KBK aften igen, og denne gang havde jeg medbragt to nye spil, High Society, købt til halv pris i Fantask få timer forinden og mit også ret nye Wallenstein, som jeg dog ikke havde fået læst regler til. Både Rasmus og jeg havde tidligere på dagen desuden været ude og investere i det spritnye (i det mindste i engelsk udgave) Louis XIV, og Rasmus havde taget sit eksemplar med.

Som sagt var der fokus på Rüdiger Dorn-spil for mit vedkommende, men det første spil var nu noget andet: En gruppe var lige gået i gang med et spil Java, så jeg overtalte en anden gruppe; Anders, Steen og Poul til at prøve High Society. Spillet er et auktionsspil af Reiner Knizia – surprise! – og er i virkeligheden en genudgivelse af et af hans lidt ældre spil.
Reglerne er simple: Spillere er “nye rige”, som nu gør deres bedste for at spendere penge på en masse forskellige prestige/luksusting. Spillet består af et deck kort, bestående af 10 “positive” kort, nummereret fra 1 til 10, 3 “x2 kort”, og også 3 kort med negativ effekt (et “-5” kort, et “x½ kort” og en tyv). Disse 16 kort blandes og bortauktioneres et ad gangen. Man når dog ikke nødvendigvis alle 16 kort igennem, for 4 af kortene har rød kant, og i det øjeblik det fjerde af dem trækkes, slutter spillet. Udover de 16 kort, har hver spiller en hånd af pengekort (et kort med hver af de følgende værdier: 1, 2, 3, 4, 6, 8, 10, 12, 15, 20, 25) som man bruger på at byde på de andre kort.

En auktion er lige ud ad landevejen: Startspilleren (tilfældigt første gang, dernæst vinderen af det foregående kort) vender et kort og kommer med sit første bud, i praksis ved at lægge et eller flere af sine pengekort på bordet foran sig. Efterfølgende skal de andre spillere byde over eller passe (passer de, er de ude af den auktion). Auktionen kører potentielt flere gange rundt om bordet, idet en spiller kan hæve sit bud ved at tilføje pengekort til dem han allerede har spillet. Når alle pånær en spiller har passet, er vinderen af kortet fundet. Vinderen betaler sine penge til banken, mens de andre spillere tager deres bud tilbage på hånden.

Auktioner på de negative kort er, om man så må sige, lige omvendt(!): Her byder spillerne på ikke at få kortet, og den første spiller der passer, ender med kortet. Spilleren der får kortet betaler ikke noget, mens alle de andre betaler det de har budt. Det ene negative kort, tyven, er det eneste kort i spillet der ikke bliver liggende hos spilleren: I det øjeblik man “vinder” det, discarder man det sammen med et af de positive talkort man allerede har købt (eget valg). Har man ingen positive talkort, bliver tyven liggende hos en, indtil man får et, hvorpå den tager det kort.

Sådan kører spillet, med auktion på auktion, indtil det fjerde røde kort vendes, hvorpå spillet øjeblikkeligt slutter. Vinderen er som udgangspunkt den spiller med flest points (“x2” og “x½” vurderes til sidst), men undtagelsen er at den (eller de) spiller(e) der har færrest penge tilbage, automatisk taber, og kun de andre tages med i betragtning når vinderen skal findes.

Så sådan er det! Spillet er både nemmere og hurtigere end nogle af de andre Knizia auktionsspil jeg har prøvet (Medici, Modern Art, Ra, etc.), så det er et excellent “fyldspil”. Og mens der er mange tilfældigheder i det, er det absolut også et spil med taktik i – men så dybt som de ovennævnte, er det nok ikke.

Vi spillede fire spil, med mig som sejrherre i to af dem, og Poul i de to andre. Alt i alt var mit indtryk, at det var et skægt lille spil, og en rigtig, rigtig god “filler”.

Efter denne auktions-opvarmning, kom den til at stå på flere auktioner (blandt andet). Rasmus, Sune, Anders og jeg satte os nemlig til at spille Goa. Kort fortalt havde jeg et udmærket spil, uden at lave de store brølere, men helt fantastisk var det heller ikke for mit vedkommende. Til slut stod Sune som vinder med 43 points, med Anders (42), Jens (40) og Rasmus (34) haltende bagefter. Anders kunne fortælle – gæt selv i hvilket tonefald – at han til det sidste havde troet at det var antallet af forskellige expeditionskort-symboler, der blev brugt til at finde bonuspoints for kortene, og faktisk igennem flere aktioner bevidst havde spillet sine dublet-symboler væk med det for øje. Og da han endte med at tabe med ét point … Tja, hvad kan man sige. 🙂

Min forhold til Goa er desværre faldet en anelse siden jeg først prøvede det: De første par gange var jeg helt ekstatisk, og syntes Goa var noget i retning af det bedste det tyske spilmarked nogensinde havde produceret. Og det synes jeg egentlig ikke mere. Det svage tema, det at spillet er så langt og proceduralt, og det at et par af spilmekanismerne virker som om de slet ikke passer med det “dybe” feel resten af spillet har (her tænker jeg især på tilfældigheden når man koloniserer, samt tilfældigheden i, hvilke expeditionskort man trækker til sidst, og hvor mange points de er værd), gør at jeg har måttet nedjustere min bedømmelse lidt. Noget dårligt spil er det absolut ikke, men for mig er det ikke en klassiker a la E&T, Amun-Re eller Puerto Rico…

Nu var klokken blevet mange (efter 23.00, uha-da!), så alle pånær Rasmus og jeg var gået hjem. Vi to var til gengæld opsat på et spil mere, og det – måske – oplagte valg var det nye, hotte spil Rasmus havde medbragt; Louis XIV. På den positive side skulle spillet være relativt hurtigt og godt med to spillere, men omvendt trak det lidt ned at ingen af os havde læst reglerne endnu! Det kunne dog ikke afskrække os, så vi gik i gang med lidt hurtig-højtlæsning og simultant setup.

