Ved ankomsten i KBK var en større flok i gang med et spil Medici: Efter 2. runde førte Anders, men i sluttællingen blev han overhalet af Rasmus, der dermed kunne notere sig for en sejr.

Da Medici var slut, kastede Ken, Rasmus, Sune og jeg os over Goa, mens resten af selskabet fortsatte med det nyeste klub-hit, 6 Nimmt!
Som jeg har skrevet før, plejer jeg altid at starte stærkt i Goa, for blot at sætte det hele over styr omkring runde 5-6, med det resultat at jeg ofte ender dårligt placeret. Denne gang var mønstret dog lidt anderledes: Mit spil stagnerede i første halvdel af spillet, og jeg fik slet ikke udviklet mig så meget som jeg havde håbet på – alt sammen fordi jeg ikke kunne skaffe en grøn vare, så jeg kunne avancere min harvest-track. Til gengæld havde jeg masser af penge, og fik fat i gode ting i auktionerne.

Men i runde 5 kom jeg til at dumme mig: Jeg fik købt en god tile dyrt, hvilket bevirkede at jeg endte auktionsrunden uden penge. Resultatet var at jeg ikke deltog i auktionerne hverken i runde 6 eller 7, og først i runde 8 fik jeg igen en tile. Dog bevirkede min manglende deltagelse i auktionerne ikke at mit spil iøvrigt gik i stå: Jeg havde en del ressourcer og kunne derfor bruge mine aktioner konstruktivt på at avancere mine forskellige tracks.

Indtil kort før slutningen, var jeg overbevist om at Rasmus, eller måske Sune ville vinde spillet. I sidste tur blev det dog også klart, at jeg selv var godt med (Ken skriver vi ikke noget om!). Og ved den endelige optælling viste det sig at både Sune og jeg havde 46 points, mens Rasmus havde 44 og Ken … ja, lad os bare sige at hans score ikke startede med “4”! Og hvad er så lige tie-break ved point-lighed? Flest penge, naturligvis, og der havde Sune lige og præcis 1 penge tilbage, mens jeg havde … 0. Så en kneben sejr til onde Sune. 🙂

Efterfølgende skulle der spilles noget let, og hvad bedre end vores allesammens darling, 6 Nimmt!? Sune havde ikke prøvet det før, men efter en udmarvende regelforklaring der strakte sig over, måske, 30 sekunder, var vi klar. Og Rasmus lagde hårdt ud med en stor bunke oksehoveder. Og i efterfølgende runder holdt Rasmus stilen, og var da også den første der rundede de 66 points. Så Rasmus vandt ikke…

Det gjorde jeg nemlig, og det siger noget om 6 Nimmt-niveauet i KBK, at jeg kunne vinde ved stort set at følge min basale “robotstrategi”: Spil altid det højeste kort du har (i gennemsnit afveg jeg fra denne regel en 2-3 gange pr. runde). Så lærte I det! 🙂

Det var en utrolig stille aften i den lille brætspilsklub den 5/4. Vi var ikke på noget tidspunkt mere end 6 mennesker og ikke engang de ellers så trofaste ASL-spillere dukkede op.Da jeg ankom kun Rasmus og Poul i klubben. Efter lidt snak kastede vi os over 6 Nimmt!.

Efter et par spil af dette var Anders, Teis og Ken dukket op. Vi kunne kaste os over aftenens hovedspil som, efter den sædvanlige diskussion, blev Acquire. Lidt usædvanlig endte spillet fordi at alle corporations var “safe” og der ikke dannes flere, normalt ser man ellers spillet ende fordi én corporation når en størrelse over 40. Rasmus løb som sædvanligt med sejren, men givet min egen dårlige statistik i dette spil var jeg personliget ret godt tilfreds med en andenplads.

Uden Teis fortsatte vi her efter med en gang Pizarro & Co. Første runde startede ud med at Anders fik køb utroligt mange skibe fordelt jævnt på pladen. Rasmus forsøgte som sædvanligt at dominere Cook, mens jeg prøvede en tidligere succesfuld strategi med at få en masse på Marco Polo og Vasco da Gama. Spillet endte til sidst med en delt sejr mellem Poul og undertegnede.

Aftenen blev rundet af med endnu et par omgange 6 nimmt. Jeg ved ikke hvor langtidsholdbart dette spil er, men jeg tør godt spå at det nok kommer frem en del i den kommende tid.
Voksne mennesker der siger Muh!!!!

