Til computerspils-udgaven af St. Petersburg afholder Westpark Gamers i Tyskland i øjeblikket en konkurrence: Hent save-filen for et igangværende to-personers spil fra deres website, og fortsæt selv spillet. Idéen er selvfølgelig at vinde så stort som muligt over computermodstanderen. Resultatet kan sendes ind til dem, og der vil være præmie til vinderen!
Opgaven og alle reglerne til den kan findes her.
KBK 11/1 2005:
“Aftenen” startede som sædvanlig tidligt for Ken og Rasmus, som mødtes ved 15.45-tiden og prompte startede et spil St. Petersburg. Da det jo for begge var essentielt at hente sejren hjem i denne dyst, blev der spillet benhårdt og der blev tænkt meget. Som følge deraf var det et langt spil; over 2 timer faktisk. Og til slut stod Ken som sejrherren, 141 – 126! Set i bakspejlet var det hans tur 2 warehouse/observatory/upgrade stack combo der afgjorde spillet, for Rasmus var aldrig helt i stand til at genvinde initiativet.
Da denne marathon-dyst var ovre var der i mellemtiden kommet en del flere til, og to spil blev sat i gang: Anders, Søren, Hans Christian og Morten satte sig til at spille Pueblo, mens Ken, Kasper, Teis og Jørgen gik i gang med stordiplomatiet i et spil Struggle of Empires.
Pueblo-spillet startede traditionelt nok, med en stærk åbning fra Søren (hvid klods på rød klods), som satte de andre under pres. Anders forsøgte at komme igen med to spektakulære blå klodser, men lige lidt hjalp det. Den næste time fortsatte den spændende dyst; under tiden var Anders lige ved at komme op på siden af Søren, men hele tiden manglede der lidt… Men så lavede Søren sin store fejl: Under forsøget på at balancere en rød klods i øverste højre hjørne, fejlede finmotorikken, og tårnet væltede. Spillet kunne ikke reddes, og da Anders var den spiller der efter Søren havde stået bedst, blev han (Anders) erklæret for vinder, under høje protester fra Søren.
Imens var Struggle of Empires i fuld gang: Ken brokkede over ikke at kunne overskue noget-som-helst (den oprindelige “Ken-effekt”, attesteret i mange spil, men mest kendt fra Taj Mahal), og valgte derfor gå efter Jørgen over hele brættet, meget til dennes forargelse. Kasper virkede irriteret over ikke at kunne købe en jernbane-tile til sin stærkt befæstede koloni i Nordamerika, og det krævede en lang forklaring fra Jørgen for at overbevise Kasper om at jernbaner jo bare ikke fandtes i 1700-tallet! Muligvis var det denne lange forklaring der distraherede Jørgen fra at opdage Kens forestående angreb på Jørgens stærkeste område, Florida. Ken indtog efter en hård kamp Florida, og kontrollen over denne vigtige provins i hele TO ture afgjorde spillet til Kens fordel.
Dernæst stod den på Puerto Rico, med Ken, Jesper, Rasmus, Steen og Jørgen som deltagere. Jørgen skulle starte, og valgte uortodokst IKKE en settler/quarry åbning, hvilket selvfølgelig satte ham ud ad spillet allerede fra tur 1. Jesper opbyggede traditionelt og effektivt, og fik snart kaffeproduktionen i gang, hvilket også gav ham både en Factory og en Harbor. Effektivt var det; penge/point-maskinen var igang, og det var svært for de andre at følge med. Hvad Jesper ikke lige havde tænkt på var dog, at Ken ved et tilfælde faldt over den nyligt opdagede (og meget effektive!) office/large warehouse modstrategi, og da det efterhånden gik op for spillerne hvad den kunne, var det for sent: Ken hentede hurtigt ind på Jesper, og denne gjorde sit for at slutte spillet så hurtigt som muligt. Ved spillets slutning viste det sig også, at de havde præcist lige mange points/penge/varer tilovers, så det endte i en uafgjort!
