasmus, Rasmus (en ny-gammel kjenning), Ken, Claude og jeg fant fram Cuba. Denne Essen nyhet har jeg spilt i KBK 2 ganger før begge ganger med brakende suksess noe jeg selvsagt ikke kunne unngå å nevne. Jeg proklamerte da også at min vann strategi er uslåelig (demning og golfbanen), men med så mye ”bråk” fra min side kunne jeg godt se at dette nok ikke ville være en strategi å satse på. Rasmus H forsøkte også å bygge en av disse bygninge i den første runde, men han kunne ikke finne ut av hva den kostet og hadde ikke de riktige resursene.. Så ble det tilslutt Claude som forsøkte seg. Søren hadde i mellomtiden dukket opp og forbarmet seg over Ken som var totalt forvirret over spillet og det viste seg å bli ett god sammarbeide siden Ken/Søren tilslutt gikk av med seieren.

Etter ett relativt langt spill Cuba foreslo jeg å spille Gemblo, også ett spill kjøpt i Essen. Gemblo minner mye om Blokus ved første øyekast, men det har fått en Koreansk vri, med seks kantete brikker og en ny måte å plasere brikkene. Hvis man har spilt Blokus er det i starten nermest umulig å finne ut av hvordan man blokerer i Gemblo, men det ble til 2 underholdene spill der Claude og Ken vant. Om dette var pågrunn av deres analytiske evner eller bare hell er enda til debatt J

De fleste hadde så fått nok av spill og tok hjem for å se hvordan valget hadde gått, vi var dog fem tilbake som var friske på ett hurtig spill og valget falt på Patrician (enda ett Essen spill) som ble vunnet av undertegnede.

Denne spilleaften i KBK var godt besøgt af medlemmer og potentielle nye medlemmer, så der skulle deles op i tre grupper før regnskabet kunne gå op.
Denne Tirsdag havde jeg medbragt ”Age of Discovery” af Alfred Viktor Schulz og fik hurtigt samlet 3 andre, som havde lyst til at prøve det.
Således kunne Rasmus, Teis, Philip og jeg gå i gang med reglerne og få en hurtig start.

Det er et spil for 2-4 spillere, der handler om, at investere i opdagelsesekspeditioner samtidigt med, at der skal holdes styr på økonomien ved at skaffe penge på handelskontrakter.
Temaet er forholdsvis påklistret men på grund af detaljerne ved illustrationerne, der afbillede de forskellige opdagelsesrejsendes ruter, de forskellige skibe og mønterne, virkede spillet meget håndgribeligt.
Der er tolv ekspeditioner, som lægges ud på bordet, som er dem man skal støtte ved, at stille skibe til rådighed.
Et andet sted på bordet lægges de skibe op, som man kan købe og ved siden af dem, lægges nogle handelskontrakter, som ligeledes kan købes og sende sine skibe ud på for at tjene penge.
Hver runde har man to aktioner ud af fire mulige.
1: Tag 2 mønter
2: Købe en handels kontrakt
3: Købe skibe
4: Sende skibe af sted på opdagelses ekspeditioner eller handelrejser.

Aktion nummer 4 er måden man får penge eller victory points på.
Ved opdagelsesekspeditionen stiller man sine skibe til rådighed, hvorved de ikke er tilgængelige resten af spillet.
Derimod kan man bruge sine skibe igen og igen ved at sende dem på handelsrejse.
Man bestemmer selv varigheden af rejsen men jo længere tid, den er af sted, jo mere guld giver den.
Derved handler hele spillet om, at opbygge en økonomi hurtigt, så man kan købe flere skibe, som kan bruges til opdagelsesekspeditioner.

Efter reglerne var forklaret fik vi en ret famlende start men fandt hurtigt rytmen og forståelsen af mekanikkerne.
Vi kæmpede alle i starten for hvert eneste guldstykke men snart begyndte vi langsomt, at ane et mønster og det var klart hvem der førte.
Philips formue voksede støt, og da vi nærmede os slutspillet var det klart, at vi ikke kunne rør ham.
Stor blev bestyrtelsen da også, da vi opdagede, at Philip købte skibe til en stærkt nedsat pris pga.han havde misforstået nogle regler (sagde han!).
Vi blev enige om, at starte forfra og denne gang kørte det meget lettere efter det første ”prøve” spil.
Rasmus gik (desværre) hen og vandt spillet.

