Denne tirsdag bød på et noget beskedent fremmøde i klubben, hvilket måske hang sammen med det enorme tordenvejr der gik over byen lige ved 18.00-19.00 tiden. Jeg havde taget Shadows over Camelot med, i håb om at få det prøvet igen, helst med færre spillere. Og sandelig, da de andre var færdige med deres High Society, delte vi os i to grupper à tre personer: Anders, Søren og jeg satte os til at forsvare Camelot, mens de tre andre (Rasmus, Kasper og Kenneth) gik i gang med Louis XIV.
Det blev til to spil Shadows over Camelot for os: Det første endte i et forsmædeligt nederlag for os alle sammen, mens vi hentede en kneben 7-5 sejr hjem i det andet. I første spil delte vi loyalitetskort ud, da der var seks sværd på bordet, men uden at nogen blev forræder. I andet spil valgte vi, at vi slet ikke ville spille med loyalitetskortene. Andet spil (især) havde sine spændende øjeblikke, ikke mindst da jeg ikke en, men TO gange måtte ofre livet, for at forhindre et nederlag til belejringsmaskinerne (jeg blev reddet af Gralen første gang!). Hvordan de to andre, med mig ude af spillet og med 11 belejringsmaskiner foran Camelot, fik vendt situationen, ved jeg stadig ikke (jeg vælger at ignorere den åbenlyse forklaring), men flot var det! 🙂

I sidste uge havde jeg jo haft en del betænkeligheder ved SOC, ikke mindst når det spilles med mange spillere. Jeg kan nu sige, at problemet med nedetid mellem ens ture ikke er noget særligt problem med kun tre spillere. Ligeledes besluttede vi os også tidligt for nogle konventioner for, hvad vi måtte sige og ikke sige, så det var i praksis heller ikke det store problem.

Når det er sagt, er jeg stadig lidt lunken over spillet. Det kan godt være man har tur noget oftere med så få spillere, men det er stadig ikke specielt sjovt at have tur, så det er en ringe trøst! Det virker også som om spillet mister det meste af sin spænding, når man ikke har forræderen med, men jeg tror ikke forræderen virker særligt godt med få spillere. Med mange spillere er forræderen fin, men så bliver spillet som sagt uspilleligt langsomt. Ak! I hvert fald er SOC stærkt på vej til en placering som “OK spil en gang imellem, men ikke noget at skrive hjem om” for mig.

Efter at vi havde været riddere, introducerede Søren os for et lille og gammelt Knizia-kortspil, Res Publica. Spillerne får befolkningskort (der er fem slags), som kan handles mellem spillerne. Når en spiller har 5 ens, kan han bruge dem på at købe en by. Byer giver teknologikort hver tur, og disse kan også handles mellem spillerne. Fem ens tech-kort kan bruges til at købe et vidunder, som er den primære måde at få victory points på. Byer er også points hver, og kort på hånden til sidst kan også være lidt værd.

Den hurtige konklusion: Res Publica sucker. Dels er det trivielt, med handel af kort som den centrale, og hundredevis af gange repeterede mekanisme, og dels er der tydeligvis et stort problem med at “de rige bliver rigere”: I vores spil var Søren den første der fik en by, hvilket gav ham en 4-5 runders gratis tech-kort i indtægt – en ikke uvæsentlig fordel. Der er to byer pr. spiller, men Søren fik 3, hvorimod Rasmus trak det korte strå og måtte nøjes med en (resten af os fik to hver). Gæt hvem der løb med en overbevisende sejr, og hvem der ret tidligt kunne se, at der vist ikke var mere at spille for? 🙂

Hvis man er lidt destruktiv, er der også i handlen masser af mulighed for kingmaking, idet man nemt kan lave meget skæve handler for at favorisere en enkelt anden spiller. Ikke en god feature i et interaktionsløst, tysk spil. 🙂

Efter denne fuser stod den til sidst på et tre-personers Tower of Babel. Rasmus havde spillet en masse før, mens det var Kenneths andet, og mit allerførste spil. Ikke overraskende løb Rasmus med en stor sejr, med noget i retning af lige så mange points som Kenneth og jeg tilsammen.

Jeg syntes det var OK sjovt, men som forventet er det meget abstrakt – endda mere end vi er vant til at se fra Reiners hånd. Som førstegangsspiller var de mange abstrakte mekanismer ret forvirrende, men jeg er sikker på det bliver bedre med flere spil. Så selvom jeg ikke ligefrem faldt på halen over spillet, var det da interessant nok, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen.

Jeg havde medbragt mit spritnye spil fra Days of Wonder, Shadows over Camelot, og fik hurtigt shanghaiet 6 andre til at prøve det. Rasmus, Sune, Anders, Daniel, Ken, den anden Anders og jeg var de syv brave riddere af det Runde Bord.

Spillet er et kooperativt spil, a la Knizias Lord of the Rings, hvor spillerne sammen forsøger at besejre de onde kræfter, drevet af spillet selv. Man vinder (eller taber!) altså som en gruppe, og der findes ikke nogen individuel vinder.