Louis XIV handler om at få indflydelse over forskellige hoffolk ved Solkongen Louis, undskyld Ludvig XIV’s hof 🙂 . I princippet i hvert fald, for temaet er meget, meget tyndt, og spillet er reelt et halvabstrakt “area influence” spil.

Til at start med lægger man de 12 hoffolk op i et sjovt skakbrætsmønster, og sorterer det hav af komponenter der er. Hver spiller har en række indflydelsesbrikker (læs: tønder fra Puerto Rico) som bruges til at kontrollere de forskellige hoffolk. Udover det findes der en masse forskellige kort; guldkort, missionskort (i tre udgaver), indflydelseskort og intrigekort – og jeg skal såmænd nok også have glemt en slags eller to!

Spillet kører over fire ture, og i hver tur skiftes spillerne til at spille deres nyerhvervede inflydelseskort, hvilket giver ret til at placere indflydelsesbrikker på hoffolkene. Når alle er færdige med at spille indflydelseskort, finder man ud af hvem der kontrollerer hver af hoffolkene: De afgøres i en bestemt rækkefølge, og da der er en myriade af specielle effekter der kan ske, kan tidlige hoffolk sagtens ændre stillingen på de senere. Har en spiller mest indflydelse på en hof-m/k, får han den tilhørende præmie, men i nogle tilfælde får de andre spillere med indflydelse også lov til at få eller købe en præmie. Den almindeligste form for præmie er missionsbrikker, som bruges til at spille missionskort fra hånden. Og missionskort er den primære kilde til victory points. Som udgangspunkt fjernes alle indflydelsesbrikker fra hoffolkene, efter at man har afgjort kontrollen, så i hver af de fire ture starter man reelt forfra igen, når man lægger indflydelse på hoffolkene.

Så det er meget kort fortalt, hvad Louis XIV går ud på. Det føles som et typisk Rüdiger Dorn-spil: Ekstremt tyndt tema, proceduralt, og med et hav af abstrakte mekanismer der interagerer med hinanden. Som Goa føles det umiddelbart temmelig komplekst (i forhold til mængden af regler, altså), men ligesom Goa er det ikke så slemt når man først kommer i gang. Måske det er de tynde temaer, der gør at man har sværere ved at forholde sig til reglerne? Eller måske er det det, at Dorn tilsyneladende har lidt svært ved at begrænse sig i sine spil: De virker alle sammen som om han bare er blevet ved med at tilføje regler og komponenter, længe efter det egentlig var på sin plads at stoppe. Det gør i hvert fald at jeg føler, at hans spil ofte virker ret klumpede og meget lidt elegante.

Egentlig var hverken Rasmus eller jeg super-imponerede over spillet, men følte begge at det måtte være bedre med flere spillere. Problemet med to spillere er, at der er meget lidt reel kamp om kontrollen over de forskellige hoffolk, selv med en ekstra “blind makker” regel tilføjet. Med flere spillere må der være konkurrence på det punkt, med dertil hørende spændingsmoment. Men dårligt var det heller ikke: Som sagt lidt klumpet, og meget lidt tematisk, men samtidigt interessant nok, og med et hint af dyb strategi – som vi slet ikke nåede andet end at snuse til. Umiddelbart er jeg på en ‘7’-er på Boardgamegeek, bedømt som 2-spiller spil, men jeg tror det meget vel kunne være højere med flere spillere.

Og lad os til sidst ikke glemme at nævne at jeg vandt spillet, 51-41. 🙂

I mellemtiden var det blevet nat, så Rasmus og jeg vendte cyklerne hjemad.

En god aften i KBK, hvor mine resultater dog ikke var så overbevisende.

Første spil for mit vedkommende var super-spillet, Amun-Re. Et af de allerbedste tyske spil og et af Knizias bedste spil nogensinde, synes jeg, så jeg er altid interesseret i at prøve det igen. Desuden havde Anders på det sidste fået et par lette sejre i spillet (dvs. jeg havde ikke været med 😉 ), og da jeg ikke kunne lade være med at mobbe ham med det, måtte han naturligvis tage udfordringen op.

Det blev nu et middelmådigt spil for mit vedkommende: Jeg kom tilsyneladende godt (men i virkeligheden kun nogenlunde) ud af første halvdel af spillet, men i anden halvdel rendte Ken fra os alle sammen, og fik bl.a. bonusen på begge sider af floden. Ikke desto mindre endte det med pointslighed mellem tre spillere (Poul, Anders, Ken), og Ken vandt på tiebreak.

Efterfølgende stod den på et par auktionsspil, Pizarro & Co. og Medici, om hvilke jeg ikke kan huske så meget, andet end at jeg klarede mig skidt i dem begge.

Til sidst var det kun mig og Rasmus tilbage (surprise, surprise – hvorfor er det lige alle folk tager så tidligt hjem efterhånden?), og efter at have snakket en del, prøvede vi også en to-personers udgave af La Strada.