Mens dette stod på spillede Anders, Kenneth, Toke og Teis Knizia-klassikeren Ra. Teis havde læst på nettet om en degenereret strategi, hvor man ved at råbe ‘Ra’ hver gang der var to eller flere brikker i spil, nærmest kunne garantere en sejr. Dette viste sig dog at være en lidt over-hypet strategi, for i hvert fald virkede den ikke efter hensigten (eller måske havde Teis glemt at det skulle være to ikke-katastrofe tiles?!). Faktum var at han endte sidst, efter i tredie tur at have vundet en auktion som både ødelagde hans eneste grå brik og hans oversvømmelses-brik. Af de andre spillere var det Anders der klarede sig bedst, med en bemærkelsesværdig strategi, som bl.a. indebar at han ikke havde nogen monumenter overhovedet! En klar sejr til Anders.
Samtidig med Puerto Rico og Ra blev der også spillet Samurai, med Rasmus, Steen og Søren som deltagere. Rasmus og Steen spillede godt nok også Puerto Rico samtidigt, men mente begge at være rutinerede nok til begge spil, til at de godt kunne overskue det. Denne beslutning kan have en væsentlig andel i deres mindre imponerende resultater i Puerto Rico, men i Samurai var Rasmus haj nok til at kunne spille med kun et øje og en hånd! Efter et spændende slutspil, hvor kontrollen over Kyoto blev afgjort stod Rasmus som vinder, med både flere hjelme, hatte og samuraisværd end de andre.
Sune dukkede op for en kort bemærkning, og da der ikke var noget War of the Ring i syne, fik han lokket Anders og Morten med på et spil Taj Mahal. Da hverken Anders eller Morten kendte til elefant-strategien, var det dog en smal sag for Sune at følge den og cruise til en let sejr: 247 – 78 – 64. Både Morten og Anders blev efterfølgende hørt højt brokkende over ubalancen i de forskellige spilstrategier, mens Sune (og Rasmus som blandede sig for at kunne forsvare sin yndlingsdesigner) hårdnakket holdt fast på at Knizia aldrig laver ubalancer i sine spil.
Som afslutning på aftenen blev det til yderligere en 17-18 spil St. Petersburg med mange forskellige vindere, deriblandt Rasmus, Teis, Søren og den søde pige fra andelsforeningen som kiggede inde med vedtægterne. Rygtet om at nørderne lod sig tabe til sidstnævnte, til trods for at hun aldrig helt forstod hvorfor der var forskellige farver på kortene, er naturligvis stærkt overdrevet!
Under hele aftenen glimrede jeg ved mit fravær, men det skal selvfølgelig ikke forhindre mig i at skrive en rapport, måske! Som om det er det, det IKKE er!
(og til sidst, et stort undskyld til alle de medlemmer, der uden deres accept er blevet impliceret i ovenstående rapport, og ligefrem er blevet tilskrevet mere eller mindre skumle motiver) 🙂
KBK, 4/1 2005:
KBK-aftenen denne gang skulle efter aftale gå med at spille War of the Ring med Sune. Igen var jeg ‘De Gode’, mens Sune var onde, onde Sauron. Jeg var i klubben omkring kl. 19, og setup var hurtigt overstået.
Jeg forsøgte igen min ‘fellowship blitz’ strategi, men terningerne ville ikke helt som jeg ville, så broderskabets tempo blev noget langsommere end planlagt. Sune lagde hårdt ud militært med at bringe Saruman på banen og angribe Fords of Isen. Da jeg dog fik opbygget en betragtelig styrke i Helm’s Deep valgte han istedet at finde en anden front at angribe på. Den front viste sig at være Dol Guldur – Lorien: En enorm Sauron-hær rykkede ud af Dunkelskov og indtog uden videre bøvl Lorien. Av!
I mellemtiden var Gondor-fronten også kommet i gang, og Sauron-styrker fik efterhånden indtaget både Minas Tirith og Pelargir, mens en styrke Corsairs of Umbar sejlede op og indtog Dol Amroth. Saruman-fronten var også blevet genåbnet, og Helm’s Deep var faldet (selvom Gandalf Den Hvide sammen med enterne havde raseret Isengard og elimineret Saruman). 9 points til The Bad Guy.