Men i SOC er der en undtagelse til den glade “vi er alle sammen venner” stemning: Alle spillere får i starten af spillet delt et hemmeligt loyalitetskort, hvilket giver mulighed for at en spiller kan være en forræder! Forræderen arbejder i al hemmelighed mod de andre spillere, og vinder alene, hvis de andre spillere taber. Så modsat LOTR, hvor spillerne er sikre på at de arbejder sammen, er der i SOC grobund for mistillid og paranoia: Spillede Ken bare lige lidt dumt der, eller er han i virkeligheden imod os andre?! Man har i løbet af spillet mulighed for at afsløre forræderen, men han får stadig lov til at udføre sine onde handlinger – nu blot ikke i det skjulte.
I enhver spillers tur skal vedkommende først udføre en “ond” handling, uanset om han vil det eller ej – det er denne mekanisme der driver de onde kræfter. Spilleren kan vælge mellem 1) at vende og spille det øverste sorte kort i bunken (hvilket altid resulterer i noget grimt), 2) placere en belejringsmaskine foran Camelot, eller 3) miste et af sine livspoints (hver spiller starter med 4 liv). Efter dette, skal spilleren udføre en “god” handling, og standardhandlingen vil oftest være at spille et kort på den quest ridderen er placeret på, i et forsøg på at løse den pågældende quest. Endvidere kan en spiller i sin tur vælge at miste et livspoint, for til gengæld at få lov at udføre en anden, god handling i samme tur.

Spillet er opbygget omkring en række quests: Jagten på Gralen, kamp mod sakserne, osv. Ridderne bevæger sig fra quest til quest og prøver at bidrage til at løse den, men placeringen af sorte kort på den kan gøre at hele foretagenet fejler. Der er en række belønninger/straffe for at løse en quest hhv. at fejle den, og den centrale her er placeringen af en række sværd på det Runde Bord: Hvis en quest løses, placeres hvide sværd, ellers placeres sorte sværd.

Sværdene på det runde bord er en central mekanisme i sejrskriterierne i SOC: Hvis der på et tidspunkt er 7 eller flere sorte sværd på bordet, taber spillerne automatisk. Man taber desuden også, hvis der kommer 12 belejringsmaskiner foran Camelot, eller hvis alle loyale riddere er døde. Ellers slutter spillet i det øjeblik der er 12 sværd på det runde bord: Som det første ser man nu, om der er en forræder der ikke er blevet afsløret. Er der det, vender man to af de hvide sværd om til deres sorte side. Dernæst checkes, om der er flere hvide sværd end sorte. Er der det, vinder spillerne, ellers vinder forræderen/spillet.

Der er mange flere små detaljer i spillet, men det ovenstående er essensen af det.

I vores spil fik de loyale riddere uden de store problemer bekæmpet de onde kræfter, ved bl.a. at finde både Gralen, Excalibur og Lancelots rustning (!), samt ved at tæve saksere, piktere og sorte riddere på stribe. Der var faktisk en uafsløret forræder i vores midte – Daniel – men han syntes aldrig rigtigt han havde de store muligheder for at lede spillet i fordærv, og som konsekvens var han den eneste der ikke blev en vinder. 😉 En sikker 9-3 sværd-sejr til de gode!

For mig var SOC en blandet oplevelse: Dels er jeg rigtig vild med idéen i spillet, og det virkede som et sjovt spil. Men, men, men… Der er også ting at udsætte på det.

For mig fungerede det ikke godt med syv spillere. For det første var der enormt meget nedetid mellem mine ture, og jeg brugte det meste af spillet på at sidde og halvkede mig: Vente fem minutter, blot for at bruge 10 sekunder på at vende et sort kort, og spille et gral-kort (for ja, den eneste quest jeg nogensinde besøgte, var jagten på Gralen). For det andet er der balancen i spillet: Spil, hvor spillerne er sammen mod spillet, er bedst hvis de er svære. I LOTR er det også dødssygt at introducere nye spillere til spillet på den nemmeste sværhedsgrad, blot for at se dem lalle sig til en nem sejr: At vinde den slags spil er simpelthen sjovest, hvis man får noget udfordring. I SOC tror jeg man får et mere spændende spil, hvis man er færre spillere og stadig har en forræder med.

Et andet problem i spillet, er at der er indført begrænsninger på hvad man må sige til hinanden, i et forsøg på at begrænse at alle spørgsmål bare bliver afgjort i plenum. Det problem kan man også støde ind i i LOTR, som ikke har begrænsninger på hvad man må sige, så det er for så vidt godt nok at der her er forsøgt at gøre noget ved det. Men begrænsningerne er desværre alt for utydeligt definerede til at man kan bruge dem til særligt meget. En af spillets designere skriver selv at det er OK at sige “uden hjælp kan jeg ikke afgøre krigen mod sakserne”, men ikke “jeg mangler et 5’er kort for at besejre sakserne”, selvom begge udsagn siger stort set det samme.

Hvad løsningen på dette problem kan være, bortset fra at agere rollespillere når man spiller SOC, ved jeg ikke, og jeg kunne forestille mig at det er/bliver et reelt problem for spillet, ikke mindst når det spilles af KBK’ere, som jo naturligt forsøger at spille så optimalt som muligt.

Men disse problemer til trods, kunne jeg vældigt godt tænke mig at prøve det igen; blot ikke med så mange spillere! I hvert fald vil det blive slæbt med igen, så klubbens medlemmer kan få en chance til at blive tvangsindl…, undskyld, til at prøve det igen. 🙂

Næste spil på aftenens program var et par hurtige spil High Society, hvortil jeg kun vil nævne at jeg vandt det ene. Med luksus-øen og elskerinden! 😉

Som sædvanligt var det til sidst Rasmus og jeg der sad tilbage, og vi kastede os over Blue Moon. Rasmus ville gerne prøve sit nyindkøbte Pillar-deck, og jeg valgte Hoax-decket.

