Måske var det vissheten om at julen er knappe 2 uker unna eller en heftig omgang fugleinfluensa som hadde brett om seg blant brettspillerne, men spille aften trakk ikke mange til KBKs duftende og vellpleide lokaler.

Da jeg ankom var Søren og Rasmus i gang med å prøve ut punkt. Søren vant, selv om Rasmus høylytt protesteret mot ulovig bruk av punkt brikken. Når diskusjonene hadde lagt seg var vi seks stykker og spilte en omgang Medici. Når Kenneth hadde vunnet var vi blitt 7 og vi delte oss i to grupper.

Søren, Heine, Kenneth og jeg startet en omgang Caylus. De to siste spilte det også forige tirsdag så Kenneth gikk i gang med den lange regel forklaringen, men noe må han gjort riktig for de to som hadde spilt det før havnet på de siste plassene mens Heine vant. Jeg hadde inntrykk av at spille varte mye lengre denne gangen, grunnen var nok at Bailiffen bare flyttet en rute av gangen så vi hadde mange flere runder en sist.

Rasmus og hans bord var ferdige ett stykk tid før oss og hadde en høylytt diskusjon om boligmarkede i København, som det er omtrent umulig å komme inn på med mindre familen din har bodd her i 3 genrasjoner eller du er millinonær (egne meninger). Når vi var kommet til enden av caylus var det oppbrudd og fire tilbake.

Etter noe fram og tilbake falt valget på Medina, og siden hverken jeg eller Jacob hadde spilt det før, gav Kenneth seg til å forklare regler.. igjen. Her skal du bygge templer i forskjellige farver (sort og den andre sort: grå, brun og orange), plassere ut staller, murer og små arabere. Atter en gang vant en første-gangs spiller: Jacob (ett utslag av Kenneths gode regelforklaring? Som tydeligvis ikke hjalp for meg!) Så var det oppbrudd.

Jeg lever det glade stundent livet og tar juleferie i morgen, så god jul alle sammen.

Efter at have ventet længe på nye ting, var det den store nyhedsdag denne gang. Rasmus havde modtaget sin store ordre fra Tyskland, indeholdende både gamle spil, samt et par nyheder fra Essen. Deriblandt Caylus, som jeg også lige havde erhvervet mig. Jeg havde desuden taget mit nye eksemplar af Railroad Tycoon med.

Efter en længere forhandling, hvor folk skulle fordeles på de forskellige spil, endte jeg på Railroad Tycoon bordet sammen med Ken, Teis og Jacob. Rasmus satte sig sammen med tre andre til et spil Caylus, mens resten gik i gang med Struggle of Empires.

I vores spil startede jeg i sydøst-hjørnet af brættet (Jacksonville havde et stort behov for varer!), som jeg igennem hele spillet stort set fik for mig selv. De tre andre konkurrerede om det lukrative nordøst-hjørne, omend Jacob hurtigt opgav konkurrencen dér, og istedet begyndte at bygge i Midtvesten. Der flyttede de to andre efterhånden også deres opmærksomhed hen, efter at handlen på østkysten var begyndt at stagnere. Jeg, derimod, udbyggede tålmodigt mit sydstats-imperium, og nåede efterhånden næsten over i det sydvestlige hjørne af brættet.

Spillet var hele tiden meget tæt, og ingen var nogensinde mere end 5-6 points foran nogen andre på pointskalaen. Derfor blev det antallet af store ruter folk kunne køre i spillets sidste ture, som afgjorde alt: Her gik det lidt skævt for mig, og jeg røg fra en førerposition til en afsluttende tredieplads, med kun Ken som en endnu mere ynkelig tycoon, og med Teis som vinder. 🙂

Vanderbilt-wannabe’erne!

Nær slutningen af spillet

Mit første indtryk af Railroad Tycoon var meget positivt. Det er naturligvis på mange punkter meget Age of Steam-agtigt, men så alligevel ikke helt. Borte er som bekendt auktionen over specielle aktioner og det, samt det store kort, de flotte komponenter og de mange special-kort, gør at spillet virker meget mindre abstrakt og hjernebryder-agtigt, og meget mere som et rigtigt togspil. Med fire spillere er der stadig meget konkurrence om ruterne, og enhver aktion skal bruges konstruktivt, så specielt “flinkt” kan man ikke kalde spillet, selvom det nok er lettere og mere tilgivende end Age of Steam.

Så alt i alt et rigtigt godt spil, som jeg glæder mig meget til at prøve igen.

Efter Railroad Tycoon var de andre stadig i gang med deres respektive spil, så en hurtig filler var på sin plads! Jeg pushede mit nye børnespil, Tier auf Tier, hvor spillerne skal komme af med deres trædyr ved at balancere dem ovenpå de andre dyr. Efter en nervepirrende, ondt-i-maven-inducerende dyst, fik Ken med succes placeret sit sidste dyr, og kunne erklære sig for aftenens bedste dyre-balancør. 🙂

Verdens ottende vidunder!