Det var første gang jeg prøvede det, og det virker faktisk som et elegant lille rutebygningsspil. Dog ikke med to spillere! For at kunne spille to, skal man kasere halvdelen af de oprindelige regler, og indføre lige så mange nye, så faktisk er det et helt andet spil man spiller. Ikke elegant, og resultatet var ikke specielt godt – men det var da i det mindste hurtigt overstået.

La Strada er et spil jeg godt kunne tænke mig at prøve igen, men det skal så absolut være med mere end to spillere…

Spil 1 er overstået. Varulvene Teis og Steen vandt!

Der er åbent for tilmelding til næste spil, som vil blive afviklet med en anelse mere komplekse regler, i form af flere forskellige roller.

Tilmelding sker på forumet, så smut derover uden yderligere forsinkelse! 🙂

Inspireret af BGG’s forums kunne jeg godt tænke mig at køre et spil Werewolf på vores eget forum, og søger derfor spillere.

Werewolf er kort fortalt et “party game” med elementer af diplomati, paranoia, massehysteri, “lynchmob-stemning” og blodtørstige uhyrer, hvor hver spiller har en hemmelig rolle. Et sæt grundregler for Werewolf-på-diskussions-forums kan findes her:

http://www.dangpow.com/~rat/werewolf/

Jeg kan ikke love at vi holder os til disse regler i alle detaljer, men som udgangspunkt for “hvad er det her for noget??” er de OK: Nogle af de parametre man kan skrue på, afhængigt bl.a. af antallet af spillere, er antallet og typen af forskellige roller, hvorvidt lynchede folks roller bliver afsløret, og meget mere…

Spillets længde vil meget afhænge af antallet af spillere (vi skal have minimum 5 spillere for at starte), og for spillets skyld forventes man at være rimeligt aktiv på forumet, sålænge man er med.

Hvis du kunne tænke dig at prøve at være med, så smut over på forumet her:

http://www.strategispil.dk/index.php?name=PNphpBB2&file=viewtopic&t=85

og meld dig til!

Denne tirsdag var lidt af et eksperiment, idet Sune, Frederik og jeg havde aftalt at kaste os over et tre-spillers War of the Ring. I denne variant spiller en spiller (som sædvanligt) de gode, mens de ondes styrker bliver delt mellem de to spillere – en får Sauron, mens den anden får Saruman og Syd/Østerlændingene – som så skiftes til at have tur, når det er den onde sides tur. Denne regel leder til væsentlige koordineringsproblemer blandt de onde, som nu ikke længere kan fokusere deres indsats i samme grad som når alle tropper styres af en spiller. Desuden – og det fandt vi først ud af ret sent – bevirker det også store koordineringsproblemer med hensyn til de kort hver spiller trækker. I vores spil var (onde) Sune helt ekstraordinært de gode, mens Frederik og jeg var det onde team, Sauron og Saruman.

Nå, men intet War of the Ring spil vil være komplet uden en gennemgang af spillets forløb, så her kommer den sørgelige beretning (nu i Anamorfisk 16:9 format) om hvordan Sauron (og lad os ikke glemme Saruman), i det øjeblik han stod klar til at endeligt at erobre Midgård, pludseligt opdagede en lille hobbit i hjertet af Mordor, i færd med at ødelægge den mægtige Herskerring!
Scene 1, vadestedet ved Bruinen, i nærheden af Rivendell
Broderskabet er i færd med at krydse vadestedet, da en masse monstre pludseligt overfalder dem. Gandalf står forrest, og bliver hurtigt overmandet.

Gandalf: “Frodo, you fool! Aaarghh!!” (dør)
Legolas: “Hmmm, jeg tror jeg glemte mit hårspænde i Rivendell. Nej, vent ikke på mig, jeg indhenter jer senere.” (har svært ved at skjule et grin, mens han i al hast skynder sig tilbage i sikkerhed)

Scene 2, nyheder fra Mordor News

Oplæser: “Sauronianske tropper i Nord-ithilien er igen blevet angrebet af terrorister. Lederen af bevægelsen “the Rangers”, fyrst Faramir, med tætte relationer til den herskende familie i Gondor, har påtaget sig ansvaret for denne udåd. Mørkets fyrste Sauron udtaler at et defensivt angreb på Gondor kan komme på tale, hvis ikke Faramir og medlemmerne af hans bevægelse udleveres inden 48 timer.”

Scene 3, rejse fra Rivendell til Lorien
Vi følger Broderskabets rejse gennem vild, smuk natur på deres rejse mod Lorien, alt imens Boromir, Merry og Pippin bliver ofre for forskellige nasties.

Boromir: “Aarrghh!!” (dør)
Merry: “Yikes” (dør)
Pippin: “Piv!” (dør)

Scene 4, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: “Efter flere måneders uro ved grænsen er sarumanske tropper gået ind i Rohan, med det formål at beskytte det dunlændingske mindretal i området. Sarumans tropper har kun mødt sporadisk modstand og har i dette øjeblik indtaget Helm’s Deep. Tropper kæmpende for det nuværende rohanske regime er set flygtende østpå, men kilder i den sarumanske hær oplyser at man ikke regner med at de vil kunne blive et problem.”

Scene 5, centrale Gondor
Enorme hære af orker og andet godt sejler over Anduin, indtager Osgiliath, og bevæger sig i samlet flok mod Minas Tirith

Orker og andet godt (i kor): “Wir marchieren nach Minas Tiiiirith!!”
Minas Tiriths forsvarerer og indbyggere i øvrigt: “HJÆLaaaaaaaargh!!” (dør)
Orker og andet godt (i kor): “Wir marchieren nach der Rooooohan!!”