Og, og, og…

Wait for it…!

Det blev til, ikke én, men to sejre til mig! Begge knebne 1-0 sejre, men hvem kan huske det om en måned? 🙂 Det virkede som om Hoaxerne, med deres mange snedige “antikort” havde en meget komfortabel match-up mod Pillar-folket, og Rasmus var da også næææsten ved at brokke lidt over verdens uretfærdighed et par gange.

Efter dette var det bare at gribe cyklen og komme hjemad.

Som sædvanligt var Ken og jeg de første der dukkede op i KBK. Jeg havde investeret i den nye udvidelse Emissaries & Inquisitors til Blue Moon, så der var ikke den store diskussion om hvad vi skulle spille.

Hvor de andre udvidelser er nye racer, der kan spilles uafhængigt, er den nye udvidelse ekstra kort til eksisterende racer eller helt nye typer kort. De (få) nye regler er dog meget simple at implementere og virker meget naturlige.

Jeg var lidt uheldig, da størstedelen af de kort jeg trak, var de nye kort (som kun udgjorde en fjerdedel af dækket). Da Ken samtidigt havde fået en race der specialiserede sig i at genbruge kort, kom jeg hurtig til korte. Faktisk vandt jeg kun en kamp i løbet af det meget hurtige spil. Umiddelbart vil jeg gerne prøve spillet igen, før jeg danner mig en mening om den nye udvidelse.

Søren var dukket op og havde siddet og kigget på vores spil, samtidigt med at han fortærede en kæmpe sandwich. Ken og jeg forbarmede os over Søren, og tilbød at han måtte være med. Vi blev enig om et hurtigt spil, mens vi ventede på at der dukkede lidt flere folk op. Da Søren havde medbragt sit Carcssonne Jæger & Samler faldt valget på det.

Inden vi nåede at få startet dukkede både Steen og Kasper op, så vores hurtige 3-mandsspil udviklede sig til et langsomt 5-mandsspil. I den sædvanlige KBK-stil forsøgte folk at genere hinanden og gøre det svært at afslutte områder. Selvom jeg førte pænt i det meste af spillet blev jeg slået af Søren (og alle andre for den sags skyld), da jeg ikke kom med i en kæmpe flodscoring modsat alle andre ved bordet.

Carcassonne Jæger & Samler er egentligt meget fornøjeligt, men jeg synes det er sjovere med færre spillere.

Efter Sørens knebne sejr var det tid til tungere spil, så jeg lokkede Ken, Joel og Kasper til at spille Louis XIV. Hverken Kasper eller Joel havde spillet det før, men Ken og jeg reddede dem fra at lave de helt store fejl i spillet. Selvom det så ud som om Kasper vil vinde spillet, endte det faktisk meget tæt med 46 point til Joel, Kasper og mig og kun 41 point til Ken. Kasper vandt på “tie breaker” og strålede som en lille sol.

Selv om det egentligt var tidligt på aftenen (efter KBK-standard) valgte folk at tage hjem efter en komparativ diskussion af toiletforhold i Europa.

Efter sidste tirsdags lidt akavede spil Louis XIV var jeg forhippet på at få prøvet det i en 4-mandskonstallation. Desværre var kun Anders Larsen og et par ASL-spillere dukket op, da jeg arriverede i KBK. Fast besluttet på at ville spille Louis XIV satte jeg det op og ventede på at shanghaje to spillere til.

Kort tid dukke Søren op med en kæmpe sandwich og drømme om egen import af italienske stenovne. Mens Søren udbredte sig vidt og bredt om prisforskellen på pizzaer i Danmark og Italien samt fordelen ved brug af bøgetræ ved pizzalavning, dukkede Poul op med en mindre sandwich.

Poul blev shanghajet som fjerdemand og jeg fortalte efter bedste evner de hungrende personer reglerne til Louis XIV. Reglerne kan virke lidt bøvlet, men er egentligt meget ligetil når man først har prøvet spillet. Som de fleste tyske spil er det ganske procedurelt , så efter den første runde havde alle fanget reglerne, men havde ikke helt styr på taktikken. (Jens har givet en glimrende gennemgang af spillet i sidste uge, hvis man vil have flere detaljer)

Men efter et meget tæt spil endte jeg som vinderen. Jeg havde fået blod på tanden og vil gerne spille det igen. Anders og Søren ville hellere spille noget andet, så vi overtalte Ken som var dukker op i mellemtiden til at spille med i en menage à troi a la Louis.

Ken havde fulgt det første spil og fik lidt uddybninger før vi startede. Ken viste sig at være lærenem (eller heldig), da han vandt stort. Det på trods af Poul i hele spillet insisterede på at jeg førte stort. Jeg blev sidst (med et pænt spring til nummer 1 og 2), så jeg konkluderede at Pouls logiske evner åbenbart ikke var helt på toppen denne dag. Som spil nummer tre af Louis XIV viste, var denne teori ikke grebet af luften.

I første runde af spillet lykkedes det Poul (helt ved egen hjælp) at komme i en position, hvor han ikke kunne spille noget missionskort, hvilket er meget skidt.