Westpark Gamers forsætter med deres Sankt Petersborg-konkurrence. Som sædvanligt skal man hente save-filen for et igangværende to-personers spil fra deres website, og fortsætte selv spillet. Idéen er selvfølgelig at vinde så stort som muligt over computermodstanderen (De bedyrer dog at den nuværende puzzle muligvis ikke kan vindes). Resultatet kan sendes ind til dem, og der er stadig præmie til vinderen og en tilfældigt udtrukken!

Flere detaljer på www.westpark-gamers.de

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden…! Hvem det var, skal snart blive afsløret.
Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker… Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni… Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er “hvis jeg bare havde haft én aktion mere” snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af “hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien“. Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en “stærk” start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt … anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig – efter at jeg har bedt om det i månedsvis – mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. “Lignende” fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! 🙂

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej…

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spille noget “Magic-lignende” uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny “aha!” oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)Bord to igang med Sankt Petersborg.

Denne tirsdag lykkedes det mig endelig at komme “til tiden”, og derved blive fri for at skulle vente alt for længe på at kunne deltage i et spil. De tidligt fremmødte havde gang i et spil Pizarro & Co., og alt imens det blev afsluttet dukkede der lidt flere mennesker op. Age of Steam og Twilight Imperium 3. Edition var de 2 spil der var stemning for, og da jeg var den eneste ved AoS-bordet som ikke havde prøvet det før, måtte Kasper Borup igang med at forklare mig reglerne.

På trods af at jeg fik god hjælp fra hele bordet, så var især de første 3 runder et rent mysterium for mig. Det synes urimeligt hårdt at få økonomien til at køre rundt. Alt imens resten af bordet fik indtægter, måtte jeg runde efter runde af med penge.. Og det kan aldrig være en god ting. Så det føltes lidt som en sejr da der endelig kom en runde hvor jeg fik et par mønter i indtægt. Da spillet sluttede fik at vide at jeg havde klaret mig anstændigt, taget i betragtning af at det var første gang jeg prøvede detl. Jo tak, men nu fik jeg somsagt også en fin hjælp i de helt kritiske runder, og det er samtidig en kendsgerning at jeg næsten ikke fik bygget noget.Det kommer nok ikke som en overraskelse at jeg endte på sidstepladsen – men selv om den ovenstående tekst måske ikke giver udtryk for det, så synes jeg rent faktisk det var et godt spil. Det ER et meget ubarmhjertigt spil, og det gælder om at holde tungen lige i munden for at få tingene til at køre rundt. Men jeg er da frisk på at prøve det igen en anden gang, for der var nu et eller andet facinerende ved det.

Kasper Borup og Anders Larsen valgte at vende næsen hjemad, så Morten blev sat by stand-by så jeg kunne nå et spil Tamsk imod Rasmus. Tamsk er et spil i Gipf-serien, og efter min mening slet ikke på samme niveau som de andre i serien. Hverken underholdningsmæssigt eller rent strategisk. Grunden til at jeg så i det hele taget havde det med, var at Rasmus insiterede på at jeg skulle. Tamsk er nemlig det eneste spil han mangler i den ellers fremragende Gipf-serie, og vi havde snakket om en eventuel byttehandel. Spillet formåede dog forståeligt nok heller ikke at imponere Rasmus, så byttehandel blev der ikke noget af.

Twilight Imperium bordet var stadigvæk igang med deres spil, så Morten, Rasmus og jeg gik igang med at spille China. Også her måtte jeg lige få forklaret reglerne, men de var tilgengæld en del nemmere at gå til. Vi nåede da også at spille 4 hurtige spil, før jeg besluttede mig for at kalde det en aften, og fandt hen til busstoppestedet.

Jeg kan se i spilstatistikken at Twilight Imperium spillet rent faktisk blev afsluttet. Da jeg forlod klubben var bordet ellers godt fyldt med alverdens brikker, og gav ikke udtryk på at det var ved at være ved vejs ende – men hvad ved jeg.

Jeg kan også se at Rasmus og Morten fik afprøvet Hive. Et spil som jeg ved Rasmus fornylig har erhvervet sig. Det er et spil jeg selv i længere tid har overvejet at skulle invistere i, men når jeg bestiller spil plejer der altid lige at være et par andre titler jeg hellere vil købe. Rasmus vandt 2 af de 3 spil mod Morten, så jeg kan forestille mig at Rasmus synes det er et udemærket spil. Men hvor godt er det i bund og grund.. Du får Tamsk + X antal kroner*, og jeg får Hive? Hvad kan vi finde ud af 🙂

*dette skal ikke opfattes som at Rasmus har ret til at indsætte et vilkårligt beløb, men ment som en hentydning til at vi burde kunne finde en løsning.