Men jeg er sprunget for langt frem, for det ovenstående beskriver faktisk stort set hele den militære del af spillet. Hvad så med Ringen, kan man spørge? Jo, broderskabet bevægede sig derudaf, blev opdaget ret tidligt og valgte derfor at gå over High Pass istedet for igennem Moria. Gandalf, Strider og Pippin døde ret tidligt, og Boromir ledte broderskabet videre indtil han også døde. Gandalf dukkede dog, som ovenfor antydet, op igen i Fangorn i hvid udgave. Men ved ankomsten til Mordor så det faktisk rimeligt fornuftigt ud: Legolas og Merry var tilbage, og Frodo var kun på 3 corruption. Og jeg lå inde med to kort, som tilsammen ville kunne heale 3 corruption. Der var tre blå og tre røde tiles i koppen. Ulempen var, at det havde taget mig en del tid at komme derned. Sune havde rutinemæssigt lagt to terninger i hunt poolen, hvilket jeg også tror generelt er en fornuftig disposition.
Men i Mordor gik det hastigt ned ad bakke: På mine ryk dér trak sune 3 øjne (omkring 10 corruption ialt), en rød “øje/stop” tile, en rød “1/stop” tile, og endelig en “3” tile. En tur slog jeg desuden ingen sværd eller Will of the West, og blev derfor nødt til at blive stående og tage en corruption. Så Frodo endte sine dage et felt eller to fra Mount Doom. Eneste trøst var at han skulle have ødelagt Ringen i den afgørende tur, da Sune efterhånden havde gjort sig klar til at tage sit 10’ende point. Så en sejr til onde Sune. 🙂
Men hvad syntes jeg så om spillet denne gang?
Jo, efter min (lille) skuffelse sidste gang mod Frederik hvor jeg følte spillet blev lidt mærkeligt, var dette spil en positiv overraskelse. Terningslagene – og den måde Sune valgte at spille på – gjorde at mit spil også føltes interessant. Godt nok brugte jeg en masse kræfter på at forsøge at rykke broderskabet hurtigt og aggressivt, men der var masser af andre terninger tilbage, som jeg kunne bruge til at spille events, aktivere nationer og bygge enheder. Hen imod slutningen fik jeg endda stablet en elver/nordmands-hær på benene, som marcherede sydpå for at indtage det svagt befæstede Dol Guldur! Det er rigtigt nok, at det sjældent-til-aldrig kan betale sig frivilligt at udskille karakterer fra broderskabet (selvom jeg sendte Gimli til Minas Tirith for at hjælpe med forsvaret), så den del af spillet fungerer måske ikke helt, men hvis man betragter broderskabets fremfærd som en halv-abstrakt mekanisme, er resten af spillet faktisk rigtigt godt i sig selv.
I mellemtiden har jeg også bemærket at Alex Rockwell på boardgamegeek skriver, at blitz-strategierne ikke er så entydigt overlegne som først antaget. Godt nok vil et blitzene broderskab vinde over en Sauron-spiller, som bare forsøger at indtage Midgård i et langsomt tempo, men ifølge Alex er det muligt for Sauron at lave defensive træk, som tvinger broderskabets tempo ned (for ikke at falde til corruption), hvilket igen giver Sauron mere tid til det militære. Interessant, og det passer egentlig meget godt med mit indtryk.
En lille frygt kunne være, at jeg nu to gange i træk har tabt til corruption i Mordor, til trods for at jeg begge gange har følt mig i rimelig stand ved ankomsten. Begge gang har tile-trækkene i Mordor bare været dræbende hårde, så måske skal Frodo helst have mindre end 3 corruption ved ankomsten. Eller måske er det bare mega-tilfældigt om noget broderskab – uanset hvor corrupted det er – kan klare sig gennem Mordor. 😉 Time will tell.
Jeg mødte op lidt sent i KBK, men havde heldigvis forinden snakket med Rasmus og aftalt, at de skulle vente med at starte aftenens store spil, Struggle of Empires (SOE) til jeg kom. Som sagt, så gjort: Vi var kun syv i klubben den aften, men det betød så at vi alle – Anders, Sune, Rasmus, Ken, Kasper, Teis og mig – kunne være med.