Resten af spillet kunne man med jævne mellemrum høre Poul sige: “Slå på Rasmus – han fører”. Pouls logiske sans var åbenbart blevet bedre i løbet af spillet, da han rent faktisk i dette spil forudså at jeg vandt.

Efter spillet kom der er par ytringer fra Poul om at spillet var bedre med 4 personer, og der er en der har det for nemt når der kun er 3 personer. Jeg er sådan set enig i at det er bedre med 4 personer, men det fungerer fint kun med 3 personer.

Efter min mening indeholder spillet en passende mængde bluff, strategi og held til at der er ganske fornøjeligt at spille. Jeg forudser at det vil blive det nye hit i klubben.

Efter det stod den på et par spil Geschenkt, et hurtigt tysk kortspil, før folk gik hvert til sit.

Umiddelbart var der ikke så meget mix af spillerne, men “bord 2” lod til at have haft en aften der stod i de lidt lettere spils tegn med spil som Kingdoms, High Society, Villa Paleti , Zendo og Geschenkt.

KBK aften igen, og denne gang havde jeg medbragt to nye spil, High Society, købt til halv pris i Fantask få timer forinden og mit også ret nye Wallenstein, som jeg dog ikke havde fået læst regler til. Både Rasmus og jeg havde tidligere på dagen desuden været ude og investere i det spritnye (i det mindste i engelsk udgave) Louis XIV, og Rasmus havde taget sit eksemplar med.

Som sagt var der fokus på Rüdiger Dorn-spil for mit vedkommende, men det første spil var nu noget andet: En gruppe var lige gået i gang med et spil Java, så jeg overtalte en anden gruppe; Anders, Steen og Poul til at prøve High Society. Spillet er et auktionsspil af Reiner Knizia – surprise! – og er i virkeligheden en genudgivelse af et af hans lidt ældre spil.
Reglerne er simple: Spillere er “nye rige”, som nu gør deres bedste for at spendere penge på en masse forskellige prestige/luksusting. Spillet består af et deck kort, bestående af 10 “positive” kort, nummereret fra 1 til 10, 3 “x2 kort”, og også 3 kort med negativ effekt (et “-5” kort, et “x½ kort” og en tyv). Disse 16 kort blandes og bortauktioneres et ad gangen. Man når dog ikke nødvendigvis alle 16 kort igennem, for 4 af kortene har rød kant, og i det øjeblik det fjerde af dem trækkes, slutter spillet. Udover de 16 kort, har hver spiller en hånd af pengekort (et kort med hver af de følgende værdier: 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 12, 15, 20, 25) som man bruger på at byde på de andre kort.

En auktion er lige ud ad landevejen: Startspilleren (tilfældigt første gang, dernæst vinderen af det foregående kort) vender et kort og kommer med sit første bud, i praksis ved at lægge et eller flere af sine pengekort på bordet foran sig. Efterfølgende skal de andre spillere byde over eller passe (passer de, er de ude af den auktion). Auktionen kører potentielt flere gange rundt om bordet, idet en spiller kan hæve sit bud ved at tilføje pengekort til dem han allerede har spillet. Når alle pånær en spiller har passet, er vinderen af kortet fundet. Vinderen betaler sine penge til banken, mens de andre spillere tager deres bud tilbage på hånden.

Auktioner på de negative kort er, om man så må sige, lige omvendt(!): Her byder spillerne på ikke at få kortet, og den første spiller der passer, ender med kortet. Spilleren der får kortet betaler ikke noget, mens alle de andre betaler det de har budt. Det ene negative kort, tyven, er det eneste kort i spillet der ikke bliver liggende hos spilleren: I det øjeblik man “vinder” det, discarder man det sammen med et af de positive talkort man allerede har købt (eget valg). Har man ingen positive talkort, bliver tyven liggende hos en, indtil man får et, hvorpå den tager det kort.

Sådan kører spillet, med auktion på auktion, indtil det fjerde røde kort vendes, hvorpå spillet øjeblikkeligt slutter. Vinderen er som udgangspunkt den spiller med flest points (“x2” og “x½” vurderes til sidst), men undtagelsen er at den (eller de) spiller(e) der har færrest penge tilbage, automatisk taber, og kun de andre tages med i betragtning når vinderen skal findes.

Så sådan er det! Spillet er både nemmere og hurtigere end nogle af de andre Knizia auktionsspil jeg har prøvet (Medici, Modern Art, Ra, etc.), så det er et excellent “fyldspil”. Og mens der er mange tilfældigheder i det, er det absolut også et spil med taktik i – men så dybt som de ovennævnte, er det nok ikke.

Vi spillede fire spil, med mig som sejrherre i to af dem, og Poul i de to andre. Alt i alt var mit indtryk, at det var et skægt lille spil, og en rigtig, rigtig god “filler”.

