Der var liv og glade dage i KBK på den første officielle spilledag i januar. Hele tre nye spillere dukkede op. Så med ASL-spillerne sneg vi os på en 15 stykker denne aften.

Jeg dukkede op lidt halvsent, selv om jeg egentligt havde en aftale med Ken kl. 17.30, sådan er det jo når de flinke mennesker i blåt laver lygterazzia. Så da jeg dukkede op var der allerede to spil i gang. På det ene bord var de i gang med Ra og på det andet Sankt Petersborg. Efter lidt palaveren med Ken og Poul besluttede vi os til at et hurtigt spil Modern Art, så vi kunne fordele os med de andre når de blev færdige. Vi har alle tre spillet mange spil Modern Art. Alligevel blev det et lidt anderledes spil, da vi var så få. Med kun tre spillere risikerer man at en runde lukkes ret hurtigt, da der max går to ture fra en spiller køber et værk til han selv har tur igen. I vores spil så vi ofte at der kun bliver udbetalt penge for to værker pr. runde. Spillet virker lidt mere tilfældigt end med fire og fem spillere. Poul vandt knebent over Ken, men det hjalp nok også på det at Ken og jeg i en fælles hjerneblødning bød mere for et værk, end det kunne blive værd ;o)

Efter vores lidt mystiske spil Modern Art fik vi mikset lidt rundt på bordene, så vi fik gang i et Acquire, Sankt Petersborg og War of the Ring. På det første bord vandt Steen vandt en kneben sejr i Sankt Petersborg. Da Jørgen ikke var til stede i klubben, måtte Steen nøjes med ”Ken-faktoren”, men den viste sig også at være nok ;o) Derefter kastede de sig over Princes of Florence som hverken Steen eller Heine havde prøvet før. Princes of Florence er dog et spil der belønner erfaring, så ikke overraskende vandt Ken.

I det lille 5-mands Acquire udviklede der sig to store kæder, men da jeg havde majoritet i den ene og fik minoritetsbonusen i den anden, løb jeg af med sejren foran Poul som var majoritetsaktionær i den anden store kæde. I sidste ende skyldtes det nok at de øvrige spillere valgte at bygge på ”min” kæde”, da de havde flest aktier i den.

Da Bjørn var dukket op mens vi spillede Acquire fordelte vi os i to tremandsgrupper bagefter. Bjørn fik fornøjelsen af at introducere Anette og Morten til Ticket to Ride. Åbenbart fik han fortalte dem så godt at det lykkedes Morten at vinde en overbevisende sejr.

Poul, Teis og jeg legede med kamelerne i Through the Desert. Teis og jeg har spillet det et par gange, så vi startede med kraftigt at genere hinanden i placeringen af kamelerne. Bedre blev det ikke undervejs, da vi slog på hinanden ved enhver given lejlighed. Resultatet blev ikke overraskende at Poul vandt. Han insisterede endda på at vi ikke havde fortalt ham alle reglerne, så han ikke var klar over at de gik så godt som det gjorde.

Derefter stod den i nye konstellationer på Sankt Petersborg, Taj Mahal og Puerto Rico.

Bjørn, Toke og Steen fik sig et langt spil Puerto Rico, da ingen af dem havde spillet det meget. Spillet endte dog med tippe til den meste erfarne Puerto Rico-spiller Toke. Sædvanen tro blev der råbt Sankt Petersborg, og straks sad der fire mennesker omkring et bord. Sejren gik til Morten, hvorvidt Ken hjalp ham vides ikke.

Aftenens sidste spil var et andet ”klassisk” KBK-spil Taj Mahal. Det var et hurtigt firemandsspil med to der havde prøvet det før, og to totalt novicer. Taj Mahal er ikke verdens nemmeste spil at forklare regler til eller som ny spiller have en ide om hvad der bedst kan svare sig. Alligevel lykkedes det at få et relativt jævnbyrdigt spil, men hvor spillet trods alt faldt ud til den mest erfarne spillers fordel. Anette og Heine var dog begge begejstret for spillet, så muligheden for en revanche synes plausibel.

