Første spil på programmet var Ra, med Rasmus, Ken, det nye ansigt Clemens og mig som deltagere. Efter et hurtigt og meget heldpræget spil ( 🙂 ) stod Rasmus som sejrherre, med Ken og mig på en delt sidsteplads.

Aftenens nye spil var Ostia, som Rasmus også havde købt og endda læst reglerne til. Jeg forventede mig ikke det store, for spillet er blevet hårdt kritiseret af mange forskellige på Boardgamegeek. Meeen, nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, og jeg var faktisk positivt overrasket over Ostia. I princippet er det et simpelt auktions/hemmeligt bud spil, hvor varekort bliver auktioneret mellem spillerne hver tur. Efter dette allokerer hver spiller hemmeligt, hvilke varer der skal gå til forummet (giver indkomst) eller til senatet (victory points). Enkelte kort kan gemmes fra tur til tur hvis man investerer i varehuse. Dette gentages 5 ture, hvorefter man fordeler afsluttende victory points og ser hvem der har vundet.
Nu er jeg jo en stor fan af auktionsspil generelt, så det kan ikke overraske at jeg kunne lide Ostia, som har mange, mange auktioner. Spillet har også nogle elementer af (og føles derfor lidt som) et meget tungere spil; det at der er mange forskellige ressourcetyper (penge, VP, varer) er et eksempel på noget man normalt vil finde i et tungere, større spil. Og det er ikke så ringe for mig, da jeg generelt bedre kan lide tunge spil end letvægtsspil. Ostia har også et interessant feel, lidt ligesom Amun-Re faktisk, hvor der er stor forskel på det at tjene penge og det at få VP: Godt nok er penge naturligvis en forudsætning for at kunne lave VP, men bare fordi man har en høj indkomst betyder det ikke at man scorer mange VP… Man skal vide hvordan man konverterer fra det ene til det andet.

Spillet er ikke uden problemer: Det er lidt langt og repetitivt i forhold til hvad man får ud af det, den hemmelige bud-fase virker meget tilfældig umiddelbart efter den meget analytiske auktionsfase, og spillet som helhed kan godt virke lidt tørt. Jeg var heller ikke vild med “sælger kan selv vælge hvilket bud han vil acceptere” reglen da det virker som om det potentielt kan lede til en del king-making.

Men alt i alt var det en positiv oplevelse. Mens Ostia nok aldrig bliver nogen klassiker, virkede spillet OK, det havde den-der følelse af at være et meget tungere spil end det egentlig er, og det var i det hele taget bare sjovt! Og så vandt jeg en kneben tie-break sejr over Clemens, så det var ikke så dårligt. 🙂

Ovenpå Ostia foreslog Rasmus at vi skulle prøve Einfach Genial, og som sagt så gjort. Det var første gang jeg prøvede det med fire spillere (vi spillede alle-mod-alle), og til trods for en lille sejr til Ken var det faktisk rigtigt sjovt. Fire spillere giver selvfølgelig et lidt mere kaotisk spil end hvis man bare er to, men det ændrer ikke på at det bare er et godt spil – et abstrakt Knizia-spil når det er bedst.

Sidste spil på aftenens program blev et to-personers Kingdoms mellem Rasmus og mig. Rasmus forklarede regler – de er meget simple – og spillet var faktisk også meget sjovt. Godt nok er det en letvægts-Knizia titel som jeg generelt ikke er så meget til (i forhold til hans tunge spil, i hvert fald!), men med to spillere var Kingdoms faktisk meget OK (men ikke noget jeg har behov for at spille meget tit). Hvad angår resultatet vil jeg nøjes med at sige, at Rasmus lidt inde i spillet begyndte at brokke over at jeg var meget heldig, og at spillet generelt var et heldspil – så kan man selv gætte hvordan det endte. 🙂

Jeg havde endnu en gang Elasund med i tasken, og fik ved ankomsten lokket Jorid, Rasmus og Poul med til at prøve det. Vores startspil var præget af at Rasmus kom rigtigt godt i gang, mens resten af os stagnerede noget. Kaldet, nej, mantraet “slå på Rasmus!” blev dog derfor snart det mest hørte omkring bordet, og selvom det i første omgang virkede svært at sætte en stopper for hans indkomstmaskine, lykkedes det lige pludselig. Rasmus fik bygget et par af sine bygninger over, og fra det ene øjeblik til det næste gik han fra indkomst næsten hver tur til stort set ingen indkomst.
Så kunne han lære det, nemlig, og midtspillet blev da også karakteriseret af at både jeg, Poul og (faktisk også) Rasmus avancerede side om side, mens kun Jorid sakkede lidt bagud. I slutspillet stod Poul stærkest, men i en afgørende tur fik Rasmus sat en stopper for Pouls potentielle næste-tur sejr, hvilket dog blot åbnede muligheden for at jeg et par ture senere kunne vinde. Hurra, sikket et godt spil! 🙂