Den 20. marts havde 5 modig medlemmer sat hinanden stævne for at prøve en længere session af dette meget lange spil. De nåede ikke at blive færdige men der kom stadig en spændende historie ud af spillet.
Start
De første 2-3 runder af spillet går med at få civilisationer i spil:
Søren – Olmecs i Meksiko, Kushans nord for Tibet.
Teis – Babylon, Chams i Vietnam
Poul – Chou i Kina og et afrikansk folkeslag hvis navn er gå et i glemmebogen
Simon – Amazonerne i Kaukasus og et steppefolk i central asien.
Anders – Aryans i det nordlige Tibet, Hunner på Asiens stepper


Indledning
Aryans gør det af med Kushans folk, før de når noget, og herefter fortsætter Aryans ned i Indien for at leve et stille liv resten af spillet. Hunnerne starter ud meget aggresivt med at ekspandere ud for at fylde stepperne og derefter beslutter de sig for at udrydde et par andre folkeslag oppe i Kaukasus bjerge. Først gør de hurtigt af med Amazonerne og forsøger sig herefter med de Armenere Søren har startet lige syd for Amazonerne. Takket være et heldigt forsvar holder Armenerne dog stand og efter de store tab i dette slag er Hunnerne forvist til en sølle eksistens indtil de helt sidst i spillet går under.


Mellemspil
Pouls Chou og Afrikanere lever generelt et stille liv i deres respektive hjørner, indtil Mongolerne dukker op ved starten til slutspillet. Simon forsøger at starte anden civilization i Amerika men den bliver udryddet før den overhovedet kommer i gang pga. en forræder. Teis sætter gang i Kelter/Gallere midt i Tyskland. Samtidigt kører Babylon en vinder strategi med at sidde på artifacts, mens resten af mellemøsten er i krise over hunnerne. Armenerne forsøger sig med at par angreb for at fjerne nogle af Babylonierne uden at det har nogen definitiv effekt. Det ender med at Søren får Babylonierne til at fragmentere. Her ender Simon med at komme til at styre “fraktion B” af Babyloniere.

I Europa begynder tingene også at udvikle sig mere voldsomt. Sørens Etruskere dukker op og gør det af med en del af Teis Keltere og generelt gør livet surt for dem. Samtidigt dukker der også en Pirate State op i Spanien under Simons kontrol. Langt ude øst på starter Anders Polynesierne, som resten af spillet lever et stille liv mens de ekspanderer ud på øgrupperne der. Da Poul starter Makedonerne oven i mere af Kelternes område bliver livet til sidst for surt for dem og Teis vælger at lade dem gå i opløsning.

Imens alt dette sker sidder Olmecs i Amerika og Chams ude i Vietnam lige så stille og samler glory ind uden at gøre det store væsen af sig. Det samme gælder også for de glemte afrikanere. Simons steppefolk rider rundt på stepperne i Asien men der får ikke rigtigt gjort noget som kan indsamle glory.


Slutspil
På dette tidspunkt ligger Teis i spidsen med ca. 30 glory, Poul er ikke så langt efter og på 3. pladsen ligger Søren, ca 10-15 point efter Teis. Anders ligger på omkring 10 glory og Simon er ikke rigtigt kommet i gang med at indsamle noget og har under 5 glory.

Denne fase af spillet starter med at Søren starter Mongolerne lige ved siden af Chou kineserne og Simons steppefolk. Da Mongolerne starter med to manøvrer får de allerede i første runde taget en stor bid ud af både Simons og Pouls imperier. Næsten samtidigt starter Teis med Japanerne. I resten af verden fortsætter historien med at Søren opløser Etruskerne og Teis stopper hans fraktion “A” af Babylonierne. Med Simon i ene kontrol af Babylon begynder han at samle riget igen. Han når dog ikke mere end lige at samle stumperne inden at Anders med en Civil War igen splitter Babylons rige i to.

Efterfølgende fortsætter Mongolerne med at hærge igennem Kina (og få Poul til at opløse hans rige i Kina), på en svagt slingrende kurs ned imod Chams riget styret af Teis. Netop som Mongolerne nærmer sig Chams riget går alt tilsyneladende galt for dem. Japanerne går i land i det nordlige Kina, Teis starter Jurchens, et andet steppefolk, lige ved siden af deres Mongolernes start område og Simon starter Ming som også truer Mongolerne.