Efter denne auktions-opvarmning, kom den til at stå på flere auktioner (blandt andet). Rasmus, Sune, Anders og jeg satte os nemlig til at spille Goa. Kort fortalt havde jeg et udmærket spil, uden at lave de store brølere, men helt fantastisk var det heller ikke for mit vedkommende. Til slut stod Sune som vinder med 43 points, med Anders (42), Jens (40) og Rasmus (34) haltende bagefter. Anders kunne fortælle – gæt selv i hvilket tonefald – at han til det sidste havde troet at det var antallet af forskellige expeditionskort-symboler, der blev brugt til at finde bonuspoints for kortene, og faktisk igennem flere aktioner bevidst havde spillet sine dublet-symboler væk med det for øje. Og da han endte med at tabe med ét point … Tja, hvad kan man sige. 🙂

Min forhold til Goa er desværre faldet en anelse siden jeg først prøvede det: De første par gange var jeg helt ekstatisk, og syntes Goa var noget i retning af det bedste det tyske spilmarked nogensinde havde produceret. Og det synes jeg egentlig ikke mere. Det svage tema, det at spillet er så langt og proceduralt, og det at et par af spilmekanismerne virker som om de slet ikke passer med det “dybe” feel resten af spillet har (her tænker jeg især på tilfældigheden når man koloniserer, samt tilfældigheden i, hvilke expeditionskort man trækker til sidst, og hvor mange points de er værd), gør at jeg har måttet nedjustere min bedømmelse lidt. Noget dårligt spil er det absolut ikke, men for mig er det ikke en klassiker a la E&T, Amun-Re eller Puerto Rico…

Nu var klokken blevet mange (efter 23.00, uha-da!), så alle pånær Rasmus og jeg var gået hjem. Vi to var til gengæld opsat på et spil mere, og det – måske – oplagte valg var det nye, hotte spil Rasmus havde medbragt; Louis XIV. På den positive side skulle spillet være relativt hurtigt og godt med to spillere, men omvendt trak det lidt ned at ingen af os havde læst reglerne endnu! Det kunne dog ikke afskrække os, så vi gik i gang med lidt hurtig-højtlæsning og simultant setup.

Louis XIV handler om at få indflydelse over forskellige hoffolk ved Solkongen Louis, undskyld Ludvig XIV’s hof 🙂 . I princippet i hvert fald, for temaet er meget, meget tyndt, og spillet er reelt et halvabstrakt “area influence” spil.

Til at start med lægger man de 12 hoffolk op i et sjovt skakbrætsmønster, og sorterer det hav af komponenter der er. Hver spiller har en række indflydelsesbrikker (læs: tønder fra Puerto Rico) som bruges til at kontrollere de forskellige hoffolk. Udover det findes der en masse forskellige kort; guldkort, missionskort (i tre udgaver), indflydelseskort og intrigekort – og jeg skal såmænd nok også have glemt en slags eller to!

Spillet kører over fire ture, og i hver tur skiftes spillerne til at spille deres nyerhvervede inflydelseskort, hvilket giver ret til at placere indflydelsesbrikker på hoffolkene. Når alle er færdige med at spille indflydelseskort, finder man ud af hvem der kontrollerer hver af hoffolkene: De afgøres i en bestemt rækkefølge, og da der er en myriade af specielle effekter der kan ske, kan tidlige hoffolk sagtens ændre stillingen på de senere. Har en spiller mest indflydelse på en hof-m/k, får han den tilhørende præmie, men i nogle tilfælde får de andre spillere med indflydelse også lov til at få eller købe en præmie. Den almindeligste form for præmie er missionsbrikker, som bruges til at spille missionskort fra hånden. Og missionskort er den primære kilde til victory points. Som udgangspunkt fjernes alle indflydelsesbrikker fra hoffolkene, efter at man har afgjort kontrollen, så i hver af de fire ture starter man reelt forfra igen, når man lægger indflydelse på hoffolkene.

Så det er meget kort fortalt, hvad Louis XIV går ud på. Det føles som et typisk Rüdiger Dorn-spil: Ekstremt tyndt tema, proceduralt, og med et hav af abstrakte mekanismer der interagerer med hinanden. Som Goa føles det umiddelbart temmelig komplekst (i forhold til mængden af regler, altså), men ligesom Goa er det ikke så slemt når man først kommer i gang. Måske det er de tynde temaer, der gør at man har sværere ved at forholde sig til reglerne? Eller måske er det det, at Dorn tilsyneladende har lidt svært ved at begrænse sig i sine spil: De virker alle sammen som om han bare er blevet ved med at tilføje regler og komponenter, længe efter det egentlig var på sin plads at stoppe. Det gør i hvert fald at jeg føler, at hans spil ofte virker ret klumpede og meget lidt elegante.

Egentlig var hverken Rasmus eller jeg super-imponerede over spillet, men følte begge at det måtte være bedre med flere spillere. Problemet med to spillere er, at der er meget lidt reel kamp om kontrollen over de forskellige hoffolk, selv med en ekstra “blind makker” regel tilføjet. Med flere spillere må der være konkurrence på det punkt, med dertil hørende spændingsmoment. Men dårligt var det heller ikke: Som sagt lidt klumpet, og meget lidt tematisk, men samtidigt interessant nok, og med et hint af dyb strategi – som vi slet ikke nåede andet end at snuse til. Umiddelbart er jeg på en ‘7’-er på Boardgamegeek, bedømt som 2-spiller spil, men jeg tror det meget vel kunne være højere med flere spillere.

Og lad os til sidst ikke glemme at nævne at jeg vandt spillet, 51-41. 🙂

I mellemtiden var det blevet nat, så Rasmus og jeg vendte cyklerne hjemad.