SOE er Warfrog’s seneste spil, designet af Martin Wallace. Warfrog er et firma hvor jeg efterhånden har måtte erkende, at selvom jeg næsten altid synes deres spil ser interessante ud ved første øjekast, bliver jeg næsten altid skuffet. Way Out West og Empires of the Ancient World var faktisk meget sjove de første gange (omend EOTAW var alt for langt), men min interesse for dem faldt markant derefter. Liberté syntes jeg endnu dårligere om, og spillede det kun en gang eller to. Faktisk er Age of Steam det eneste Warfrog spil som jeg stadig synes godt om, de forfærdelige fysiske komponenter til trods. Princes of the Renaissance har jeg endnu ikke prøvet.
Med Martin Wallace som designer har jeg det ikke meget bedre: Ud over at han har designet alle de ovenstående spil, har jeg prøvet et par af hans andre spil. Det ene er Secrets of the Tombs som er rent forfærdeligt som spil, men som i det mindste er hurtigt og ikke tager sig selv for seriøst. Det andet er Tyros, og det er faktisk sammen med Age of Steam det eneste af hans spil som jeg synes godt om.
Så med den baggrund havde jeg masser af grunde til fra starten at være skeptisk over SOE. Men ikke desto mindre var jeg det stik modsatte; jeg har efterhånden læst så mange lovprisninger af spillet på nettet, fra folk hvis meninger jeg respekterer og ofte deler, at jeg var meget opsat og spændt på at prøve det.
Først lidt mere om spillet. Det foregår i 1700-tallet og spillerne repræsenterer europæiske nationer ude på at dominere verden. Brættet – som for en gangs skyld (for Warfrog) er temmeligt flot lavet – viser Europa opdelt i en række områder, samt 6 koloniområder; Nordamerika, Karibien, Sydamerika, Afrika, Indien og Østindien. Områderne i Europa er dels spillernes hjemområder, som faktisk spiller en mindre rolle i spillet (man kan f.eks. ikke angribe hinandens hjemlande), samt en række andre neutrale områder. Det er de neutrale områder i Europa, samt koloniområderne, som spillerne kæmper om.
Kontrol over områderne markeres med kontrolbrikker: Spillerne har nogle få af disse fra starten af, og kan få flere i løbet af spillet ved at angribe neutrale brikker i felterne, ved at kolonisere eller lave slaver (et kontroversielt punkt for visse spillere i USA!), samt – og nu er vi inde i kernen af spillet – ved at angribe de andre spillere og konvertere deres kontrolbrikker. Midlerne til angreb er hære og flåder, mens en tredie type enhed, forter, ikke overraskende kun kan bruges til forsvar.
Spillet løber over 3 ture (kaldet “krige”) og efter hver tur tælles points for kontrol over områderne, på en El Grande-lignende måde: Den (eller dem) der har flest kontrolbrikker i et område får områdets førsteplads-points, den eller dem der har næstflest får andenplads-pointene, og så fremdeles.
En snedig tvist er, at man ikke bare kan angribe hvem som helst. I starten af hver tur fordeles spillerne i to alliancer: Med 7 spillere vil der altid være 4 spillere i den ene og 3 spillere i den anden alliance. Måden man bliver fordelt på er en smart byderunde, hvor spillerne nominerer kandidater til de to alliancer ved at byde penge, og de andre spillere så skal byde over for at kunne nominere nogle andre kandidater. Konsekvensen af alliancerne er vigtig: Man kan ikke angribe nationer man er i alliance med! Heldigvis – eller uheldigvis hvis man står til at få prygl af en modspiller – varer alliancerne kun en tur, og næste tur er det sikkert nogle andre der er allieret med hinanden.
Spillet indeholder også en lang – og jeg mener lang (!) – række tiles, som spillerne kan købe og som repræsenterer alt fra teknologiske fremskridt, militære fordele, alliancer med neutrale stater, økonomiske investeringer, samt meget andet. På bedste Magic-vis virker nogle af brikkerne konstant, mens andre er engangs-brikker, og nogle bliver ‘tappet’ når man bruger dem.