Sidste runde af spillet starter med Chams riget først mister land til Siameserne, som under Sørens ledelse pludseligt dukker op. Kort efter tager Mongolerne hovedstaden fra Chams og modstår et forsøg på modangreb fra de sidste Chams. På dette tidspunkt er både Chams og Mongolernes nationer reduceret til et niveau hvor de ikke længere er levedygtige. I sidste runde starter Poul endnu en civilisation i Afrika, nemlig Sudaneserne. De når ikke at udføre noget, men så ud til at kunne have været en stor magtfaktor hvis spillet havde fortsat. Samtidigt kunne Olmecs være kommet under stærkt pres da Teis sad med en anden civilisation som startede i Amerika.

Spillet slutter med Teis klart i spidsen, Søren er stadig 10-15 point efter men har passeret Poul så han nu ligger ca. point efter Søren. Pænt langt nede kommer Anders på 4. pladsen og Simon til sidst.

Opsummering
Efter som det er mig der har investeret i spillet er det klart at jeg godt kunne lide det, men jeg vil sige at det også positivt har overrasket mig i hvert spil. Uanset om man vinder eller taber er det sjovt at spille og man kan finde tilfredsstillelse i at have succes med en enkelt nation selv om man ligger langt fra toppen. Hvert spil vil helt sikkert udvikle sig på forskellige måder. Ikke alene fordi at man sandsynligvist vil starte i forskellige tidsaldre men også fordi at samme tidsalder kan udvikle sig på mange forskellige måder. De to spil jeg spillede denne weekend startede begge i tidsalder 2 og varede ca. lige lang tid men alligevel forløb de meget forskelligt, med et spil hvor fokus var i på de klassiske civilisationer i Mellemøsten og ved Middelhavet mens det søndag havde fokus langt mere i Asien med en række hærgende steppefolk.

I tirsdags fik Sune og jeg mulighed for at prøve et par spil Jambo, et af de nyeste spil i Kosmos’ serie af to-personers spil.
Jambo er et kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faktisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør “veksling” mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. 😉

Det sidste i rækken af Geekspeak (interviews med prominente personer fra brætspilsverdnen) er den gange med ingen ringere end Reiner Knizia. Så hvis man har 2 ½ time, som man gerne vil slå ihjel, er her et godt bud.

Direkte link til interviewet (102,7 MB)

Link til alle geekspeaks

Westpark Gamers har lavet en ny Sankt Petersborg-konkurrence: Hent save-filen for et igangværende to-personers spil fra deres website, og fortsæt selv spillet. Idéen er selvfølgelig at vinde så stort som muligt over computermodstanderen. Resultatet kan sendes ind til dem, og der er stadig præmie til vinderen og en tilfældigt udtrukken!

Den bedste løsning i den første konkurrence tilfaldt en tysker, som kom op på den utrolige slutscore af +39! Resultatfilen – hvor man kan undo’e sig tilbage gennem spillet og se præcist hvad der blev lavet af træk – kan downloades fra hjemmesiden.

Udover den egentlige vinder, blev der også udtrukket en tilfældig deltager, som også vinder en præmie. Teis, du kan godt snart begynde at overveje, hvilket Hans Im Glück spil du vil have.

Flere detaljer på www.westpark-gamers.de

Jeg kæmpede mig bravt gennem snestormen som havde ramt København, for ikke at gå glip af KBK-mødet, og det var en spændende cykeltur med tungen lige i munden! Klubben var også lidt tyndt besøgt denne gang, idet en del nok havde valgt at blive hjemme i varmen. Men lidt folk var der da…
Bo og Claus spillede Paths of Glory, mens Søren, Teis, Kasper og Poul spillede Sørens (?) nye 7 Ages. Det er jo et spil jeg havde kigget lidt på også, men dets slå-på-hinanden natur, for slet ikke at snakke om den lange spilletid havde afholdt mig fra at købe det. Og efter sigende nåede gutterne næsten at blive færdige med 2. tidsalder (ud af 7) efter at have spillet hele aftenen, så noget kort spil er det i hvert fald ikke. Men deres reaktioner var vist overvejende positive.