KBK, 4/1 2005:

KBK-aftenen denne gang skulle efter aftale gå med at spille War of the Ring med Sune. Igen var jeg ‘De Gode’, mens Sune var onde, onde Sauron. Jeg var i klubben omkring kl. 19, og setup var hurtigt overstået.

Jeg forsøgte igen min ‘fellowship blitz’ strategi, men terningerne ville ikke helt som jeg ville, så broderskabets tempo blev noget langsommere end planlagt. Sune lagde hårdt ud militært med at bringe Saruman på banen og angribe Fords of Isen. Da jeg dog fik opbygget en betragtelig styrke i Helm’s Deep valgte han istedet at finde en anden front at angribe på. Den front viste sig at være Dol Guldur – Lorien: En enorm Sauron-hær rykkede ud af Dunkelskov og indtog uden videre bøvl Lorien. Av!
I mellemtiden var Gondor-fronten også kommet i gang, og Sauron-styrker fik efterhånden indtaget både Minas Tirith og Pelargir, mens en styrke Corsairs of Umbar sejlede op og indtog Dol Amroth. Saruman-fronten var også blevet genåbnet, og Helm’s Deep var faldet (selvom Gandalf Den Hvide sammen med enterne havde raseret Isengard og elimineret Saruman). 9 points til The Bad Guy.

Men jeg er sprunget for langt frem, for det ovenstående beskriver faktisk stort set hele den militære del af spillet. Hvad så med Ringen, kan man spørge? Jo, broderskabet bevægede sig derudaf, blev opdaget ret tidligt og valgte derfor at gå over High Pass istedet for igennem Moria. Gandalf, Strider og Pippin døde ret tidligt, og Boromir ledte broderskabet videre indtil han også døde. Gandalf dukkede dog, som ovenfor antydet, op igen i Fangorn i hvid udgave. Men ved ankomsten til Mordor så det faktisk rimeligt fornuftigt ud: Legolas og Merry var tilbage, og Frodo var kun på 3 corruption. Og jeg lå inde med to kort, som tilsammen ville kunne heale 3 corruption. Der var tre blå og tre røde tiles i koppen. Ulempen var, at det havde taget mig en del tid at komme derned. Sune havde rutinemæssigt lagt to terninger i hunt poolen, hvilket jeg også tror generelt er en fornuftig disposition.

Men i Mordor gik det hastigt ned ad bakke: På mine ryk dér trak sune 3 øjne (omkring 10 corruption ialt), en rød “øje/stop” tile, en rød “1/stop” tile, og endelig en “3” tile. En tur slog jeg desuden ingen sværd eller Will of the West, og blev derfor nødt til at blive stående og tage en corruption. Så Frodo endte sine dage et felt eller to fra Mount Doom. Eneste trøst var at han skulle have ødelagt Ringen i den afgørende tur, da Sune efterhånden havde gjort sig klar til at tage sit 10’ende point. Så en sejr til onde Sune. 🙂

Men hvad syntes jeg så om spillet denne gang?

Jo, efter min (lille) skuffelse sidste gang mod Frederik hvor jeg følte spillet blev lidt mærkeligt, var dette spil en positiv overraskelse. Terningslagene – og den måde Sune valgte at spille på – gjorde at mit spil også føltes interessant. Godt nok brugte jeg en masse kræfter på at forsøge at rykke broderskabet hurtigt og aggressivt, men der var masser af andre terninger tilbage, som jeg kunne bruge til at spille events, aktivere nationer og bygge enheder. Hen imod slutningen fik jeg endda stablet en elver/nordmands-hær på benene, som marcherede sydpå for at indtage det svagt befæstede Dol Guldur! Det er rigtigt nok, at det sjældent-til-aldrig kan betale sig frivilligt at udskille karakterer fra broderskabet (selvom jeg sendte Gimli til Minas Tirith for at hjælpe med forsvaret), så den del af spillet fungerer måske ikke helt, men hvis man betragter broderskabets fremfærd som en halv-abstrakt mekanisme, er resten af spillet faktisk rigtigt godt i sig selv.