Tier auf Tier var desværre trukket ud til omkring 15-20 minutter, hvilket havde givet Rasmus & co. mulighed for at starte et nyt spil Caylus. For os andre var der almindeligt opbrud, hvilket for Kens og mit vedkommende betød, at vi satte os til at prøve mit nye Blokus Duo. Ja, det er Blokus for to personer, spillet på et bræt med 14 x 14 felter, og det var faktisk ret godt. I forhold til almindeligt Blokus var det ekstremt konkurrence-præget og “hårdt”, med mulighed for at tabe spillet allerede med ens første eller anden brik (som Ken erfarede i første spil). Alt i alt endte vores dyst 3-1 til mig.

Min umiddelbare konklusion af Blokus Duo er, at det er et godt og hurtigt og meget hjernebrydende lille abstrakt spil.

Så en aften med mange gode spil på bordene. Min eneste anke var, at jeg ikke kom til at prøve Caylus, men man kan jo ikke nå det hele… Næste gang, så! 🙂

Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), et nyt civilisations-byggespil som udkom på Essen i år, og som er i stil med det gamle Civilization, Vinci, Mare Nostrum og den slags spil. Hver spiller kontrollerer en nation og bygger byer, templer, enheder og teknologiske fremskridt, for på den måde at gøre sin nation mere succesfuld end de andres.
Brættet er to kort; et trykt på hver side af brættet. Den ene side afbilder Middelhavsområdet, fra Spanien og Britannien i vest til Tyrkiet og Mellemøsten i øst. Den anden side af brættet viser det østlige Middelhavsområde (fra Grækenland, cirka), den arabiske halvø, over til Mesopotamien.

Brættet er opdelt i felter, som kan producere en af tre forskellige ressourcer, marmor, jern eller guld, hvis en spiller har en by i feltet. Disse tre ressourcer bruges til hver sin ting: Marmor bruges på at købe templer, jern bruges på nye enheder, og guld bruges på teknologiske fremskridt. Udover de tre typer ressourcer får spillerne i starten af hver af deres ture en “mønt”, som reelt bare er en joker/wildcard ressource.

Fra starten kontrollerer hver spiller en nation, med byer i tre felter (en af hver slags ressource) og ingen enheder. Startende med startspilleren (altid en fast nation), og gående med uret rundt, tager spillerne nu deres ture:

Hver tur består af fire faser:

1. Få en mønt
2. Lav en aktion (mere om det nedenfor)
3. Byg evt. nye byer.
4. Tilegn sig historiske personligheder (hvis muligt)

Aktionen man kan lave i fase 2 er bestemt af hvilket af otte felter på “aktionshjulet” (trykt i hjørnet af brættet) man står på. Der er tre produktionsfelter, en for hver type ressource, og vælger man denne aktion, producerer alle ens byer af den relevante type. Normalt producerer en by 1 ressource af sin egen type, men har byen et tempel, producerer den istedet 3 ressourcer.

Udover de tre produktionsfelter, er der også 3 “byggefelter” på hjulet: Et felt hvor aktionen er at købe teknologiske fremskridt (for guld), et felt hvor man kan templer (for 5 marmor hver), og et felt hvor man kan købe enheder (legioner og flåder, som koster 1 jern hver).

De sidste to felter på hjulpet er manøvre-felter, som giver en lov til at rykke og angribe med sine enheder. Som udgangspunkt kan enheder rykke et felt, og kamp i et felt sker hvis mindst en af de involverede parter ønsker det. Man kan også i forbindelse med en manøvre angribe byer, men dette koster et ekstra movement point, så enten skal man allerede stå i feltet med sine enheder, eller også skal man have de teknologiske fremskridt, som giver en lov til at rykke længere med sine enheder.

Meningen med at placere de 8 aktionsfelter i et hjul er, at en spiller i sin tur skal finde sine nye aktion ved at rykke sin brik på hjulet 1-3 felter med uret i forhold til dens gamle position. Man kan rykke brikken længere, men så koster det også 1 ressource pr. felt udover 3 man vil rykke. Ønsker man således at blivende stående på den samme aktion som sidste tur, skal man betale 5 ressourcer, svarende til at rykke 8 felter fremad.

Hjulmekanismen gør, at det ikke er alle aktioner der lige er til at nå i en given tur: Det kan være man desperat ønsker at opruste, men har man lige passeret “købe enheder” feltet, må man enten betale ekstra, eller vente et par ture, før man kan komme derhen.