Scene 6, Lorien

Frodo: “YES! Så kom vi endelig frem. Det gik da meget nemt, ikke?”
Sam: “Hvor blev vores hobbitvenner egentlig af? Jeg har ikke set dem i dagevis…”
Aragorn: “Vi har mistet fire af vores medlemmer. Og Legolas er stadig ikke dukket op… Og du, Frodo, er begyndt at opføre dig rigtig underligt på det sidste.”
Frodo: “Mwahwahahahaha!! … Øh, ahem, undskyld.”
Aragorn: “Tlatha aw tlath âlpây-ya” (Oldassyrisk: “Uden chancer er vi.”)

Scene 7, nyheder fra Isengard Evening News

Oplæser: “Det meddeles netop at Rohans hovedstad, Edoras, er befriet, og de sidste rester af de rohanske tropper er blevet tilintetgjort.”

Scene 8, herreværelset i Barad-dûr
Sauron og Saruman sidder henslængt i læderstole, hver med et glas dyr cognac fra Sønderfjerding i hånden

Sauron: “Hahaha, alt går som planlagt. De godes hære falder som strå for vores mægtige arméer. Selv Ringens Broderskab-hvis-mission-vi-ikke-kan-gætte er på grænsen til at kollapse. De sørgelige rester af det skjuler sig i Lorien, hvor de sikkert håber at Frodo kan blive kureret for sin stadig mere eccentriske opførsel. Som om!”
Saruman: “Intet kan stoppe vores skumle planer nu. Intet!” (smiler diabolsk)
Sauron: “Nope! SKÅÅÅL!!” (tømmer sit glas med cognac)

Scene 9, Barad-dûr

Budbringer: “Min fyrste, Ringens Broderskab er i bevægelse igen, og det står nu klart at de bevæger sig mod Mordor – hurtigt. Hvorfor mon de gør det?”
Sauron: “Ingen anelse, men bare rolig, de har ikke en chance.”
Budbringer: “Jamen…”
Sauron: “INGEN chance, sagde jeg!”

Scene 10, stensletten ved Dagorlad
Ringens Broderskab, nu kun bestående af Frodo, Sam og Gollum, nærmer sig Mordor

Sam: “Vores rejse har nu ikke været den samme siden Gimli døde.”
Frodo: “Næh, men bortset fra det er det jo gået meget nemt ikke? Det var værre at Aragorn bare skred uden et ord…”
Sam: “Han sagde til mig, at han ville til Gondor og slås. Eller sådan noget.”
Gollum: “Nasssty man, hiss, spit, …”

Scene 11, Orthanc

Budbringer: “Min herre, Ringens Broderskab er på nippet til at gå ind i Mordor!”
Saruman: “Bare rolig, jeg sender en storm mod dem, det vil forsinke dem…” (Palantiren ringer, Saruman tager den)
Saruman: “Ja? Aha… Javel. Ikke min tur?! HVAD I MORGOTHS NAVN SKAL DET BETYDE??!!”
(Klip til Minas Morgul, hvor Frodo, Sam og Gollum går ind i Mordor. Vejret er behageligt lunt, tørt og vindstille. Man hører Sam fløjte muntert.)
Saruman: “AAAGGGHHH!!!”

Scene 12, Barad-dûr

Budbringer: “Min fyrste, Ringens Broderskab er inde i Mordor. Situationen kan være farlig.”
Sauron: “Forstyr mig ikke med den slags petitesser, jeg har travlt med at planlægge mine angreb på elverne.”
(Klip til Rivendell, hvor en mægtig hær under ledelse af Heksekongen nærmer sig. Elrond ser utryg ud ved situationen. Klip til Skovelvernes rige, hvor elvere og mennesker kæmper mod en vældig hær af Østerlændinge)
Budbringer: “Jamen, min fyrste, hvad hvis hobbitterne har tænkt sig at … [hvisker] ødelægge Ringen…?”
Sauron: “Utænkeligt. Det er vigtigere at vi får indtaget Riv… Ahem, sig lige det igen.”
Budbringer: “Ødelægge Ringen?”
Sauron: “Bugger.”

Scene 13, Ved Dommedagsspalterne

Sam: “Så kom vi da vist frem. Mordor var da ikke så slemt, synes I? Godt nok er det goldt og stenet, men den slags natur kan jo også være smuk på sin egen barske måde.”
Frodo: “Shelob var lidt nasty…”
Sam: “Ja, men der tog du jo bare Ringen på, og så var problemet løst.”
Frodo: “Yup.”
Smeagol: “Nice master, desstroy the Ring, Now. Pleassse…”
Frodo: “Ro på den, Smiggie, vi kommer til det nu.”
(Frodo tager Ringen frem og knipser den nonchalent ned i Dommedagsspalterne. Klip til spektakulære scener af lava, eksplosioner, onde hære der styrter ned i enorme sprækker i jorden, osv, osv. Klip til Orthanc, hvor en noget uselt udseende Saruman sidder i et hjørne og mumler om at påkalde storme.)