Selv satte jeg mig til at spille Goa med Rasmus, Ken og Anders. Ligesom i lørdags kom jeg godt fra start, og helt op til runde 5-6 stykker så det godt ud for mig, omend de andre fire også fik deres spil til at fungere. Men igen ligesom i lørdags gik det “galt” for mig til allersidst: Jeg gennemgik en auktionsrunde, hvor jeg fik købt en mindre god tile tidligt, og derfor ikke kunne være med til at byde på de senere, gode ting, og da jeg i mine efterfølgende aktioner præsterede at bruge tre aktioner på at kolonisere Calicut, var jeg lige pludseligt ude af spillet. Godt nok valgte jeg nogle koloniseringsforsøg der ikke var sikre, men odds var gode: Første gang skulle jeg trække 5 med tre kort, men trak to ettere og en toer. Anden gang skulle jeg trække 4 med to kort, men fik kun en etter og en toer. Grrr! 🙁

Eneste positive var, at jeg endte med lidt flere points end Ken: Vi endte begge højt i 30’erne, mens Rasmus fik nogen-og-40. Anders vandt overbevisende med over 50 points, og da det var hans første spil, var han naturligvis ikke til at skyde igennem. Vi jokede lidt med at vi havde ladet ham vinde (da det er en kendt sag at Anders ikke bryder sig om spil, hvis han taber de første par gange) men han var vist ikke overbevist… 🙂

Ken skulle på arbejde, men Rasmus, Anders og jeg besluttede bravt at kaste os ud i endnu et Goa: Også denne gang klarede jeg mig fint, og (overraskende!) gik det ikke galt for mig i de sidste par runder, men alligevel løb Anders endnu en gang med sejren, igen med omkring 50 points. Jeg havde i midten af 40’erne, mens Rasmus denne gang havde haft et skævt spil, så han kun endte med omkring 38… Jeg kunne have fået flere points, men min desperate søgen efter matchende ekspeditionskort i sidste runde bar ikke frugt (mine fem kort endte med at blive to par og et enkelt).

Rasmus mente efterfølgende, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, at to spil Goa på én aften er et for meget: Det er et fedt spil, men det er også virkelig tungt og krævende at spille, og vi var begge ret bustede bagefter. Jeg har også nedgraderet min rating på Boardgamegeek fra 9 til 8: Der er et par ting ved spillet der irriterer mig lidt. Bl.a. den uelegante knald-eller-fald mekanisme når man laver kolonier (at jeg selv blev ramt af uheld på den front har nok en del med min utilfredshed at gøre!) I hvert fald synes jeg den mekanisme virker lidt ude af trit med spillets ellers analyserende og processuelle feel. Desuden synes jeg spillet er en anelse for abstrakt: Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen andre af de tunge tyske spil, hvor temaet virker så kønsløst som her. Og da mekanismerne ikke er specielt mere abstrakte end i de andre tunge spil, tror jeg forskellen for mig ligger i at Goa heller ikke har særligt meget visuel bekræftelse af temaet: Der er f.eks. ikke noget kort over området, mens spil som Puerto Rico da i det mindste gør et forsøg på at lade spillerne individuelle brædder ligne et landskab. I modsætning hertil er alle komponenter i Goa designet til at være funktionelle – og det klarer de godt – men der ikke er meget fornemmelse af temaet i dem, og det er synd synes jeg.

Efter andet spil Goa skulle Anders til gå, men jeg overtalte ham til at prøve mit nye Geistertreppe, som jeg var i færd med at hive shrinkwrappen af. Hans beklagelser om at han kun havde 5-10 minutter hjalp ikke, for jeg mente sagtens vi tre kunne prøve det på den tid! Og det kunne vi: Efter intensive 5 minutter stod Rasmus som vinder på toppen af trappen, da han havde været i stand til at huske hvilket spøgelse der var hans. Vi spillede nu også uden ekstrareglen (“for større børn”!), hvor spillerne også kan bytte rundt på hinandens identitets-brikker, og brug af den ville nok have gjort huskeelementet i spillet noget sværere.

Geistertreppe er oplagt et børnespil, men det var faktisk sjovt nok, i og med at det ikke tager længere tid end det gør. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne være et OK drikkespil (for voksne!), omend udfaldet af et spil i det tilfælde nok ville være ret tilfældigt… 🙂

Klokken var nu mange, så med nogle af mine nye ting i tasken (Candamir, Old Town, Geistertreppe, 6 Nimmt), cyklede jeg hjem gennem det snedækkede landskab.