I hver tur er der fem runder, og i hver runde har spillerne efter tur lov til at udføre to aktioner, som kan være alt fra at købe en tile, købe en militærenhed, rykke enheder, angribe, kolonisere og flere andre ting. Efter de fem runder aktioner er turen slut, der gives indkomst og betales for tropperne, victory points fordeles og en række administrative punkter udføres, hvorefter det er videre til næste tur og den næste alliance-fordeling.
En anden smart mekanisme i spillet er begrebet “unrest”: Hver gang man taber en militærenhed får man en unrest-brik. Hver gang man desuden skal bruge flere penge end man har, får man penge fra banken, men skal tage 1 unrest for hver 2 penge man tager. Unrest har kun indflydelse i slutningen af spillet, men kan dér til gengæld være altafgørende: Alle spillere med 20 eller mere unrest taber automatisk, uanset hvor mange victory points de har. Af de resterende spillere får den med mest unrest -7 points, mens den med næstmest får -4! Dernæst er det spilleren med flest points der vinder.
Rasmus fik forklaret regler – lidt forvirrende for os, som ikke havde prøvet det før, men der trods alt også tale om et ret komplekst spil. Men det lød spændende, og jeg glædede mig til at komme i gang! Jeg var Frankrig, men det tilfældige setup gjorde at det meste af min indflydelse fra starten lå i Syd- og Mellemamerika.
Rasmus havde tur før mig, og startede med at udradere mig fra Mellemamerika, før jeg overhovedet havde haft min første tur. Ooookay, tænkte jeg, det er sådan et slags spil! Jeg begyndte at blive en lille smule skeptisk…
Spillets forløb er egentlig hurtigt fortalt: Folk kæmpede om de forskelige områder, de kæmpede videre, og videre. Og videre. Præcist hvor der blev kæmpet varierede selvfølgelig med spillerne, men mønstret var i princippet altid det samme: Køb flere enheder, ryk dem til kampområdet og slå en masse terninger. For mig nåede spillet aldrig rigtigt ud af Sydamerika, hvor jeg blev ved med at blive udfordret. Og for at sige det som det er, var det dødssygt at vente 10 minutter på sin tur, for derefter bare at bruge den på at købe en enhed eller to og sejle den til Sydamerika. Mit indtryk af spillet faldt støt for hver time der gik.
For det er nemlig ikke noget hurtigt spil! Vores spil tog over 4 timer, og det meste af den tid sad man bare og ventede på at det blev ens tur. Ikke spor godt.
I tur 2 var Rasmus og jeg på mystisk vis blevet allieret. På et tidspunkt havde han brug for militær hjælp da han blev angrebet i Karibien, og jeg indvilligede i at hjælpe ham i hans forsvar, uden at kræve noget igen. Lidt senere i samme tur var det min tur til at blive angrebet i Baltikum (hvor Rasmus også stod stærkt), og vores dialog forløb nogenlunde således:
Jens: ‘Rasmus, jeg hjalp dig før uden at kræve noget for det. Vil du ikke hjælpe mig nu, hvor jeg har brug for det?’
Rasmus: ‘Nej.’
Yuck. En sikkert sund reminder for mig om hvorfor jeg bare afskyr diplomati- og backstabbingspil, og ikke har spillet den slags spil i årevis. Efter den episode mistede jeg al lyst til spillet, og satte mig til at vente på at det skulle få en ende. Det tog dog en del tid, da i hvert fald en del af de andre morede sig lystigt med at kæmpe om kontrol over forskellige europæiske områder. Så tur 3 varede laaang tid, men i det mindste opretholdt jeg kontrollen over Sydamerika. 🙂 Endelig var det ovre, og det viste sig at Sune var en sikker vinder.
Konklusion: Struggle of Empires var absolut ikke nogen succes hos mig. Selv mit kendskab til Warfrog og Martin Wallace kunne ikke have forberedt mig på, hvor skuffet jeg ville være over dette spil, og jeg må konkludere at en kombination af faktorer gør det til det dårligste Warfrog spil jeg nogensinde har spillet.