Ak ja, på trods af en rigtig uheldig start fik Sune alligevel skrabet en sejr hjem. Vi, de onde, havde indtaget 9 ud af de 10 nødvendige VP på det tidspunkt, og stod til at tage Rivendell næste tur. Frodo var på 11 ud af 12 corruption da han smed Ringen i. Så det var så tæt som det kunne være! Og som de onde var det bittert at indse at der var mindst en 5-6 små detaljer i de sidste ture, som hvis vi havde gjort dem anderledes ville have vendt spillet til en sejr til os. Men det gjorde vi altså ikke! 🙂

Men bortset fra det var det sjovt: Det fungerede meget godt at splitte de onde op på to spillere, for det tvang også de onde til at sprede deres indsats lidt mere ud, hvilket gjorde at spillet blev mere åbent og dynamisk end det normalt føles. Men at spille tre-personers WOTR at klart at rykke balancen i forhold til to-personers udgaven, for de onde har nu mange problemer med at koordinere og fokusere deres indsats. Spiller man fire personer skal de gode også deles op, men da begge spillere stadig kan rykke Broderskabet, er jeg ikke sikker på det vil betyde noget særligt for balancen.

Men endnu et fornøjeligt (og langt) spil War of the Ring!

Ved ankomsten i KBK var en større flok i gang med et spil Medici: Efter 2. runde førte Anders, men i sluttællingen blev han overhalet af Rasmus, der dermed kunne notere sig for en sejr.

Da Medici var slut, kastede Ken, Rasmus, Sune og jeg os over Goa, mens resten af selskabet fortsatte med det nyeste klub-hit, 6 Nimmt!
Som jeg har skrevet før, plejer jeg altid at starte stærkt i Goa, for blot at sætte det hele over styr omkring runde 5-6, med det resultat at jeg ofte ender dårligt placeret. Denne gang var mønstret dog lidt anderledes: Mit spil stagnerede i første halvdel af spillet, og jeg fik slet ikke udviklet mig så meget som jeg havde håbet på – alt sammen fordi jeg ikke kunne skaffe en grøn vare, så jeg kunne avancere min harvest-track. Til gengæld havde jeg masser af penge, og fik fat i gode ting i auktionerne.

Men i runde 5 kom jeg til at dumme mig: Jeg fik købt en god tile dyrt, hvilket bevirkede at jeg endte auktionsrunden uden penge. Resultatet var at jeg ikke deltog i auktionerne hverken i runde 6 eller 7, og først i runde 8 fik jeg igen en tile. Dog bevirkede min manglende deltagelse i auktionerne ikke at mit spil iøvrigt gik i stå: Jeg havde en del ressourcer og kunne derfor bruge mine aktioner konstruktivt på at avancere mine forskellige tracks.

Indtil kort før slutningen, var jeg overbevist om at Rasmus, eller måske Sune ville vinde spillet. I sidste tur blev det dog også klart, at jeg selv var godt med (Ken skriver vi ikke noget om!). Og ved den endelige optælling viste det sig at både Sune og jeg havde 46 points, mens Rasmus havde 44 og Ken … ja, lad os bare sige at hans score ikke startede med “4”! Og hvad er så lige tie-break ved point-lighed? Flest penge, naturligvis, og der havde Sune lige og præcis 1 penge tilbage, mens jeg havde … 0. Så en kneben sejr til onde Sune. 🙂

Efterfølgende skulle der spilles noget let, og hvad bedre end vores allesammens darling, 6 Nimmt!? Sune havde ikke prøvet det før, men efter en udmarvende regelforklaring der strakte sig over, måske, 30 sekunder, var vi klar. Og Rasmus lagde hårdt ud med en stor bunke oksehoveder. Og i efterfølgende runder holdt Rasmus stilen, og var da også den første der rundede de 66 points. Så Rasmus vandt ikke…

Det gjorde jeg nemlig, og det siger noget om 6 Nimmt-niveauet i KBK, at jeg kunne vinde ved stort set at følge min basale “robotstrategi”: Spil altid det højeste kort du har (i gennemsnit afveg jeg fra denne regel en 2-3 gange pr. runde). Så lærte I det! 🙂

Ved min ankomst til KBK var Rasmus og Søren klar til et nyt spil, og efter lidt snakken frem og tilbage faldt valget på Goa. Søren havde ikke prøvet det før, men det forhindrede ham ikke i at spille væsentligt mere kompetent end, øhm, en vis anden…! Hvem det var, skal snart blive afsløret.
Som altid startede mit spil rigtigt godt, og efter første halvleg stod jeg stærkt omend ikke markant bedre end de andre. Og som altid knækkede filmen for mig omkring runde 5-6 stykker… Derefter havde jeg hele tiden 1) for få penge til at medvirke i auktionerne, og 2) for få aktioner til at få gjort det jeg skulle. Jeg faldt mere og mere bagud i det samlede antal upgrades, og måtte bruge det meste af runde 7 og 8 blot for at kunne erhverve mig den sidste koloni… Hvis jeg bare havde haft én aktion mere, kunne jeg da have trukket 3 kort, og sikkert erhvervet mig en håndfuld points. (faktisk er “hvis jeg bare havde haft én aktion mere” snart mit slogan i Goa, skarpt fulgt af “hvis jeg bare havde trukket én kolonist mere da jeg skulle grundlægge kolonien“. Ikke godt).

Spillet endte med en sejr til Rasmus med 49 points. Søren endte på 43 og stakkels jeg haltede bagefter med 39. Jeg synes også at kunne fornemme, hvad det er der går galt for mig: Goa er meget strategisk, og man skal helst tænke meget langsigtet for at klare sig godt. Idealet er vel at have en plan for alle sine aktioner, så man ved hvad man kan nå og ikke nå (selvom dette ideal naturligvis ikke kan lade sig gøre i praksis, pga. uforudsigeligheden i auktionsrunderne), og jeg er helt sikkert ikke god til det der med langsigtede planer! Konsekvensen af det er, at jeg i de sidste par runder bliver helt desperat, fordi jeg pludselig opdager at jeg slet ikke kan nå det jeg havde regnet med. Og da det jo ikke kan være min skyld (det kan det jo aldrig), må der rulle nogle hoveder i bunkeren!