I mellemtiden har jeg også bemærket at Alex Rockwell på boardgamegeek skriver, at blitz-strategierne ikke er så entydigt overlegne som først antaget. Godt nok vil et blitzene broderskab vinde over en Sauron-spiller, som bare forsøger at indtage Midgård i et langsomt tempo, men ifølge Alex er det muligt for Sauron at lave defensive træk, som tvinger broderskabets tempo ned (for ikke at falde til corruption), hvilket igen giver Sauron mere tid til det militære. Interessant, og det passer egentlig meget godt med mit indtryk.

En lille frygt kunne være, at jeg nu to gange i træk har tabt til corruption i Mordor, til trods for at jeg begge gange har følt mig i rimelig stand ved ankomsten. Begge gang har tile-trækkene i Mordor bare været dræbende hårde, så måske skal Frodo helst have mindre end 3 corruption ved ankomsten. Eller måske er det bare mega-tilfældigt om noget broderskab – uanset hvor corrupted det er – kan klare sig gennem Mordor. 😉 Time will tell.

Så er version 1.5 (PC-udgaven) af Sankt Petersborg kommet. Blandt forbedringerne er en bedre AI og et par andre småting.

Link til computerudgaven af Sankt Petersborg

Jeg mødte op lidt sent i KBK, men havde heldigvis forinden snakket med Rasmus og aftalt, at de skulle vente med at starte aftenens store spil, Struggle of Empires (SOE) til jeg kom. Som sagt, så gjort: Vi var kun syv i klubben den aften, men det betød så at vi alle – Anders, Sune, Rasmus, Ken, Kasper, Teis og mig – kunne være med.
SOE er Warfrog’s seneste spil, designet af Martin Wallace. Warfrog er et firma hvor jeg efterhånden har måtte erkende, at selvom jeg næsten altid synes deres spil ser interessante ud ved første øjekast, bliver jeg næsten altid skuffet. Way Out West og Empires of the Ancient World var faktisk meget sjove de første gange (omend EOTAW var alt for langt), men min interesse for dem faldt markant derefter. Liberté syntes jeg endnu dårligere om, og spillede det kun en gang eller to. Faktisk er Age of Steam det eneste Warfrog spil som jeg stadig synes godt om, de forfærdelige fysiske komponenter til trods. Princes of the Renaissance har jeg endnu ikke prøvet.

Med Martin Wallace som designer har jeg det ikke meget bedre: Ud over at han har designet alle de ovenstående spil, har jeg prøvet et par af hans andre spil. Det ene er Secrets of the Tombs som er rent forfærdeligt som spil, men som i det mindste er hurtigt og ikke tager sig selv for seriøst. Det andet er Tyros, og det er faktisk sammen med Age of Steam det eneste af hans spil som jeg synes godt om.

Så med den baggrund havde jeg masser af grunde til fra starten at være skeptisk over SOE. Men ikke desto mindre var jeg det stik modsatte; jeg har efterhånden læst så mange lovprisninger af spillet på nettet, fra folk hvis meninger jeg respekterer og ofte deler, at jeg var meget opsat og spændt på at prøve det.

Først lidt mere om spillet. Det foregår i 1700-tallet og spillerne repræsenterer europæiske nationer ude på at dominere verden. Brættet – som for en gangs skyld (for Warfrog) er temmeligt flot lavet – viser Europa opdelt i en række områder, samt 6 koloniområder; Nordamerika, Karibien, Sydamerika, Afrika, Indien og Østindien. Områderne i Europa er dels spillernes hjemområder, som faktisk spiller en mindre rolle i spillet (man kan f.eks. ikke angribe hinandens hjemlande), samt en række andre neutrale områder. Det er de neutrale områder i Europa, samt koloniområderne, som spillerne kæmper om.