Topløse piger, gratis luksus buffet, og fri bar, var bare nogle af de goder de fremmødte kunne nyde godt af i klubben tirsdag d. 17 maj. Uheldigvis var vi kun 5 der havde valgt at dukke op, og de billeder der blev taget blev lidt for personlige til at de kan blive vist her på siden. Jeg er derfor ikke i stand til at dokumentere at det jeg siger er sandt. Og hvis der er nogen som allerede nu tvivler på mine ord, ja så bliver det nok ikke bedre af at jeg bilder jer ind, at vi også fik brugt aftenen på at spille brætspil. Men jo, den er skam god nok. Og for at det ikke skal være løgn, så havde vi også besøg af en ny person ved navn “Martin”.

Rasmus og Søren lagde ud med et spil Zertz som er et abstrakt spil med ganske simple regler. At reglerne er nemme at sætte sig ind i, betyder dog ikke at et spil mellem en erfaren og en mindre erfaren zertz spiller er ligeværdig, og det var da også Rasmus der løb med sejeren.

Derefter begyndte debatten om hvad vi skulle spille.. 5 personer er ellers ikke et dårligt antal, bortset fra det kan være svært at finde et spil alle har lyst til at spille. Efter adskillige forslag blev vi enige om at prøve Trias. Spillepladen består af 6 kantede tiles som fra start bliver lagt op på bedste settlers manér. Sådan forbliver den dog ikke særlig længe, da en af spillet vigtigste mekanismer er at “drifte” en tile, hvilket betyder at man flytter rundt på dele af spillepladen. Tilsæt et point system baseret på area-control, samt et dinosaur tema med små træklodser til at repræsentere de forskellige spillers dinosauere – og du har et spil du kan kalde “Trias”.

Det var anden gang jeg prøvede Trias i klubben, og jeg har et lidt underligt forhold til det spil. Jeg synes drift-mekanismen er sjov, men i det store hele synes jeg ikke det er et så fantastisk spil som jeg havde håbet. På den ande side kunne jeg godt tænke mig at prøve det flere gange, for jeg føler at der er et-eller-andet helt genialt ved spillet som jeg endnu ikke har opdaget.

Søren og Ken kastede sig over Blue Moon, og vi andre valgte at dræne ørkenen for vandhuller med hjælp fra en hær af pastel-farvede kameler. Det var forholdsvis hurtigt overstået, og vi blev enige om en omgang Goa. Martin havde ikke prøvet det før, så Rasmus fik æren i at forklare reglerne. Rasmus fejlede et tidligt forsøg på at etablere en koloni, hvilket giver lidt af et set-back. I det hele taget kørte det slet ikke for Rasmus, og han måtte da også erkende at det var det dårligste spil Goa han hidtil havde spillet. Han kan dog trøste sig med at han fik forklaret reglerne ganske godt, da det blev Martin som vandt spillet med 1 overbevisende point mere end mig.
Vi fik snakket lidt om hvorvidt Goa er et godt 3 personers spil, og jeg kan kun tilslutte mig holdningen om at det i hvert fald er bedre med 4 spillere.

Aftenen i KBK var ved at være slut, men natten var stadigvæk ung. Jeg sluttede af med en sidste drink fra baren, og fulgte så ellers de topløse piger hjem i seng.

🙂

En god aften i KBK, hvor mine resultater dog ikke var så overbevisende.

Første spil for mit vedkommende var super-spillet, Amun-Re. Et af de allerbedste tyske spil og et af Knizias bedste spil nogensinde, synes jeg, så jeg er altid interesseret i at prøve det igen. Desuden havde Anders på det sidste fået et par lette sejre i spillet (dvs. jeg havde ikke været med 😉 ), og da jeg ikke kunne lade være med at mobbe ham med det, måtte han naturligvis tage udfordringen op.

Det blev nu et middelmådigt spil for mit vedkommende: Jeg kom tilsyneladende godt (men i virkeligheden kun nogenlunde) ud af første halvdel af spillet, men i anden halvdel rendte Ken fra os alle sammen, og fik bl.a. bonusen på begge sider af floden. Ikke desto mindre endte det med pointslighed mellem tre spillere (Poul, Anders, Ken), og Ken vandt på tiebreak.

Efterfølgende stod den på et par auktionsspil, Pizarro & Co. og Medici, om hvilke jeg ikke kan huske så meget, andet end at jeg klarede mig skidt i dem begge.

Til sidst var det kun mig og Rasmus tilbage (surprise, surprise – hvorfor er det lige alle folk tager så tidligt hjem efterhånden?), og efter at have snakket en del, prøvede vi også en to-personers udgave af La Strada.

Det var første gang jeg prøvede det, og det virker faktisk som et elegant lille rutebygningsspil. Dog ikke med to spillere! For at kunne spille to, skal man kasere halvdelen af de oprindelige regler, og indføre lige så mange nye, så faktisk er det et helt andet spil man spiller. Ikke elegant, og resultatet var ikke specielt godt – men det var da i det mindste hurtigt overstået.

La Strada er et spil jeg godt kunne tænke mig at prøve igen, men det skal så absolut være med mere end to spillere…

Spil 1 er overstået. Varulvene Teis og Steen vandt!

Der er åbent for tilmelding til næste spil, som vil blive afviklet med en anelse mere komplekse regler, i form af flere forskellige roller.

Tilmelding sker på forumet, så smut derover uden yderligere forsinkelse! 🙂

Inspireret af BGG’s forums kunne jeg godt tænke mig at køre et spil Werewolf på vores eget forum, og søger derfor spillere.