Efter at have lavet en aktion, kan man bygge nye byer. Hvis man har en enhed i et felt, og der ikke allerede er en by i feltet, kan man ved at betale 1 jern, 1 marmor og 1 guld anlægge en by i feltet.

Sidste fase i en spillers tur er tilegnelsen af historiske personligheder. En “historisk personlighed” er i spillet et synonym for 1 victory point, og kortene er egentlig overflødige. Kortene findes i 5 udgaver:

• Konger – gives til en spiller for hver multiplum af 5 byer, spilleren har
• Lærde – gives til en spiller der som den første opnår et givet teknologisk fremskridt
• Borgere – gives til en spiller for hver multiplum af 3 templer, spilleren har
• Opdagelsesrejsende – gives til en spiller for hver multiplum af 7 felter, spilleren har skibe stående i, og
• Generaler – gives til en spiller hver gang en fjendtlig by med et tempel indtages (hvilket også medfører at templet fjernes)

Fælles for alle de historiske personligheder er, at har en spiller en gang vundet den, kan han ikke miste den igen, uanset om han stadig opfylder kravene for den eller ej. Der er desuden et begrænset antal af hver type personlighed, så hvis f.eks. kongerne på et tidspunkt er væk, kan spillerne ikke længere score points for at grundlægge mange byer.

Spillet slutter efter en spillers tur, hvis denne spiller har det antal VP der minimalt kræves. Dette afhænger af antallet af spillere (3 spillere; 12 VP, 4 spillere; 9 VP, osv).

I vores spil spillede vi på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner – ligesom i mandagens spil i min eks-rollespilsgruppe. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.

Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.

Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.

Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.

Istedet for et “Civilization light” har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.

Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil har prøvet. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I mit 4-spillers spil følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.

Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.

I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke – for mig, i det mindste – den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.

Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jacob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jacob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.

Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, et lille bitte kortspil i Kosmos’ to-spiller serie. Jeg skal ikke sige så meget om det her, bortset fra at nævne at det gælder om at lave en pyramide af 10 kort (med 4-3-2-1 pladser i de fire lag), og alle kortene skal ligge i stigende rækkefølge. Til dette benytter spillet et snedigt system, hvor spillerne skiftes til at tilbyde to kort, hvoraf modstanderen tager et og spilleren beholder det andet. Der er en masse andre, små regler rundt omkring i spillet, men humlen af det er at vi har at gøre med en lillebitte, fuldstændig abstrakt hjernebryder.

Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwalzer, sjovere!

I morgen lørdag d 19/11 er der i Jyllandsposten en artikel om KBK. Så må vi se hvor nørdet vi fremstår ;o)

Der skal mere end et kommunalvalg til at holde folk væk fra en spilleaften. Om det var fordi der ingen spænding var om udfaldet i København eller visheden om at der dukkede en fotograf op fra Jyllandsposten skal være usagt.

Efterhånden som folk havde gjort deres demokratiske pligt, fandt de vej til KBK’s ydmyge lokaler på Nørrebro. Om end så sent, at de første stort set kun lige var kommet indad døren før fotografen meldte sin ankomst.

Mens vi i huj og hast fik vi stablet lidt spil på benene, så det var muligt at fange nørder ”in action”, blev der taget billeder af vores spilskab til den store guldmedalje. Faktisk blev der taget så mange billeder af vores skab, at man nemt kunne komme i tvivl om fotografen havde forvekslet det med en af overborgmesterkandidaterne i København.

Jeg shanghajede Jorid og Tobias til et hurtigt kamelspil, da det er sjovt og hurtigt. Den lumske bagtanke at der måske kunne komme et par gode billeder ud af det spillede overhovedet ikke ind. Det viste sig at ingen af de andre havde prøvet det før, så selvom jeg gav et par fif undervejs til de andre, var der ikke den store tvivl om udfaldet.

Umiddelbart må fotografen have troet at de pastelfarvede kameler var byrådskandidater, thi de blev fotograferet fra en hver tænkelig vinkel.

Efter den stod den på Goa på mit bord, mens det andet bord kastede sig over Puerto Rico. Jeg løb med sejren, men jeg er ved at blive mere og mere overbevist om at held spiller en større rolle end vi tiltror. Derudover viste spillet også med al tydelighed betydningen af turrækkefølgen og nødvendigheden af at holde tungen lige i munden.