Kontrol over områderne markeres med kontrolbrikker: Spillerne har nogle få af disse fra starten af, og kan få flere i løbet af spillet ved at angribe neutrale brikker i felterne, ved at kolonisere eller lave slaver (et kontroversielt punkt for visse spillere i USA!), samt – og nu er vi inde i kernen af spillet – ved at angribe de andre spillere og konvertere deres kontrolbrikker. Midlerne til angreb er hære og flåder, mens en tredie type enhed, forter, ikke overraskende kun kan bruges til forsvar.

Spillet løber over 3 ture (kaldet “krige”) og efter hver tur tælles points for kontrol over områderne, på en El Grande-lignende måde: Den (eller dem) der har flest kontrolbrikker i et område får områdets førsteplads-points, den eller dem der har næstflest får andenplads-pointene, og så fremdeles.

En snedig tvist er, at man ikke bare kan angribe hvem som helst. I starten af hver tur fordeles spillerne i to alliancer: Med 7 spillere vil der altid være 4 spillere i den ene og 3 spillere i den anden alliance. Måden man bliver fordelt på er en smart byderunde, hvor spillerne nominerer kandidater til de to alliancer ved at byde penge, og de andre spillere så skal byde over for at kunne nominere nogle andre kandidater. Konsekvensen af alliancerne er vigtig: Man kan ikke angribe nationer man er i alliance med! Heldigvis – eller uheldigvis hvis man står til at få prygl af en modspiller – varer alliancerne kun en tur, og næste tur er det sikkert nogle andre der er allieret med hinanden.

Spillet indeholder også en lang – og jeg mener lang (!) – række tiles, som spillerne kan købe og som repræsenterer alt fra teknologiske fremskridt, militære fordele, alliancer med neutrale stater, økonomiske investeringer, samt meget andet. På bedste Magic-vis virker nogle af brikkerne konstant, mens andre er engangs-brikker, og nogle bliver ‘tappet’ når man bruger dem.

I hver tur er der fem runder, og i hver runde har spillerne efter tur lov til at udføre to aktioner, som kan være alt fra at købe en tile, købe en militærenhed, rykke enheder, angribe, kolonisere og flere andre ting. Efter de fem runder aktioner er turen slut, der gives indkomst og betales for tropperne, victory points fordeles og en række administrative punkter udføres, hvorefter det er videre til næste tur og den næste alliance-fordeling.

En anden smart mekanisme i spillet er begrebet “unrest”: Hver gang man taber en militærenhed får man en unrest-brik. Hver gang man desuden skal bruge flere penge end man har, får man penge fra banken, men skal tage 1 unrest for hver 2 penge man tager. Unrest har kun indflydelse i slutningen af spillet, men kan dér til gengæld være altafgørende: Alle spillere med 20 eller mere unrest taber automatisk, uanset hvor mange victory points de har. Af de resterende spillere får den med mest unrest -7 points, mens den med næstmest får -4! Dernæst er det spilleren med flest points der vinder.

Rasmus fik forklaret regler – lidt forvirrende for os, som ikke havde prøvet det før, men der trods alt også tale om et ret komplekst spil. Men det lød spændende, og jeg glædede mig til at komme i gang! Jeg var Frankrig, men det tilfældige setup gjorde at det meste af min indflydelse fra starten lå i Syd- og Mellemamerika.

Rasmus havde tur før mig, og startede med at udradere mig fra Mellemamerika, før jeg overhovedet havde haft min første tur. Ooookay, tænkte jeg, det er sådan et slags spil! Jeg begyndte at blive en lille smule skeptisk…

Spillets forløb er egentlig hurtigt fortalt: Folk kæmpede om de forskelige områder, de kæmpede videre, og videre. Og videre. Præcist hvor der blev kæmpet varierede selvfølgelig med spillerne, men mønstret var i princippet altid det samme: Køb flere enheder, ryk dem til kampområdet og slå en masse terninger. For mig nåede spillet aldrig rigtigt ud af Sydamerika, hvor jeg blev ved med at blive udfordret. Og for at sige det som det er, var det dødssygt at vente 10 minutter på sin tur, for derefter bare at bruge den på at købe en enhed eller to og sejle den til Sydamerika. Mit indtryk af spillet faldt støt for hver time der gik.