Werewolf er kort fortalt et “party game” med elementer af diplomati, paranoia, massehysteri, “lynchmob-stemning” og blodtørstige uhyrer, hvor hver spiller har en hemmelig rolle. Et sæt grundregler for Werewolf-på-diskussions-forums kan findes her:

http://www.dangpow.com/~rat/werewolf/

Jeg kan ikke love at vi holder os til disse regler i alle detaljer, men som udgangspunkt for “hvad er det her for noget??” er de OK: Nogle af de parametre man kan skrue på, afhængigt bl.a. af antallet af spillere, er antallet og typen af forskellige roller, hvorvidt lynchede folks roller bliver afsløret, og meget mere…

Spillets længde vil meget afhænge af antallet af spillere (vi skal have minimum 5 spillere for at starte), og for spillets skyld forventes man at være rimeligt aktiv på forumet, sålænge man er med.

Hvis du kunne tænke dig at prøve at være med, så smut over på forumet her:

http://www.strategispil.dk/index.php?name=PNphpBB2&file=viewtopic&t=85

og meld dig til!

Denne tirsdag var lidt af et eksperiment, idet Sune, Frederik og jeg havde aftalt at kaste os over et tre-spillers War of the Ring. I denne variant spiller en spiller (som sædvanligt) de gode, mens de ondes styrker bliver delt mellem de to spillere – en får Sauron, mens den anden får Saruman og Syd/Østerlændingene – som så skiftes til at have tur, når det er den onde sides tur. Denne regel leder til væsentlige koordineringsproblemer blandt de onde, som nu ikke længere kan fokusere deres indsats i samme grad som når alle tropper styres af en spiller. Desuden – og det fandt vi først ud af ret sent – bevirker det også store koordineringsproblemer med hensyn til de kort hver spiller trækker. I vores spil var (onde) Sune helt ekstraordinært de gode, mens Frederik og jeg var det onde team, Sauron og Saruman.

Nå, men intet War of the Ring spil vil være komplet uden en gennemgang af spillets forløb, så her kommer den sørgelige beretning (nu i Anamorfisk 16:9 format) om hvordan Sauron (og lad os ikke glemme Saruman), i det øjeblik han stod klar til at endeligt at erobre Midgård, pludseligt opdagede en lille hobbit i hjertet af Mordor, i færd med at ødelægge den mægtige Herskerring!
Scene 1, vadestedet ved Bruinen, i nærheden af Rivendell
Broderskabet er i færd med at krydse vadestedet, da en masse monstre pludseligt overfalder dem. Gandalf står forrest, og bliver hurtigt overmandet.

Gandalf: “Frodo, you fool! Aaarghh!!” (dør)
Legolas: “Hmmm, jeg tror jeg glemte mit hårspænde i Rivendell. Nej, vent ikke på mig, jeg indhenter jer senere.” (har svært ved at skjule et grin, mens han i al hast skynder sig tilbage i sikkerhed)

Scene 2, nyheder fra Mordor News

Oplæser: “Sauronianske tropper i Nord-ithilien er igen blevet angrebet af terrorister. Lederen af bevægelsen “the Rangers”, fyrst Faramir, med tætte relationer til den herskende familie i Gondor, har påtaget sig ansvaret for denne udåd. Mørkets fyrste Sauron udtaler at et defensivt angreb på Gondor kan komme på tale, hvis ikke Faramir og medlemmerne af hans bevægelse udleveres inden 48 timer.”

Scene 3, rejse fra Rivendell til Lorien
Vi følger Broderskabets rejse gennem vild, smuk natur på deres rejse mod Lorien, alt imens Boromir, Merry og Pippin bliver ofre for forskellige nasties.

Boromir: “Aarrghh!!” (dør)
Merry: “Yikes” (dør)
Pippin: “Piv!” (dør)

Scene 4, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: “Efter flere måneders uro ved grænsen er sarumanske tropper gået ind i Rohan, med det formål at beskytte det dunlændingske mindretal i området. Sarumans tropper har kun mødt sporadisk modstand og har i dette øjeblik indtaget Helm’s Deep. Tropper kæmpende for det nuværende rohanske regime er set flygtende østpå, men kilder i den sarumanske hær oplyser at man ikke regner med at de vil kunne blive et problem.”

Scene 5, centrale Gondor
Enorme hære af orker og andet godt sejler over Anduin, indtager Osgiliath, og bevæger sig i samlet flok mod Minas Tirith

Orker og andet godt (i kor): “Wir marchieren nach Minas Tiiiirith!!”
Minas Tiriths forsvarerer og indbyggere i øvrigt: “HJÆLaaaaaaaargh!!” (dør)
Orker og andet godt (i kor): “Wir marchieren nach der Rooooohan!!”

Scene 6, Lorien

Frodo: “YES! Så kom vi endelig frem. Det gik da meget nemt, ikke?”
Sam: “Hvor blev vores hobbitvenner egentlig af? Jeg har ikke set dem i dagevis…”
Aragorn: “Vi har mistet fire af vores medlemmer. Og Legolas er stadig ikke dukket op… Og du, Frodo, er begyndt at opføre dig rigtig underligt på det sidste.”
Frodo: “Mwahwahahahaha!! … Øh, ahem, undskyld.”
Aragorn: “Tlatha aw tlath âlpây-ya” (Oldassyrisk: “Uden chancer er vi.”)

Scene 7, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: “Det meddeles netop at Rohans hovedstad, Edoras, er befriet, og de sidste rester af de rohanske tropper er blevet tilintetgjort.”