De to borde afsluttede samtidigt og efter lidt bytten rundt på bordene, kom Torres og Alhambra (+ den første udvidelse) på bordet. Der er fire miniudvidelser i udvidelsen til Alhambra. Udvidelserne er kort fortalt:

Den første er en ekstra brik, som når man bruger den, giver mulighed for at købe en brik, hvis man kan betale lige på. Nummer to er vekslekort, der giver mulighed for at købe brikker ved at kombinere to valutaer. Nummer tre er gratis boosterbygninger, der som navnet antyder booster de andre bygninger i byen. Hver matchende bygning man har op ad en boosterbygning tæller dobbelt, når man gør op hvem der har flest af de forskellige bygningstyper. Den fjerde er bonuskort som hver spiller får 2 af. Hvis man i løbet af spillet køber den eksakte bygning, som er på kortet, tæller det som en ekstra bygning, når man gør op hvem der har flest af de forskellige bygningstyper. Modsat de andre steder må man godt vente med at spille det til der scores, og man har på den lumske og overraskende måde, en mulighed for at snige en bonus hjem.

Reglerne for udvidelserne er meget simple, men giver spillet et mere taktisk præg. Så dommen er klar – for fremtiden skal vi spille med udvidelserne. Det hjælper selvfølgelig også på dommen at jeg vandt stort ;o)

Efter det kastede vi os over Money sammen med Torres-tosserne. Money er et lille kortspil hvor man forsøger at samle så mange af den samme valutatype som muligt. Der er så bonus for at have sæt mv.

Spillet består af 5 valutaserier. Kortene har en værdi og en valutatype. I hver valutaserie er der 3 20’er, 3 30’er, 1 40’er, 1 50’er og 1 60’er)

Når spillet starter får hver spiller 6 kort, derudover bliver der vendt 2 x fire kort. Spillerne vælger så hemmeligt hvilke af deres egne kort, som de vil byde og vender dem derefter samtidigt. Den spiller som har budt højest, kortværdierne lagt sammen uanset valutatype, vælger først.

Han kan vælge at tage en af de 2 x fire kort eller en af de andres spillers bud på hånden. Derefter vælger den spiller, der har budt næstmest og så fremdeles. Når alle har valgt vil der være, medmindre folk har snydt, to bunker tilbage med typisk 1 eller 2 kort i hver. De to bunker bliver suppleret op til 4 kort hver og man starter en ny byderund. Den procedure forsætter indtil bunken løber tør og der gives point.

Da dette er et Knizia-spil er der selvfølgelig en lidt anderledes pointscoring end øhm, hvad siger man – normalt. Hver valutatype tælles op separat.  Hver kort giver dens værdi. Har man 3 ens værdier eller de 3 højeste værdier i serien får man yderligere 100. Har man under 100 i den pågældende type giver den ingenting. Har man over 100, men under 200 af typen får man den samlede sum – 100. Har man over 200 får man den fulde værdi.

Når spillet er slut må den der har flest point lave en lille sejrsdans og råbe hurra. Det gjorde Jorid to gange, hvilket nok indikerer at det er et spil med et stort element af held. ;o)

Da spil nummer to var overstået strøg folk hjem for at se hvilke af kommunalvalgets giraffer, der var blevet valgt, samt hvilke dinosaurer, der havde trukket sig.

Das Ende des Triumvirats er et tre-personers tysk spil, som omhandler perioden omkring det første romerske triumvirat mellem Cæsar, Pompeius og Crassus. Historisk fik Crassus slået sig selv ihjel i et mindre klogt, uprovokeret felttog mod Parther-riget, og uden ham som balance endte de to andre ved Cæsars tilbagekomst fra Gallien i borgerkrig. Denne endte som bekendt med at Pompeius tabte både krigen og sit hoved, hvorefter Cæsar var den ubestridte førstemand i Rom. For en kort tid, altså… 🙂

Spillet fusker lidt med historien og antager at de tre triumvirer var blevet uvenner tidligere i forløbet, og så er scenen sat for en tre-personers alle-mod-alle krig. Hver spiller tager rollen som en af de tre triumvirer, og det gælder nu om at blive Roms førstemand, hvad enten det så sker ved militære eller politiske midler.

Brættet viser det efterhånden velkendte view ud over Middelhavsområdet, opdelt i en række provinser. Provinser kommer i tre typer; militære (giver 2 legioner i indkomst), politiske (giver 2 penge i indkomst) samt kompetenceprovinser (som giver 1 legion og 1 penge i indkomst). Hver spiller kontrollerer fra starten 5 provinser.
Udover provinserne er der en lille “forum-sektion” i hjørnet af brættet, hvor det indikeres hvor mange vælgere hver spiller har på sin side, hvilket har betydning for politisk sejr. Endelig er der to skalaer, rangerende fra 1 til 8, “militær kompetence” og “politisk kompetence”. Hver spiller starter på ‘1’ på begge skalaer.

Svarende til de tre typer provinser er der tre måder at vinde spillet: Man kan vinde en militær sejr ved at indtage 9 provinser, en politisk sejr ved at blive valgt til konsul to gange (eller ved at blive konsul en gang, og derefter få 6 vælgere over på sin side), eller en kompetencesejr ved at avancere til tops på både “militær kompetence” og “politisk kompetence” skalaen.