Jeg kunne lide spillet men det er helt klart, at det vil vinde mere med flere spil.
I starten kæmpede vi for hver vores økonomi men med lidt øvelse er jeg sikker på, at spillet vokser og, at der bliver overskud til nogle små svinestreger mod hinanden.
Efter 1 ¾ spil var det blevet lidt for sent for mig, til at starte et nyt og jeg vendte derfor næsen hjemad.

Så er årets program for Viking Con kommet online. Der er som sædvanlig rollespil, bræspil og alt muligt andet mystisk.

KBK har som sædvanligt eget lokale, og et par af klubbens medlemmer fungerer (som sædvanligt fristes man til at skrive) som spilledere.

Så støt din klub og tilmeld dig før din nabo. Sidste frist for tilmelding er den 23. september. Den er udvidet i forfold til hvad der står i det trykte program.

Tirsdag aften var endnu engang oprundet. Denne tirsdag skulle dog senere vise sig at blive historisk for Kasper. Rasmus, Søren m.fl havde rodet sig ud i et spil Leornado, se hvordan dette forløb andetsteds. Alex og jeg stod og kiggede lidt på spillet, men så kom Kasper ind af døren og så var vi nok til at starte endnu et spil. Så meldte det store spørgsmål hvad vi skulle spille. Efter lidt snak frem og tilbage endte vi med et spil Fürsten, an Deutsch natürlich. Alex og jeg havde kun prøvet spillet en gang før. Fra sidst jeg havde spillet, erindrede jeg vigtigheden af at få nogle gøglere. Senere skulle det vise sig at denne vigtige information, åbenbart ikke rigtigt var feset ind.
Spillet gik igang og jeg fik æren af at blive startspiller. Jeg starter med at udbyde en gøgler til auktion, Kasper vinder auktionen og får gøgleren. Dette skal senere vise sig at blive et mønster der gentager sig op til flere gange. Kasper får stort set en gøgler ved hver auktion og betaler i snit 900 for dem. Kent dukker op og kigger lige på brættet og noterer sig at Kasper har erhvervet sig en del gøglere. Han spørger hvor meget han har giver for dem, og orienterer os om at de bør gå for en 15-1600. Kent går over og kigger lidt på et andet spil og vender så tilbage til bordet senere. Kasper viser Kent sin plade hvor det eneste der ligger fremme er en bunke gøglere og et stykke skov. Kasper indrømmer at det er lidt vanvittigt og at han aldrig har været med til så vildt et spil. Kasper er ved at tage sin næst runde på tracket, da det lykkedes for mig at sørge for at han ikke fik bonuspointene for størst bygningsværk. Spillet ender ikke overraskende i Kaspers favør, med en score som nok ikke i nærmeste fremtid vil kunne slås.
Efter dette spil, spiller vi Puerto Rico nu med Kent som fjerdemand. Alex har ikke prøvet dette før, så Kent giver en hurtig regelforklaring. Spillet går igang og efterhånden som spillet skrider frem, pointerer Kent overfor Kasper vigtigheden af at man ikke giver små praktiske tips, fordi den foreslåede strategi altid sjovt nok også ender med at give en fordel til personen der kom med det gode råd. Hen imod slutningen står det klart at jeg vil kunne afslutte spillet ved at tage mayoren. Alex pointerer at jeg kun skal gøre dette, hvis jeg er sikker på at få mere ud af det end Kasper. Efter lidt snak frem og tilbage tager jeg mayoren, spillet slutter og Kasper scorer flere point end mig. Kasper prøver bagefter på en meget ulogisk måde at forklare hvordan jeg at med mit træk havde forhindret alle i at få en 1/3 del point. Kent og Alex var noget uforstående over for denne forklaring, da de jo ikke havde fået nogle point ud af mit træk. Jeg forlader selskabet, men når at se at Skt. Petersburg bliver sat op.