Efter afklapsningen i Goa ville Søren egentlig hjem, men Rasmus og jeg overbeviste ham om at 6 Nimmt! kun tog 5 minutter. Det blev mere til en halv time i sidste ende, men et dejligt spil 6 Nimmt! var der da tale om, og modsat mit første spil et par dage tidligere med svigerfamilien, endte dette med en solid sejr til mig. Efter en “stærk” start med 21 minuspoints i første runde, fik Søren lidt mere styr på sit spil, og det var da også Rasmus der måtte agere spilstopper ved i sidste runde at suse et pænt stykke over 66 minuspoints. Efter min sejr er jeg nu igen overbevist om 6 Nimmt!'s fortræffeligheder som dybt strategisk spil, mens Rasmus sikkert har det på en lidt … anden måde.

Nu var Søren ikke til at holde på længere, så Rasmus fik endelig – efter at jeg har bedt om det i månedsvis – mulighed for at introducere mig til Blue Moon. Blue Moon er som bekendt et CCG-lignende kortspil. “Lignende” fordi det jo faktisk ikke er collectible, men resultatet minder faktisk meget om klassiske CCG'er, såsom Magic: The Gathering. Det er Knizia der har designet det, så forventningerne er høje.

Hver spiller spiller en fantasy-race, som skal kæmpe mod en anden race. Hver race har sit eget deck på 30 kort: Grundspillet indeholder kort for 2 racer, og man kan købe de andre racers kort separat. Et spil er en serie dueller, hvor man hele tiden skal kunne matche modstanderens udspil. Første spiller der ikke kan det må trække sig fra duellen, hvilket betyder at modstanderen vinder den, og som præmie får en eller flere drager. Der er tre drager i alt, og ved spillet slutning vinder den spiller der har flest drager. Man kan også vinde før det, hvis man allerede har alle tre drager, og derefter står til yderligere at vinde en.

Vi (dvs. jeg) valgte at vi skulle prøve racerne fra grundspillet, de ildfikserede Vulca mod de mere tricky Hoax. Jeg spillede Vulca, da jeg havde en idé om at de var mere ligetil at spille.

Som total begynder var de i hvert fald mere ligetil at tabe med: Første spil tabte jeg overbevisende 2-0, uden egentlig på noget tidspunkt at føle at jeg havde en chance. Jeg måtte naturligvis straks prøve igen, og i den følgende match fik jeg bank 4-0, altså en sudden-death sejr til Rasmus. Ouch! På dette tidspunkt kan jeg ikke helt udelukke at der fra den ene side af bordet kom et par sure udtalelser (eller ti) om den manglende balance deckene imellem, men der er ingen der kan bevise noget! 🙂

Nu var det værste jeg kunne gøre naturligvis at insistere på at skifte decks, for hvis Rasmus så vandt igen, ville det være åbenlyst hvor svagheden var. Så jeg holdt stædigt fast på de efterhånden noget upopulære Vulca.

Og i tredie spil var de faktisk ikke nær så mimrende som i de første to spil. I hvert fald skrabede jeg en lille 1-0 sejr hjem med dem, og smilet var givetvis ikke til at tørre af mit ansigt. Og den efterfølgende match endte også med en 1-0 sejr til mig.

Jeg har læst på Boardgamegeek at de fleste mener, at Vulca decket er markant bedre end Hoax decket når det er begyndere der spiller, mens balancen de to decks imellem skifter efterhånden som spillerne bliver mere erfarne. Om det er rigtigt ved jeg naturligvis ikke, men jeg kan da stå inde for at balancen i enorm grad afhænger af om at man kender sit decks styrker og svagheder eller ej…

Alt i alt syntes jeg Blue Moon var et rigtigt godt spil. Jeg synes det er markant bedre end Knizias forrige CCG-lignende spil, Scarab Lords, og hvis man vil spille noget “Magic-lignende” uden faktisk at blive trukket ind i hele collectible moradset, bliver det nok ikke bedre end dette.

Omvendt indeholder spillet altså ikke noget, som man ikke har set gjort både større og mere gennemført i Magic: The Gathering. Man skal altså ikke som garvet Magic-spiller (hvilket jeg absolut anser mig selv for, selvom det efterhånden er 5-6 år siden jeg dyrkede det) spille Blue Moon i forventning om en ny “aha!” oplevelse, for man kan få meget af den samme spiloplevelse ved at købe en håndfuld prækonstruerede Magic decks.

Men jeg ser meget frem til at prøve Blue Moon igen, og gerne med nogle af de mange andre racer der findes. Mimix, f.eks., men uden brug af sprittusser! :-)Bord to igang med Sankt Petersborg.

I tirsdags fik Sune og jeg mulighed for at prøve et par spil Jambo, et af de nyeste spil i Kosmos’ serie af to-personers spil.
Jambo er et kortspil, designet af Rüdiger Dorn, manden som også står bag Goa og Traders of Genoa. Spillerne er handelsmænd, som handler med eksotiske varer i det mørke Afrika. Kortene i decket er dels varekort (som lader spilleren købe eller sælge varer), hjælpekort (som bliver liggende på bordet når de er spillet, og gør forskellige fancy ting), personkort (en slags en-gangs hjælpekort), samt dyrekort (en-gangs vær-ond-ved-modstanderen kort).