Spillerrækkefølgen er altid først Cæsar, dernæst Pompeius, og til sidst Crassus, og da der er otte spillerture pr. år, vil en enkelt spiller altså hvert år få en tur mindre end de andre. Man starter dog bare næste år med den næste spiller i rækkefølgen, så hvem der bliver “snydt” skifter fra år til år.

En spillers tur består af 3 faser: Først en indkomstfase, hvor ens provinser giver indkomst. Som udgangspunkt giver hver provins indkomst i hver anden af en spillers ture, med undtagelse af provinser hvor der er placeret en embedsmand (hver spiller starter med en), som giver indkomst hver spillertur. Indkomsten (hvad enten det er legioner eller penge) placeres i provinsen. Desuden får hver spiller indkomst “fra Rom”, hvilket i størrelsesorden svarer til indkomsten fra en provins.

Anden fase er rykkefasen. Hver af de tre hovedpersoner er repræsenteret med en brik, og det er disse brikker der driver handlingen. En spiller kan rykke sin karakter 4 felter, og kan opsamle og rykke rundt med sine legioner og embedsmænd. Bevæger man sig ind i en provins man kontrollerer, hvori der ligger penge, inkasserer man disse penge. Rykker man ind i en fjendtlig provins, starter en kamp. Uanset udfaldet af kampen kan man fortsætte sin tur bagefter, såfremt man kan rykke flere felter, så der er basis for at angribe flere gange i en tur, hvis det skal være.

Kamp er en spændende, og kun lidt tilfældig affære. Som det første trækker man et antal “våbenbrikker” ud af en pose svarende til antallet af legioner på den svageste side (dog max. 3). Hver brik i en af de stridenes farver dræber en af modstanderens legioner. Hvis angriberen er i færd med at angribe en provins hvor en af de andre har deres karakter, skal angriberen miste to legioner (vores hovedpersoner forsvarer sig godt!). Til sidst fjerner man nu alle legioner fra den svageste side, og lader den stærkeste miste et tilsvarende antal. Har angriberen stadig legioner tilbage vinder han, ellers vinder forsvareren.

Og nu til den første balance-regel: Taber forsvareren, får han “Kompensation I” kortet, som giver ham lov til at putte en ny våbenbrik i posen. Mistede han en provins med en embedsmand, putter han et ekstra våben deri. Har den tabende forsvarer allerede “Kompensation I” kortet, får han i stedet “Kompensation II” kortet, som giver ham lov til at avancere et felt på en af de to kompetence-skalaer. På denne måde kompenseres en spiller der bliver slået på, og slås der konsekvent på ham, kompenseres han altså endnu mere. Taber en forsvarer derimod en kamp hvor hans karakter er med, må denne flygte og så straffes spilleren ved at skulle reducere de kompetencer han fører i med 1!

Tredie fase i en spillers tur er aktionsfasen, hvor spilleren kan udføre op til tre aktioner mod betaling: Den første aktion koster 1 penge, den anden koster 2 penge, og den tredie koster 3. Hvilke aktioner man kan udføre afhænger af hvilken type provins karakteren befinder sig i:

I en politisk provins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) tiltrække en vælger i Forum over til sig selv. Hvis man ikke fører (*) på den politiske kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

I en kompetenceprovins kan en spiller 1) avancere et felt på den politiske kompetenceskala, eller 2) avancere et felt på den militære kompetenceskala.

I en militær provins kan en spiller 1) avancere et felt på den militære kompetenceskala, eller 2) lægge en af sine våbenbrikker i posen. Hvis man ikke fører (*) på den militære kompetenceskala, koster den anden mulighed dog 2 penge ekstra hver gang.

(*: At “føre” på en kompetenceskala betyder at dels at der ikke må være nogen der ligger højere end en selv, dels at mindst en spiller skal ligge lavere. Det er derfor muligt for to spillere at føre samtidigt på en skala, såfremt de ligger lige, og den tredie spiller ligger under dem.)

Efter at have udført op til tre aktioner er spillerens tur færdig. Er man nået slutningen af året vælges en konsul (den spiller med flest vælgere på sin side). Han reducerer 3 af sine vælgere til neutral tilstand (endnu en balance-mekanisme, som gør det sværere for en spiller af blive valgt flere gange), modtager en ny embedsmand i en af sine provinser, hvorefter næste år starter med næste spiller i rækkefølgen.

Pga. kriteriet for politisk sejr kan en spil højst vare fire år, hvorefter en spiller nødvendigvis må være blevet valgt til konsul for anden gang. Men på grund af de andre sejrskriterier kan et spil sagtens vare kortere tid!