For det er nemlig ikke noget hurtigt spil! Vores spil tog over 4 timer, og det meste af den tid sad man bare og ventede på at det blev ens tur. Ikke spor godt.

I tur 2 var Rasmus og jeg på mystisk vis blevet allieret. På et tidspunkt havde han brug for militær hjælp da han blev angrebet i Karibien, og jeg indvilligede i at hjælpe ham i hans forsvar, uden at kræve noget igen. Lidt senere i samme tur var det min tur til at blive angrebet i Baltikum (hvor Rasmus også stod stærkt), og vores dialog forløb nogenlunde således:

Jens: ‘Rasmus, jeg hjalp dig før uden at kræve noget for det. Vil du ikke hjælpe mig nu, hvor jeg har brug for det?’

Rasmus: ‘Nej.’

Yuck. En sikkert sund reminder for mig om hvorfor jeg bare afskyr diplomati- og backstabbingspil, og ikke har spillet den slags spil i årevis. Efter den episode mistede jeg al lyst til spillet, og satte mig til at vente på at det skulle få en ende. Det tog dog en del tid, da i hvert fald en del af de andre morede sig lystigt med at kæmpe om kontrol over forskellige europæiske områder. Så tur 3 varede laaang tid, men i det mindste opretholdt jeg kontrollen over Sydamerika. 🙂 Endelig var det ovre, og det viste sig at Sune var en sikker vinder.

Konklusion: Struggle of Empires var absolut ikke nogen succes hos mig. Selv mit kendskab til Warfrog og Martin Wallace kunne ikke have forberedt mig på, hvor skuffet jeg ville være over dette spil, og jeg må konkludere at en kombination af faktorer gør det til det dårligste Warfrog spil jeg nogensinde har spillet.

Så hvad var det egentlig jeg ikke kunne lide ved det? Flere ting, faktisk:

1. De enkelte ‘tyske’ mekanismer til trods, er det er et rendyrket byg enheder/slås med de andre/diplomati/backstabbing spil, og det er en genre jeg personligt efterhånden har det rigtigt skidt med. Hvis man har det anderledes med den slags spil, vil man sikkert synes rigtigt godt om SOE.
2. Det varer mega-lang tid. Al for lang tid, faktisk…
3. I hvert fald med 7 spillere er der rigtigt meget ventetid mellem ens ture. Og det er ikke noget jeg gider, når jeg kommer fra en verden af tyske spil, hvor man er med hele tiden.

I hvert fald de to sidste punkter ville sikkert blive bedre, hvis man var færre spillere, og jeg burde måske egentlig prøve det igen med færre. Måske. En dag…

Ærgerligt, ærgerligt, men man kan selvfølgelig ikke forventes at kunne lide alle spil man spiller. Nu må jeg bare håbe det ikke bliver en fast klassiker i klubben. 🙂

Efter spillet satte Ken og Rasmus sig til at spille – du gættede det (!) – St. Petersburg, mens Sune og jeg kørte hjemad.

Københavns Brætspils Klub afholder arbejdsweekend i februar måned (12/13 februar 2005) med det formål at få vores klublokale gjort i bedre stand. Vi håber selvfølgelig at så mange af klubbens medlemmer vil komme og give en hånd.

Bestyrelsen (Michael, Rasmus, Claus og Bo) har et antal ideer til forbedringer – men programmet er endnu ikke fastlagt. Så vi er meget åbne for flere ideer. For at opsummere de ting vi overvejer :

– Rive træpladen, der spærrer for det andet vindue, ned
– Rense væggene helt ned til mursten
– Reparere skader
– Nyt Gulvtæppe/(linoleum ?)
– Male/Tapetsere
– Ordne den elektriske installation inde i det lille lokale
– Ny gennemgang af spil uden navn på
– Logo udenfor vores dør
– Tildækning af kablerne i loftet

For vores planlægnings skyld vil vi gerne have at dem der har lyst til at komme og give en hånd lige giver besked til en fra bestyrelsen hurtigst muligt. Samtidig kan I jo lige sige til hvis I har nogen særlige evner (murer, elektriker, tømrer, stand-up komiker etc.) som vi kan have gavn af til arbejdsweekenden … og ligeledes hvis I har adgang til attraktive rabat-ordninger (til maling f.eks.) som vi kan bruge.