Til at starte med har hver spiller et stort varebord, med plads til 6 varer. Dette kan i løbet af spillet udvides med et eller flere små vareborde, hver med plads til 3 varer. I en spillers tur har man 5 aktioner: Man kan starte med at trække et kort ved at bruge 1 aktion, og kan faktisk, hvis man er utilfreds med det trukne kort, discarde det og trække et nyt, men hvert nyt kort man trækker koster endnu en aktion. Efter korttrækningen kan resterende aktioner bruges til andre ting: Man kan købe varer ved at spille et varekort, tage de varer der er vist på kortet (enten 3 eller 6 varer), betale købsprisen og placere varerne på sit varebord (hvor der skal være plads). Man kan også sælge varer, igen ved at spille et varekort, aflevere de viste varer fra sit varebord, og tage penge svarende til salgsprisen. Man kan spille et hjælpekort, personkort eller dyrekort, og endelig man kan bruge et af sine allerede spillede hjælpekort (disse kan dog kun bruges en gang hver pr. tur).

Hver spiller starter med 20 guld. Når en spiller når 60 guld, får modstanderen en sidste tur, hvorefter spilleren med flest guld vinder.

Vi syntes begge at spillet fungerede udmærket, og det virkede ret CCG-agtigt. En del af hjælpekortene muliggør “veksling” mellem de forskellige typer ressourcer (f.eks. varer -> kort, varer -> penge, penge -> kort, osv.), og man har en stærk fornemmelse af at visse kort kan lave gode, Magic-agtige 'comboer'. Omvendt var vores holdning også at spillet nok ikke var det mest spændende vi havde prøvet, og for mit eget vedkommende har jeg en fornemmelse af at spillet nok kan holde til nogle spil mere, men at det ikke er noget jeg spiller om 1-2 år.

Vi spillede to spil, med mig som sejrherre i første spil mens Sune vandt det andet. Interessant er det, at i begge spil kom sejrherren som en overraskelse for os begge to! I begge tilfælde var det nemlig den spiller som fik opbygget nogle (tilsyneladende) seje comboer, der f.eks. tillod trækning af adskillige kort pr. tur, som tabte.

Konklusionen må være, at vi nok stadigvæk har noget at lære om god strategi i Jambo. 😉

Jeg kæmpede mig bravt gennem snestormen som havde ramt København, for ikke at gå glip af KBK-mødet, og det var en spændende cykeltur med tungen lige i munden! Klubben var også lidt tyndt besøgt denne gang, idet en del nok havde valgt at blive hjemme i varmen. Men lidt folk var der da…
Bo og Claus spillede Paths of Glory, mens Søren, Teis, Kasper og Poul spillede Sørens (?) nye 7 Ages. Det er jo et spil jeg havde kigget lidt på også, men dets slå-på-hinanden natur, for slet ikke at snakke om den lange spilletid havde afholdt mig fra at købe det. Og efter sigende nåede gutterne næsten at blive færdige med 2. tidsalder (ud af 7) efter at have spillet hele aftenen, så noget kort spil er det i hvert fald ikke. Men deres reaktioner var vist overvejende positive.

Selv satte jeg mig til at spille Goa med Rasmus, Ken og Anders. Ligesom i lørdags kom jeg godt fra start, og helt op til runde 5-6 stykker så det godt ud for mig, omend de andre fire også fik deres spil til at fungere. Men igen ligesom i lørdags gik det “galt” for mig til allersidst: Jeg gennemgik en auktionsrunde, hvor jeg fik købt en mindre god tile tidligt, og derfor ikke kunne være med til at byde på de senere, gode ting, og da jeg i mine efterfølgende aktioner præsterede at bruge tre aktioner på at kolonisere Calicut, var jeg lige pludseligt ude af spillet. Godt nok valgte jeg nogle koloniseringsforsøg der ikke var sikre, men odds var gode: Første gang skulle jeg trække 5 med tre kort, men trak to ettere og en toer. Anden gang skulle jeg trække 4 med to kort, men fik kun en etter og en toer. Grrr! 🙁

Eneste positive var, at jeg endte med lidt flere points end Ken: Vi endte begge højt i 30’erne, mens Rasmus fik nogen-og-40. Anders vandt overbevisende med over 50 points, og da det var hans første spil, var han naturligvis ikke til at skyde igennem. Vi jokede lidt med at vi havde ladet ham vinde (da det er en kendt sag at Anders ikke bryder sig om spil, hvis han taber de første par gange) men han var vist ikke overbevist… 🙂

Ken skulle på arbejde, men Rasmus, Anders og jeg besluttede bravt at kaste os ud i endnu et Goa: Også denne gang klarede jeg mig fint, og (overraskende!) gik det ikke galt for mig i de sidste par runder, men alligevel løb Anders endnu en gang med sejren, igen med omkring 50 points. Jeg havde i midten af 40’erne, mens Rasmus denne gang havde haft et skævt spil, så han kun endte med omkring 38… Jeg kunne have fået flere points, men min desperate søgen efter matchende ekspeditionskort i sidste runde bar ikke frugt (mine fem kort endte med at blive to par og et enkelt).