Det skal lige nævnes at spillet også kan spilles af kun to spillere. I denne situation skriver man Crassus + de østlige provinser ud af historien, hvorefter resten af spillet kører stort set som sædvanligt. Om det fungerer godt med to spillere ved jeg ikke, men under alle omstændigheder er det oplagt at spillet oprindeligt er designet som tre-personers spil.

Das Ende des Triumvirats er indbegrebet af hvad der kommer ud af at tage et multi-player krigsspil og designe det som et “tysk spil”: Reglerne er enkle og visse steder ret abstrakte, men spillet er hurtigt, spændende og involverer mange svære beslutninger. Det helt store “tyske” særpræg ved dette spil er nok, at det jo ikke bare er et spil, hvor det gælder om at indtage de andres territorie, men derimod et spil hvor man kan vinde på flere forskellige måder, og hvor spillerne derfor kan gribe spillets forskelligt an, alt efter hvordan de prøver at vinde. Dertil kommer de mange balance-mekanismer, lige fra kompensations-brikkerne til det faktum at kampe er blodige også for vinderen af dem, hvorfor det at blitze sig til en hurtig militær sejr er overmåde svært.

Er Das Ende des Triumvirats et klassisk amerikansk-style krigsspil eller et tysk spil? Begge dele i en vis grad, naturligvis, men de simple regler, den udprægede grad af abstraktion, den hurtige spilletid, samt fokuseringen på gameplay og svære taktiske beslutninger gør, at jeg opfatter det som primært et tysk spil. Og et tysk spil med krigstema som kan spilles af netop tre spillere, er jo sjældent nok til at være interessant alene på grund af det!

Det var en grå, kold og regnfuld dag. Alligevel havde 14 mennesker fundet vej til KBK’s ydmyge lokaler på Nørrebro. Om det var muligheden for 15 minutters berømmelse, i form af Jyllandspostens udsendte rapporter, eller om de rent faktisk kom for at spille brætspil står hen i det uvisse.

Rygterne om journalistens komme medførte en hektisk aktivitet i klubben. Da jeg ankom, var Bo allerede i fuld gang med den halvårlige støvsugning (ja, klubben ejer faktisk en støvsuger som medlemmerne frit kan benytte i klublokalet).

Efter den hurtige og flygtige forskønnelse af KBK’s lokaler lokkede Ken og jeg Steen til at spille Sankt Petersborg. Steen var tydeligvis ude af vanen i Sankt Petersborg og lavede et par småfejl. På trods af at de begge gik Bjørn i bedene mht. betænkningstid, kunne hverken han eller Ken matche mine 10 adelsfætre som gav mig en sikker sejr.

I mellemtiden var journalisten fra Jyllandsposten dukket op og vores agtværdige formand Michael Hastrup – Leth kastede sig ud i at fortælle om KBK’s fortræffeligheder generelt og ASL’s i særdeleshed. Jeg blev hidkaldt af Michael for at fortælle lidt om de ”tyske” spil.

Efter lidt snakken frem og tilbage om spil kastede journalisten sig over ASL’erne igen. Jeg kastede mig over Shark, der som sagt er en Acquire-klon, hvor man kan være mere o­nd mod hinanden. Det er desværre også et spil med et stort element, hvor de rige bliver rigere og de fattige græder snot. Resultatet var dog også at der var en faktor 6 i pengebeløbet mellem vinder og sidstemand. Ken vandt meget stort, og umiddelbart tror jeg ikke at jeg vil spille det med 6 igen, da spillet ikke fungerer så godt med så mange spillere.

I stedet for at dele os ud på 2 x 3 kastede vi os derefter over en gammel KBK-darling Medici. Samtidigt valgte journalisten at stille os spørgsmål, mens vi spillede. Så jeg har faktisk to undskyldninger for ikke at vinde: Jeg blev distraheret og jeg var uheldig ;o)

Goa-folket afsluttede deres spil samtidigt med vores. Så efter lidt palaveren frem og tilbage havnede vi med et spil Ys og et spil Taj Mahal.

Jens gav en glimrende beskrivelse af Ys i sidste uge, så som folk vil vide er spredningen i point ikke er så stor, hvis folk spiller ”optimalt”. Så de eneste logiske forklaringer på at jeg tabte, er at jeg var megauheldig, Ken slog ufortjent på mig og scoringsreglerne ved pointlighed i diamanter er urimelig. ;o)

Efter det var generelt opbrud, mens tre af os spillede et hurtigt spil China.

For specifikke detaljer se spilstatistikken.

Vi har godt nok et arkiv til spil sites på Internettet men i stedet for at begrave linket der vil jeg gøre lidt reklame for superdupergames.org og beskrive nogen af spillene.