Sjovt var det, og jeg morede mig rigtigt godt – og det ville jeg også, selv hvis jeg ikke havde vundet. Men jeg må erkende, at dette spil havde noget mere slå-på-lederen end mit første spil, og jeg er ikke sikker på om det ikke er for meget. Vi var i stand til at banke Rasmus tilbage fra en klar tidlig førsteplads til en bundplads, og i slutspillet var det Rasmus’ slå-på-Poul træk som gav mig mulighed for at vinde. Men på den anden side avancerer jo spillet jo tilsyneladende frem mod sin slutning uanset hvad, så slå-på-lederen mekanismen er om ikke andet ikke stærk nok til helt at stoppe spillets udvikling.

Egentlig tror jeg blot at Elasund er lidt mere konfrontationelt end vi er vant til fra vores sædvanlige repertoire af tyske spil. Jeg tror at hvis man er forberedt på det, vil de fleste kunne lide spillet, da spilmekanismerne iøvrigt er fantastiske.

Efter Elasund blev det på min opfordring til et spil Medici. Nu er Reiner’s abstrakte auktionsspil jo ikke lige min stærke side; både Ra, Medici, og i særdeleshed Modern Art har jeg virkelig svært ved at finde ud af. Det gik heller ikke så godt denne gang, hvor jeg endte på en sikker sidsteplads, med Ken som vinder og med Rasmus og Poul i midten af feltet.

Og Ken, Rasmus, Poul og jeg var ikke færdige endnu: Geschenkt kom på bordet og blev spillet, ikke én men tre gange: Det blev til en sejr hver til henholdsvis Ken, mig og Poul, mens Rasmus overhovedet ikk<this post has been edited by an administrator at 2006-04-03 10:49:34 CET>get.

Så en hyggelig aften – som sædvanligt, fristes jeg næsten til at sige. 🙂

Bevæbnet med mit spritnyeste spil, Elasund, drog jeg ned i klubben i håb om at finde nogle modspillere. Og nyheder er jo altid populære, så det var ikke svært at finde frivillige. Fire af os; Sune, Ken, Daniel og jeg, satte os derfor til at bygge Catans første by.

Spillet, som er udgivet af Mayfair (Kosmos er den oprindelige tyske udgiver) kommer i den sædvanlige kvadratiske “Kosmos-æske”. Kompleksitetsmæssigt er der kød på det; det er ikke så tungt som de helt store tyske spil (Goa, Puerto Rico, Caylus, you name it), men det virker en anelse tungere end det oprindelige Settlers-spil. Samtidig har det sine rødder i orden (om jeg så må sige) for dele af spillet virker meget Settlers-agtigt: Man slår to terninger i starten af hver tur, og alle har mulighed for at få nye ressorcer på det tidspunkt (med mindre man slår 7), man skal have 10 victory points for at vinde, og man bygger ting med sine ressourcer. Elementer der tilsammen giver et karakteristisk Catan-feel over spillet.
Spillepladen er et rektangulært grid, som repræsenterer byen og hvorpå spillerne vil bygge deres bygninger. Der er plads til at spillerne kan bygge en mur rundt om byen, på tre af dens sider (den fjerde vender ud mod havet). Hver spiller starter med to bygninger på brættet, en som giver guld og en som giver indflydelseskort (de to typer ressourcer der findes, omend indflydelseskort findes i tre farver).

Den spiller hvis tur det er, starter med at slå to terninger. Summen indikerer hvilken række i byen der er aktiv: En aktiv række betyder at alle bygninger der helt eller delvist ligger på denne række i byen, giver udbytte denne tur. Et lille handelsskib bruges til at markere, hvilken række der er slået.

Slår man “7” bliver handelsskibet til et piratskib! Den spiller hvis tur det er, bestemmer hvilken række det skal stå på, og alle spillere der har victory point bygninger i den berørte række, mister et ressourcekort fra hånden for hvert VP. Spilleren der slog “7” har i visse tilfælde endda mulighed for at få nogle af de mistede kort.

Efter dette har spilleren mulighed for at købe op til 2 bygninger/mur-segmenter/dele af kirken, mulighed for at placere en byggetilladelse (hvilket er en forudsætning for at kunne bygge bygninger) eller få lidt ekstra penge, og til sidst kan han ved at aflevere nogle indflydelseskort få lov at lave en special aktion, som igen kan være at placere en byggetilladelse, få penge, eller endda flytte eller opgradere en byggetilladelse.

Bygninger er rektangulære og kommer i størrelse fra 1 til 6 felter. De fleste bygninger giver mulighed for at tjene ressourcer, men de tre store 6-felters bygninger (samt nogle af 1 og 2-felters bygningerne) giver kun VP.