Rasmus mente efterfølgende, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, at to spil Goa på én aften er et for meget: Det er et fedt spil, men det er også virkelig tungt og krævende at spille, og vi var begge ret bustede bagefter. Jeg har også nedgraderet min rating på Boardgamegeek fra 9 til 8: Der er et par ting ved spillet der irriterer mig lidt. Bl.a. den uelegante knald-eller-fald mekanisme når man laver kolonier (at jeg selv blev ramt af uheld på den front har nok en del med min utilfredshed at gøre!) I hvert fald synes jeg den mekanisme virker lidt ude af trit med spillets ellers analyserende og processuelle feel. Desuden synes jeg spillet er en anelse for abstrakt: Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om nogen andre af de tunge tyske spil, hvor temaet virker så kønsløst som her. Og da mekanismerne ikke er specielt mere abstrakte end i de andre tunge spil, tror jeg forskellen for mig ligger i at Goa heller ikke har særligt meget visuel bekræftelse af temaet: Der er f.eks. ikke noget kort over området, mens spil som Puerto Rico da i det mindste gør et forsøg på at lade spillerne individuelle brædder ligne et landskab. I modsætning hertil er alle komponenter i Goa designet til at være funktionelle – og det klarer de godt – men der ikke er meget fornemmelse af temaet i dem, og det er synd synes jeg.

Efter andet spil Goa skulle Anders til gå, men jeg overtalte ham til at prøve mit nye Geistertreppe, som jeg var i færd med at hive shrinkwrappen af. Hans beklagelser om at han kun havde 5-10 minutter hjalp ikke, for jeg mente sagtens vi tre kunne prøve det på den tid! Og det kunne vi: Efter intensive 5 minutter stod Rasmus som vinder på toppen af trappen, da han havde været i stand til at huske hvilket spøgelse der var hans. Vi spillede nu også uden ekstrareglen (“for større børn”!), hvor spillerne også kan bytte rundt på hinandens identitets-brikker, og brug af den ville nok have gjort huskeelementet i spillet noget sværere.

Geistertreppe er oplagt et børnespil, men det var faktisk sjovt nok, i og med at det ikke tager længere tid end det gør. Jeg vil ikke udelukke, at det også kunne være et OK drikkespil (for voksne!), omend udfaldet af et spil i det tilfælde nok ville være ret tilfældigt… 🙂

Klokken var nu mange, så med nogle af mine nye ting i tasken (Candamir, Old Town, Geistertreppe, 6 Nimmt), cyklede jeg hjem gennem det snedækkede landskab.

Lørdag stod den på Fantasks Spilfestival 2005, et ambitiøst anlagt projekt hvor folk kunne komme og spille bræt- og rollespil, få demonstreret nogle af Wizkids' figurspil, deltage i det officielle Danmarksmesterskab i Puerto Rico, og meget mere.
Det blev også godt besøgt, og der var hele tiden masser af mennesker til stede. Jeg mødte op kort efter kl. 10, og holdt til i brætspilslokalet, hvor jeg sammen med en række andre fra KBK og Consim havde meldt mig til at være regelforklarer og generel spil-befordrer for de folk der måtte dukke op. Der var nu i praksis ikke så meget at lave, så det blev mest til at jeg fik spillet nogle spil selv!

Første spil på programmet var Alhambra. Jeg har spillet det en enkelt gang eller to før, men kun som to-personers spil, mens vi denne gang var fire spillere. Kort fortalt synes jeg nok spillet fungerer lidt bedre med fire spillere, men det er stadig ikke nogen sublim oplevelse. Det er for så vidt sjovt nok at spille, men det er et meget “let” spil, og en anelse repetitivt. Spiel des Jahres? You've got to be kidding. :-/

Senere på dagen stod den på Carcassonne med Søren og Steen. Der var kun tale om grundspillet uden nogen udvidelser, og det er jo altid en rimelig sjov oplevelse, men også stadigvæk i den lette ende. Spillet endte med en sejr til Steen, som var den der havde bedst held til at luske sig med ind på vores andres projekter.

Efter frokost fik vi sat et spil Goa i gang: Jeg havde (som det eneste) medbragt mit eksemplar af spillet, i håb om at få det prøvet. Mine modstandere var Jørgen, Rasmus, og en fyr der hed Morten. Kun Rasmus havde ikke spillet før. Jeg syntes for så vidt at jeg kom meget godt fra start, men lidt før fase A sluttede kunne jeg godt se, at det var begyndt at se skidt ud for mig. Det blev forstærket i sidste halvdel af spillet, og jeg kunne se at jeg i hvert fald ikke ville vinde. Slutresultatet viste da også at jeg endte suverænt sidst, mens Morten løb med sejren: 46-46-39-29! Mortens sejr var meget kneben: I sin sidste aktion i spillet trak han ekspeditionskort, et af hvilket var et “få 5 penge” kort, som han spillede. Derfor endte han med 13 penge til slut, hvilket var én mere end mig. Det gav ham de 3 VP for flest penge som lod ham komme op på samme antal points som Jørgen!

Men bortset fra det, hvad var det så lige der fik galt for mig? Jeg må med skam indrømme at jeg ikke har nogen anelse. Jeg kunne mærke at jeg kom “bagud” i auktionerne ret hurtigt: Jeg fik aldrig flaget, og havde aldrig penge til at købe det jeg syntes jeg havde brug for, så det var en deprimerende fornemmelse. Hen imod slutningen havde jeg alt for mange krydderier, men alt for få af de andre ressourcer (skibe, penge, kolonister), så der havde jeg også fået prioriteret forkert. Nå, jeg må hjem og have spillet i “bunkeren”, og se om jeg kan blive bedre til det. 🙂

Goa var mit sidste spil den dag: Jeg tog hjem sidst på eftermiddagen, godt bustet i hovedet efter en dag i det store, larmende lokale. Men sjovt var det!

Link til flere billeder her på sitet