Der vil naturligvis være drikkevarer til de frivillige – og hvis folk bliver sultne køber vi nogen pizza’er eller lignende.

På bestyrelsens vegne

VEL MØDT
(forhåbentlig)

Der var et begrænset fremmøde i tirsdags, men i løbet af aftenen var vi dog nogle, der dukkede op. Jeg mødte op kl. 18.00 næsten på slaget og vi var straks en fire-fem stykker, der gik i gang med at spille Modern Art.

Jeg havde ikke prøvet dette spil før, men det viste sig at være meget sjovt. Man fik først otte kort på hånden og det gjaldt så om at få solgt sine kunstværker til så høj en pris som muligt. Dette er ikke så svært som det lyder, for efter at et par kort er købt, kan man nemt regne ud, hvilke kort, der vil give en høj pris. Efter en runde er der afregning og de kunstneres værker, der er blevet solgt flest af, giver flest penge til indehaverne. Derefter starter en ny runde osv. Hele spillet tog ca. en time.

Efter dette spil kastede jeg mig sammen med Poul og Bjørn over Atlantic Star, en af mine egne nyerhvervelser. I dette spil skal man samle kortserier á 3-6 kort, helst med en høj samlet værdi (hvert kort har en bestemt værdi). Temaet var krydstogtrejser på de store verdenshave. Man kunne i sin tur vælge mellem fire kort, et gratis, et til 1.000 penge, et til 2.000 penge og et til 3.000 penge. Når man så havde samlet en serie, fik man sejrspoint for værdien af denne serie. Der var også bonuspoints som uddeltes efter hvor værdifulde ens ruter var relativt i forhold til de andre spilleres tilsvarende ruter. Man kunne belåne sine ruter, når man manglede penge. Alt i alt et godt lille spil, som blev vundet med en mindre margen af Poul foran mig, mens Bjørn kom langt bagefter.

fter dette spil blev vi selvsamme tre enige om Puerto Rico. Jeg havde ikke før klaret mig så godt i dette spil, men denne gang gik det bedre og jeg var ikke så langt bagefter de to andre, da regnskabet skulle gøres op. Poul vandt snævert foran Bjørn.

2004 har været et fremragende år rent spilmæssigt med mange nye og spændende spil. Så smut forbi  afstemningen og vær med til at vælge årets spil. Husk at logge ind først.

KBK, 14/12, fortsat endnu engang:

Jeg kom tidligt i tirsdags, men dog ikke tidligere end at Rasmus og Søren allerede var i lokalet. Kort efter dukkede Jørgen op, og vi gav os til at spille “I skyggen af kejseren”, en af Rasmus nyerhvervelser.

Dette spil gik ud på at placere brikker i forskellige dele af det tyske rige og derved blive den mest indflydelsesrige ved spillets slutning. I spillet indgik elementer som aldring og død, familieforøgelse, kejservalg, bygning af borge, placering af adelsfolk og riddere. Man kunne opnå fordele og udføre aktioner gennem udvælgelse af kort, som man skulle betale for. I de første par runder var Jørgen kejser, men efter et par runder, hvor Jørgen så ud til at føre, blev han væltet, da jeg udfordrede ham og Søren og Rasmus støttede mig. Da vi skulle spille pakkespil kl. 19.00, blev vi nødt til at afbryde spillet et par runder for tidligt. Jeg var da selv blevet væltet, men vandt alligevel knebent, selvom eller måske netop fordi jeg hele spillet igennem havde været konfliktsky og helst bare ville passe min egen lille have.
.