Bortset fra det skrækkelige navn så har SDG en masse at byde på hvis man kan lide lettere abstrakt strategispil. I øjeblikket er udvalget på 23 spil og de mest populære spil har alle en del åbne challenges.

På SDG sidder man ikke o­nline samtidigt og tager sine træk. I stedet kommer der en mail fra systemet hver gang det er ens tur til at trække. Det betyder at spillene typisk tager fra 1-3 uger. Hvis man ønsker lidt let adspredelse kan det være en god måde at spille på og det gør det nemmere også at komme til at få spillet de mindre populær spil.

De bedste spil er efter min mening i øjeblikket:

Martian Chess – et ret simpelt spil som spilles på et halvt skakbræt. Det meget specielle ved spillet er at ejerskabet af brikker bestemmes af hvilken del af brættet de står på (hver spiller ejer 4×4 felter). Strategien bliver faktisk ret anderledes end man er vant til.

Alien City – et forholdvist kompliceret tileplacement spil for 2 spillere og mit eget favorit spil. Reglerne kan være lidt snørklede at forstå men jeg forklarer gladeligt til alle som har lyst til at prøve

Homeworlds – et lettere abstrakt spil hvor man skal opbygge et rum imperium, lave flåder og udrydde ens modstandere.

En stille aften i KBK med 9-10 fremmødte. Og lad os få resultaterne overstået med det samme, Rasmus og jeg deltog i de fire ovennævnte spil, og Rasmus vandt dem alle.

Det lykkedes endelig Rasmus at få Essen-nyheden Ys (Essen 2004, altså!) på bordet i KBK. Spillet er et medium/sværvægts spil i den tyske genre, og historien er at spillerne repræsenterer købmænd i middelalder/fantasy-byen Ys, hvor det gælder om at skrabe så mange ædelsten sammen som muligt.
Ædelsten kommer i fire farver, og til slut får spillerne her points alt efter om de har flest, næstflest, osv. af hver farve. Desuden findes sorte ædelsten, og her får hver enkelt spiller points baseret på hvor mange sorte ædelsten han har, uden hensyn til hvor mange eller hvor få de andre har. Der findes desuden nogle ekstra måder at få points på i løbet af spillet, så spillerne gives mange muligheder for at vælge hvor deres points skal komme fra (omend de farvede ædelstene åbenlyst er den primære pointkilde).

Brættet forestiller byen Ys, som er cirkelrund og opdelt i fire kvadranter (byplanlægning på et højt niveau, tilsyneladende!). Hver kvadrant består af tre områder; havnen, handelskvarteret, og slottet, og i hver af spillets fire ture placerer spillerne otte af deres agenter i de forskellige områder. Agenterne er store træcylindre med et tal (0-4) klistret i den ene ende, og idéen er, at spillerne placerer nogle agenter så tallet kan ses, og nogle så det er hemmeligt. Da det gælder om at få majoritet – højst samlet agentværdi – i hvert område hver tur, er spillet altså et “blind bidding” spil, omend som sagt med det twist at det kun er “halvblindt”, da man jo kan se nogle af de værdier de andre spillere placerer. Efter alle spillere har placeret, bestemmes majoriteterne, og de forskellige belønninger fordeles. Højst samlet sum i en kvadrant får to af de fire ædelstene der er udbudt i kvadranten denne tur, mens næsthøjst og trediehøjst får én hver. Højst sum i kvadrantens havneområde får en sort ædelsten, højst sum i handelskvarteret inkasserer 3 victory points, og højst sum i slottet får et karakter-kort (hvilke giver forskellige engangs-bonusser, såsom ekstra points, ekstra varer, evnen til i én tur at placere alle ens agenter skjult, osv.).

Udover at placere agenterne i byen, kan de alternativt placeres på markedet, hvor de dels inkasserer et point med det samme, og dels er med til at kæmpe om de tre juveler, der denne tur er udbudt på markedet. Spillere der placerer agenter på markedet er desuden med til at bestemme ændringer i de fire ædelstenstypers relative værdier, og disse har indflydelse på, hvor mange points det til slut giver at have flest, osv. af hver type.

Hver spiller har 11 agenter, og de tre sidste af disse bruges hver tur til at bestemme spillernes turrækkefølge. Bruger man gode agenter til dette, kan man sikkert komme til at rykke sent i turen (hvilket er godt), men man har så tilsvarende dårligere agenter tilbage til at forsøge at vinde majoriteter i de enkelte områder på brættet.

Efter disse principper kører spillet nu fire ture, hvorefter pointene tælles sammen og vinderen findes.