Så hvad var det egentlig jeg ikke kunne lide ved det? Flere ting, faktisk:
I hvert fald de to sidste punkter ville sikkert blive bedre, hvis man var færre spillere, og jeg burde måske egentlig prøve det igen med færre. Måske. En dag…
Ærgerligt, ærgerligt, men man kan selvfølgelig ikke forventes at kunne lide alle spil man spiller. Nu må jeg bare håbe det ikke bliver en fast klassiker i klubben. 🙂
Efter spillet satte Ken og Rasmus sig til at spille – du gættede det (!) – St. Petersburg, mens Sune og jeg kørte hjemad.
KBK, 14/12, fortsat:
Jeg havde aftalt med Sune, at vi skulle prøve War of the Ring, når jeg nu havde talt og ikke mindst skrevet så meget om det. Vi fandt et lille – næsten for lille! – bord ovre i hjørnet, og jeg gik igang med regelforklaringen. Der er jo som bekendt en del regler til spillet (selvom det kører glat nok, når man først er i gang), og det tog en del tid at forklare dem. Efterfølgende nåede vi da også at spille en 3-4 ture, før Sune skulle gå ved 22-tiden.
Jeg var de gode, mens Sune var ond (i spillet, altså). Han indledte med at sende Mordor og Isengard i krig, få Saruman på brættet, og angribe Rohan med en hær fra Isengard. Heldigvis (for mig) havde mine tropper ved Fords of Isen deres spejdere med, så jeg nåede at trække min styrke tilbage til Helm’s Deep, hvilket gjorde forsvaret dér lidt mere holdbart. Sune gik i gang med belejringen af fæstningen, men da vi sluttede var den endnu ikke faldet, omend det kun var et spørgsmål om tid. En stor Mordor-styrke var rykket ud fra Dol Guldur, og bevægede sig også mod Rohan.
I mellemtiden var Ringens Broderskab kommet en 4-5 felter ud fra Rivendell, uden at være blevet set eller på nogen måde forulempet. Ikke dårligt!
Men det var så stort set hvad vi nåede at spille, så det hele var åbent endnu. Endnu engang var War of the Ring god underholdning. De malede figurer så også seje ud!
Sune drog hjem, og jeg satte mig til at spille St. Petersburg med Jørgen og Ken. Den i klubben meget omdiskuterede “Jørgen-effekt” (den der sidder efter Jørgen, vinder!) burde have gjort Ken til vinder, men tilsyneladende blev den trumfet af den relativt ukendte (men similære) “Jens-effekt”, som istedet gjorde Jørgen til vinder. Godt nok fik jeg en tur 1 Mistress of Ceremonies, men Jørgen fik et tur 1 Observatorie. Ken fik ikke noget, og endte da også sidst. 🙂
Ken og Jørgen skulle også hjem nu, så det endte med bare at være Rasmus og mig der sad ved et bord. Han indvilligede i at lære mig Einfach Genial, som er et abstrakt tile-placement spil designet af Reiner Knizia. Og det var faktisk sjovt! Man placerer domino-lignende brikker på et bræt, og scorer points i seks forskellige farver. Til slut er ens score (E&T-like) det antal points man har i sin dårligste farve. Som to-personers spil var der tydeligvis en masse taktik i spillet og Rasmus’ overlegne erfaring gav ham da også sejren. Men godt var det. Selvom der er noget at tænke over, virkede spillet dog ikke som et rigtigt abstrakt “haj-spil”, da der trods alt var en væsentlig tilfældighedsfaktor i, hvilke brikker man trak.
Efter dette spil, og den sædvanlige efterfølgende snak om alt muligt var klokken blevet over midnat, og vi bevægede os også hjemad.
Tirsdag d. 14/12 ramte julestemningen også KBK. Der skulle nemlig spilles pakkespil og for yderligere at jule, havde Søren endda medbragt dejlig færdig-gløgg på karton, som vi så opvarmede i kaffemaskinen og drak lunkent. Halvvarm dansk frugtvin med gløggsmag – så bliver det ikke meget bedre!