Efter pakkespillet gik jeg, Søren, Rasmus og ? igang med Medina. Efter et spil, hvor der var blevet spillet også lidt destruktivt, endte det med at jeg gik af som sejrherre, selvom jeg på vejen havde bygget ud på to paladser, der endte med at tilhøre Søren og Rasmus. Jeg scorede dog meget på det dyreste tårn og det største orange palads samt på handelsfolkene, der pænt endte ovre mellem tre af mine paladser.
.
Derefter tog jeg, Rasmus og Søren en omgang Hansa, der endte meget tæt, men hvor Rasmus løb af med sejren med sølle 1 point mere end jeg havde.

KBK, 14/12, fortsat:

Jeg havde aftalt med Sune, at vi skulle prøve War of the Ring, når jeg nu havde talt og ikke mindst skrevet så meget om det. Vi fandt et lille – næsten for lille! – bord ovre i hjørnet, og jeg gik igang med regelforklaringen. Der er jo som bekendt en del regler til spillet (selvom det kører glat nok, når man først er i gang), og det tog en del tid at forklare dem. Efterfølgende nåede vi da også at spille en 3-4 ture, før Sune skulle gå ved 22-tiden.

Jeg var de gode, mens Sune var ond (i spillet, altså). Han indledte med at sende Mordor og Isengard i krig, få Saruman på brættet, og angribe Rohan med en hær fra Isengard. Heldigvis (for mig) havde mine tropper ved Fords of Isen deres spejdere med, så jeg nåede at trække min styrke tilbage til Helm’s Deep, hvilket gjorde forsvaret dér lidt mere holdbart. Sune gik i gang med belejringen af fæstningen, men da vi sluttede var den endnu ikke faldet, omend det kun var et spørgsmål om tid. En stor Mordor-styrke var rykket ud fra Dol Guldur, og bevægede sig også mod Rohan.

I mellemtiden var Ringens Broderskab kommet en 4-5 felter ud fra Rivendell, uden at være blevet set eller på nogen måde forulempet. Ikke dårligt!

Men det var så stort set hvad vi nåede at spille, så det hele var åbent endnu. Endnu engang var War of the Ring god underholdning. De malede figurer så også seje ud!

Sune drog hjem, og jeg satte mig til at spille St. Petersburg med Jørgen og Ken. Den i klubben meget omdiskuterede “Jørgen-effekt” (den der sidder efter Jørgen, vinder!) burde have gjort Ken til vinder, men tilsyneladende blev den trumfet af den relativt ukendte (men similære) “Jens-effekt”, som istedet gjorde Jørgen til vinder. Godt nok fik jeg en tur 1 Mistress of Ceremonies, men Jørgen fik et tur 1 Observatorie. Ken fik ikke noget, og endte da også sidst. 🙂

Ken og Jørgen skulle også hjem nu, så det endte med bare at være Rasmus og mig der sad ved et bord. Han indvilligede i at lære mig Einfach Genial, som er et abstrakt tile-placement spil designet af Reiner Knizia. Og det var faktisk sjovt! Man placerer domino-lignende brikker på et bræt, og scorer points i seks forskellige farver. Til slut er ens score (E&T-like) det antal points man har i sin dårligste farve. Som to-personers spil var der tydeligvis en masse taktik i spillet og Rasmus’ overlegne erfaring gav ham da også sejren. Men godt var det. Selvom der er noget at tænke over, virkede spillet dog ikke som et rigtigt abstrakt “haj-spil”, da der trods alt var en væsentlig tilfældighedsfaktor i, hvilke brikker man trak.

Efter dette spil, og den sædvanlige efterfølgende snak om alt muligt var klokken blevet over midnat, og vi bevægede os også hjemad.