En ting yderligere skal siges omkring spillet, og det er at uafgjorte situationer, og regler for tie-breaks er meget centralt for spillet! Jeg vil tro at 10% af teksten i reglerne dækker alle de forskellige tie-breaker situationer, og der er mange at tage hensyn til: Pointlighed i de agenter der bruges til at bestemme turrækkefølgen, lighed mellem agenter i et område, lighed mellem de forskellige søjler på ædelstens-værditabellen, lighed mellem ædestenenes relative værdier til slut, pointlighed blandt flere spillere til slut, og meget mere. Det er så centralt for spillet, at evnen til at udnytte tie-breakerne til sin egen fordel er absolut vitalt for et succesfuldt spil. Og min personlige holdning er, at det ikke er specielt elegant.

Min primære anke mod spillet er mekanismen med blind bidding. Der er for så vidt ikke noget principielt galt med denne mekaniske, men den opfordrer til gætteri og stolen-på-heldet (og bluff, vil nogle sikkert sige), og det er ikke mekanismer jeg bryder mig om i spil i denne genre.

Men kan man derimod lide blind bidding, og tungere tyske spil generelt, vil Ys garanteret være et hit. Personligt synes jeg det er et godt spil som jeg gerne vil prøve igen, men blind bidding problemet samt de mange regler for tie-breaks, forhindrer mig i at være helt ekstatisk. Vi får se om firmaets hit på dette års Essen-messe, Caylus, er bedre endnu. Meget tyder på det…


Efter Ys stod den på La Strada, og det er jo (oh, rædsel!) et Martin Wallace spil. Martin Wallace virker som om han grundlæggende kan lide at designe to typer spil; områdekonflikt-spil (hvor hver spiller har noget territorie, som man ekspanderer ud fra), samt ruteplanlægningsspil (hans togspil, for eksempel). Og La Strada hører til i den anden genre. Her forsøger spillerne at forbinde deres eget vejnet til så mange byer som muligt, og helst på en måde så så få andre spillere får adgang til de byer man selv har forbundet til. Man placerer sekskantede brikker med påtrykte vejstykker på brættet (a la Age of Steam og 18xx), og da man ikke kan bygge oven i andre spilleres veje, vil spillet være præget af forsøg på at spærre for de andres ekspansion så meget som muligt.

Det lyder jo alt sammen meget godt, men spillet føles alligevel lidt fladt. Ens muligheder hver tur er ikke mange, og spillet bliver hurtigt repetitivt. Heldigvis skal det siges at spillet er hurtigt, så kedsomheden er da hurtigt overstået. Det skal også nævnes, at spillet fungerer langt bedre med fire spillere end med to, hvilket er den konstellation jeg tidligere har prøvet det i. To-personers spillet fungerer grundlæggende ikke, mens fire-personers udgaven da i det mindste er et nogenlunde middelmådigt lille spil.


Aftenen blev fulgt af en tre-personers Through the Desert, hvor jeg led et bragende nederlag. Og for første gang i mine TtD spil, oplevede jeg at spillet begyndte at stagnere hen imod slutningen. De sidste par ture havde jeg reelt ikke noget konstruktivt at give mig til, og måtte derfor bare bruge mine aktioner på at placere ikke-scorende kameler. Lidt træls, men som sagt har jeg ikke set det før, og jeg ved ikke om det er noget specielt for tre-personers udgaven af spillet.

Til sidst blev jeg af Rasmus introduceret til Streetsoccer, et lille to-personers spil om, ja du gættede det, fodbold. Spillepladen er en 10 x 6 felter stor bane, og hver spiller har fem spillerfigurer (kæmpe-meeples!) som rykker omkring på banen og forsøger at skyde bolden i mål.

For nu at starte med det positive; Streetsoccer føles ret meget som fodbold! Man positionerer sine spillere klogt (eller mindre klogt i mit tilfælde), afleverer bolden imellem dem, og ender forhåbentlig med mulighed for at score. Spillet er hurtigt, og kæmpe-meeples'ene er ret cool!

Når det er sagt, kan jeg kun sige at det gælder om at slå højt på terningen: Se, jeg slog en 6'er. Jeg tror jeg vil spille bolden tre fjerdedele ned ad banens længde og score. Nå, du slog kun en 1'er. Beklager, du kom dårligt nok ud af dit eget straffesparkfelt… Juhu, endnu en 6'er til mig! 2-0!! Og så fremdeles, indtil spillet (som sagt, heldigvis hurtigt) slutter.

Streetsoccer er en hurtig “filler”, og hvis man kan lide fodbold og held i spil er det sikkert et fint spil. Personligt hadede jeg heldfaktoren, så jeg kan ikke forestille mig, det er noget jeg skal spille igen.

Udover de spil jeg deltog i, blev der dyrket alt fra Alhambra til Goa og Taj Mahal (eksotiske steder var in, tilsyneladende), og det er jo alle spil der vil kunne tæve Streetsoccer ud af en fodboldbane til hver en tid! 🙂