Scene 8, herreværelset i Barad-dûr
Sauron og Saruman sidder henslængt i læderstole, hver med et glas dyr cognac fra Sønderfjerding i hånden

Sauron: “Hahaha, alt går som planlagt. De godes hære falder som strå for vores mægtige arméer. Selv Ringens Broderskab-hvis-mission-vi-ikke-kan-gætte er på grænsen til at kollapse. De sørgelige rester af det skjuler sig i Lorien, hvor de sikkert håber at Frodo kan blive kureret for sin stadig mere eccentriske opførsel. Som om!”
Saruman: “Intet kan stoppe vores skumle planer nu. Intet!” (smiler diabolsk)
Sauron: “Nope! SKÅÅÅL!!” (tømmer sit glas med cognac)

Scene 9, Barad-dûr

Budbringer: “Min fyrste, Ringens Broderskab er i bevægelse igen, og det står nu klart at de bevæger sig mod Mordor – hurtigt. Hvorfor mon de gør det?”
Sauron: “Ingen anelse, men bare rolig, de har ikke en chance.”
Budbringer: “Jamen…”
Sauron: “INGEN chance, sagde jeg!”

Scene 10, stensletten ved Dagorlad
Ringens Broderskab, nu kun bestående af Frodo, Sam og Gollum, nærmer sig Mordor

Sam: “Vores rejse har nu ikke været den samme siden Gimli døde.”
Frodo: “Næh, men bortset fra det er det jo gået meget nemt ikke? Det var værre at Aragorn bare skred uden et ord…”
Sam: “Han sagde til mig, at han ville til Gondor og slås. Eller sådan noget.”
Gollum: “Nasssty man, hiss, spit, …”

Scene 11, Orthanc

Budbringer: “Min herre, Ringens Broderskab er på nippet til at gå ind i Mordor!”
Saruman: “Bare rolig, jeg sender en storm mod dem, det vil forsinke dem…” (Palantiren ringer, Saruman tager den)
Saruman: “Ja? Aha… Javel. Ikke min tur?! HVAD I MORGOTHS NAVN SKAL DET BETYDE??!!”
(Klip til Minas Morgul, hvor Frodo, Sam og Gollum går ind i Mordor. Vejret er behageligt lunt, tørt og vindstille. Man hører Sam fløjte muntert.)
Saruman: “AAAGGGHHH!!!”

Scene 12, Barad-dûr

Budbringer: “Min fyrste, Ringens Broderskab er inde i Mordor. Situationen kan være farlig.”
Sauron: “Forstyr mig ikke med den slags petitesser, jeg har travlt med at planlægge mine angreb på elverne.”
(Klip til Rivendell, hvor en mægtig hær under ledelse af Heksekongen nærmer sig. Elrond ser utryg ud ved situationen. Klip til Skovelvernes rige, hvor elvere og mennesker kæmper mod en vældig hær af Østerlændinge)
Budbringer: “Jamen, min fyrste, hvad hvis hobbitterne har tænkt sig at … [hvisker] ødelægge Ringen…?”
Sauron: “Utænkeligt. Det er vigtigere at vi får indtaget Riv… Ahem, sig lige det igen.”
Budbringer: “Ødelægge Ringen?”
Sauron: “Bugger.”

Scene 13, Ved Dommedagsspalterne

Sam: “Så kom vi da vist frem. Mordor var da ikke så slemt, synes I? Godt nok er det goldt og stenet, men den slags natur kan jo også være smuk på sin egen barske måde.”
Frodo: “Shelob var lidt nasty…”
Sam: “Ja, men der tog du jo bare Ringen på, og så var problemet løst.”
Frodo: “Yup.”
Smeagol: “Nice master, desstroy the Ring, Now. Pleassse…”
Frodo: “Ro på den, Smiggie, vi kommer til det nu.”
(Frodo tager Ringen frem og knipser den nonchalent ned i Dommedagsspalterne. Klip til spektakulære scener af lava, eksplosioner, onde hære der styrter ned i enorme sprækker i jorden, osv, osv. Klip til Orthanc, hvor en noget uselt udseende Saruman sidder i et hjørne og mumler om at påkalde storme.)

Ak ja, på trods af en rigtig uheldig start fik Sune alligevel skrabet en sejr hjem. Vi, de onde, havde indtaget 9 ud af de 10 nødvendige VP på det tidspunkt, og stod til at tage Rivendell næste tur. Frodo var på 11 ud af 12 corruption da han smed Ringen i. Så det var så tæt som det kunne være! Og som de onde var det bittert at indse at der var mindst en 5-6 små detaljer i de sidste ture, som hvis vi havde gjort dem anderledes ville have vendt spillet til en sejr til os. Men det gjorde vi altså ikke! 🙂

Men bortset fra det var det sjovt: Det fungerede meget godt at splitte de onde op på to spillere, for det tvang også de onde til at sprede deres indsats lidt mere ud, hvilket gjorde at spillet blev mere åbent og dynamisk end det normalt føles. Men at spille tre-personers WOTR at klart at rykke balancen i forhold til to-personers udgaven, for de onde har nu mange problemer med at koordinere og fokusere deres indsats. Spiller man fire personer skal de gode også deles op, men da begge spillere stadig kan rykke Broderskabet, er jeg ikke sikker på det vil betyde noget særligt for balancen.

Men endnu et fornøjeligt (og langt) spil War of the Ring!