Tirsdag d. 14/12 ramte julestemningen også KBK. Der skulle nemlig spilles pakkespil og for yderligere at jule, havde Søren endda medbragt dejlig færdig-gløgg på karton, som vi så opvarmede i kaffemaskinen og drak lunkent. Halvvarm dansk frugtvin med gløggsmag – så bliver det ikke meget bedre!
Seks personer havde valgt at deltage i pakkespillet; Rasmus, Claus, Anders, Søren, Sune og mig. De medbragte pakker var kunstfærdigt indpakket (hvor “kunstfærdigt” her kan betyde alt fra “pakket ind i bamsegavepapir med guldbånd om” til “lagt i en plastikpose”!). Vi havde en snak om, hvilket spil vi faktisk skulle spille for at finde en pakke-førstevælger, og her blev Royal Turf valgt. Der skulle heller ikke gå for meget tid med det, så vi valgte kun at afvikle ét løb, istedet for de tre løb, et spil normalt består af.

Og starten gik! Og Caramello kom bedst fra start med et gigantisk hop fremad! Og Caramello øgede sit forspring og blev løbets pacemaker! Og Caramello kom først ind på opløbsstrækningen! Men så kom de andre heste stærkt! Og de indhentede næsten Caramello! Men Caramello vandt alligevel, et hestehoved foran nummer 2!

Og Jens havde lagt sin 2'er på Caramello, og havde desuden en 1'er på hest nummer 3. Så Jens vandt.

Jeg måtte med andre ord vælge først, og det var ikke nogen nem beslutning, skulle jeg hilse og sige! Dels havde Anders jo medbragt en gave, hvis form mistænkeligt lignede en flad Kosmos æske. Jeg tænkte “LOTR udvidelse” eller “Settlers udvidelse”, men kunne ikke huske hvad man ellers kunne få i det format. Sunes pakke (det var den i plastikposen) havde umiskendelig størrelse som et gammelt Avalon Hill-spil, og det kunne jo også være spændende!

Og det var de to, jeg besluttede mig for at vælge imellem. Den kyniske side af mig – ikke helt i aftenens juleånd, ved jeg godt – endte med at vælge Sunes AH-spil, da spillene fra det gamle Avalon Hill jo pr. definition er gamle og mange derfor er svære at få fat på. Det kunne jo være et AH-spil jeg gerne ville have?!

Det var det dog ikke. 🙂

Som et ivrigt barn (hvilket Tine også nogle gange kalder mig) at have flået plastikposen af, blev jeg præsenteret med et eksemplar af Blackbeard. Godt nok ikke et spil jeg allerede havde, men det var kun fordi jeg havde solgt mit gamle eksemplar for næsten ingenting for et par år siden. 🙂

Min eneste trøst var, at de andre gaver (helt i pakkespillets ånd) heller ikke var noget at komme efter: Claus vandt et eksemplar af Knizia's Maginor som godt nok ikke har det bedste ry blandt hans spil, men hvor Greg Schloesser på Boardgamegeek godt nok skriver “I found the game surprisingly entertaining and challenging”. Så måske er der noget at komme efter!

Rasmus vandt min medbragte gave, det aldeles frygtelige Magdar, som er endnu en fuser fra Fantasy Flight Games' serie af spil i små æsker. Sune kom hjem med Ohne Furcht und Adel, et spil som Claus havde medbragt i klar uoverensstemmelse med “ingen Faidutti-spil” reglen. 🙂 Sune ville dog ikke påkalde sig reglen, da han hævdede at han syntes spillet er ret godt.

Søren fik den flade Kosmos-æske, som viste sig at være et eksemplar af Cape Horn, et mærkeligt udseende vektor-movement spil, hvor det (ikke overraskende) gælder om at sejle rundt om Kap Horn. Hurtigst. Eller uden at synke. Eller noget i den stil.

Endelig fik Anders det spil Rasmus havde medbragt, fantasy-krigsspillet Tears of the Dragon fra Avalanche Press. Lille spil, flotte brikker, mega-grimt spillebræt. Efter sigende lidt sjusket udviklet fra Avalanche's side, da spillet kræver noget vitalt errata for overhovedet at være spilbart. Men vist nok et spil, som alligevel har sine tilhængere.

Så efter dette eksempel på juleånd, var det videre til aftenens andre, rigtige spil…