Seks personer havde valgt at deltage i pakkespillet; Rasmus, Claus, Anders, Søren, Sune og mig. De medbragte pakker var kunstfærdigt indpakket (hvor “kunstfærdigt” her kan betyde alt fra “pakket ind i bamsegavepapir med guldbånd om” til “lagt i en plastikpose”!). Vi havde en snak om, hvilket spil vi faktisk skulle spille for at finde en pakke-førstevælger, og her blev Royal Turf valgt. Der skulle heller ikke gå for meget tid med det, så vi valgte kun at afvikle ét løb, istedet for de tre løb, et spil normalt består af.
Og starten gik! Og Caramello kom bedst fra start med et gigantisk hop fremad! Og Caramello øgede sit forspring og blev løbets pacemaker! Og Caramello kom først ind på opløbsstrækningen! Men så kom de andre heste stærkt! Og de indhentede næsten Caramello! Men Caramello vandt alligevel, et hestehoved foran nummer 2!
Og Jens havde lagt sin 2'er på Caramello, og havde desuden en 1'er på hest nummer 3. Så Jens vandt.
Jeg måtte med andre ord vælge først, og det var ikke nogen nem beslutning, skulle jeg hilse og sige! Dels havde Anders jo medbragt en gave, hvis form mistænkeligt lignede en flad Kosmos æske. Jeg tænkte “LOTR udvidelse” eller “Settlers udvidelse”, men kunne ikke huske hvad man ellers kunne få i det format. Sunes pakke (det var den i plastikposen) havde umiskendelig størrelse som et gammelt Avalon Hill-spil, og det kunne jo også være spændende!
Og det var de to, jeg besluttede mig for at vælge imellem. Den kyniske side af mig – ikke helt i aftenens juleånd, ved jeg godt – endte med at vælge Sunes AH-spil, da spillene fra det gamle Avalon Hill jo pr. definition er gamle og mange derfor er svære at få fat på. Det kunne jo være et AH-spil jeg gerne ville have?!
Det var det dog ikke. 🙂
Som et ivrigt barn (hvilket Tine også nogle gange kalder mig) at have flået plastikposen af, blev jeg præsenteret med et eksemplar af Blackbeard. Godt nok ikke et spil jeg allerede havde, men det var kun fordi jeg havde solgt mit gamle eksemplar for næsten ingenting for et par år siden. 🙂
Min eneste trøst var, at de andre gaver (helt i pakkespillets ånd) heller ikke var noget at komme efter: Claus vandt et eksemplar af Knizia's Maginor som godt nok ikke har det bedste ry blandt hans spil, men hvor Greg Schloesser på Boardgamegeek godt nok skriver “I found the game surprisingly entertaining and challenging”. Så måske er der noget at komme efter!
Rasmus vandt min medbragte gave, det aldeles frygtelige Magdar, som er endnu en fuser fra Fantasy Flight Games' serie af spil i små æsker. Sune kom hjem med Ohne Furcht und Adel, et spil som Claus havde medbragt i klar uoverensstemmelse med “ingen Faidutti-spil” reglen. 🙂 Sune ville dog ikke påkalde sig reglen, da han hævdede at han syntes spillet er ret godt.
Søren fik den flade Kosmos-æske, som viste sig at være et eksemplar af Cape Horn, et mærkeligt udseende vektor-movement spil, hvor det (ikke overraskende) gælder om at sejle rundt om Kap Horn. Hurtigst. Eller uden at synke. Eller noget i den stil.
Endelig fik Anders det spil Rasmus havde medbragt, fantasy-krigsspillet Tears of the Dragon fra Avalanche Press. Lille spil, flotte brikker, mega-grimt spillebræt. Efter sigende lidt sjusket udviklet fra Avalanche's side, da spillet kræver noget vitalt errata for overhovedet at være spilbart. Men vist nok et spil, som alligevel har sine tilhængere.
Så efter dette eksempel på juleånd, var det videre til aftenens andre, rigtige spil…