Udover bygninger kan man som sagt bygge bymure og dele af byens kirke. Hver spiller er i besiddelse af 9 bymurs-brikker, og ved at betale 2 eller 4 guld kan en sådan placeres i forlængelse af den eksisterende bymur. Tredie, sjette og niende brik giver spilleren et VP, mens de andre giver indflydelseskort i det øjeblik de bliver købt. Kirken består af 9 brikker, som fra starten blandes og lægges med bagsiden opad. Køber en spiller en brik (koster 7 guld, giver 1 VP), må han tage den øverste af brikkerne og placere på dens rette felt, hvor den automatisk fjerner alt der måtte ligge på feltet i forvejen.

Et af de centrale aspekter i spillet er nemlig, at bygninger kan bygges “oven i” andre mindre, eller lige så store bygninger. Gør man det med bygninger der giver VP, mister de berørte spillere deres VP for den bygning! Konsekvensen er at kun VP for kirke- og murbyggeri er permanente (man må nemlig ikke bygge oven i kirken!), og at spillet får et ikke uvæsentligt element af ‘hit the leader’.

I vores spil kom jeg rigtigt skidt fra start. Rigtigt skidt, siger jeg! Min guld-bygning lå på 5/6 rækken, men ingen spillere kunne slå 5 eller 6 i de første mange ture, hvorimod 8 og 9 (der hvor Sunes og Daniels guld-bygninger lå) selvfølgelig blev slået hele tiden. Lige i den rette Settlers-ånd, som man kan forstå! 🙂

I midtspillet kom jeg dog stærkt igen, og begyndte at følge en lovende “få VP fra bygninger” strategi. Ken fulgte nærmest en “få VP fra bymure” strategi, mens de andre to var lidt mere alsidige. Sunes alsidighed var dog af den “gode” slags, modsat Daniel som begyndte at falde bagud i forhold til os andre. Slutspillet blev også et knivskarpt opgør mellem Sune og mig: I min tur skulle jeg (igen!) slå 5 eller 6, hvilket ville give mig ressourcer nok til at købe sejren. Det lykkedes dog ikke, og i Sunes tur var han i en lignende situation: Hvis han kunne slå 5, ville han vinde. Og det ku’ han… 🙂

Men er det så et godt spil? Jeg kan, til min store glæde efter at have spillet en masse virkeligt skuffende ting de sidste par måneder sige, at jeg synes Elasund er rigtigt, rigtigt godt. Det har de bedste aspekter af Settlers og har med succes kombineret det med et involverende byggespil. Godt nok kan en spiller komme foran, men de andre spillere har masser af muligheder for at forsøge at sænke den førende spiller – dog ikke så meget at spillet bliver en evigheds-historie. Spillet skrider hurtigt derudad, der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, et passende element af held og et spændende slutspil. Hvad mere kan man ønske sig? 🙂

Elasund er noget af det bedste jeg har prøvet det sidste halve års tid. Jeg ved ikke om det er det bedste, for det er i skarp konkurrence med de andre virkeligt gode spil jeg har prøvet, Railroad Tycoon, Das Ende des Triumvirats, samt måske Caylus. Men det er godt nok til at jeg varmt kan anbefale det.

KBK aftenen bød på endnu et spil Caylus, denne gang med fem deltagere; Sune, Ken, Rasmus, Anders og mig. Jeg kom et stykke ind i spillet uden at have tiltusket mig nogen Favours, og som konsekvens af dette valgte jeg helt at lade være med at gå efter dem. Istedet minimerede jeg min indsats på slottet, og koncentrerede mig om at bygge bygninger, og det gik også meget godt. Ikke godt nok, dog, for Ken fik mange Favours, og fik bl.a. 20 VP fra den øverste række. Det var nok til at give ham sejren:

Orange (Ken), sort (Anders), blå (Sune), grøn (mig) og rød (Rasmus)

Bemærk Rasmus’ flotte placering. 🙂

Dette spil bekræftede mit første indtryk af, at spillet er for langsommeligt. I særdeleshed med 5 spillere, hvor det bare fortsætter og fortsætter med det samme, igen og igen… Egentlig kan jeg godt lide den type handlinger og beslutninger spillet involverer – på papiret er det et rigtigt Jens-spil – det er bare for meget af det gode.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve det med færre (2-3) spillere, og se hvordan det så fungerer. Jeg har en mistanke om, at det ville passe mig bedre. 5 spillere er i hvert fald for mange, synes jeg. Men når det er sagt, var det jo sådan meget sjovt, og man kan sagtens spille værre spil end Caylus!

Så fik jeg endelig spillet Caylus, denne gang mod Anette, Sune og Kenneth. Efter et langt, men interessant og tænksomt spil stod Sune som den endelige – og pointmæssigt store vinder med 78 points. Anette og jeg kom på andenpladsen, begge med 60 points, mens Kenneth (sin erfaring med spillet til trods 😉 ) blev sidst med 58 points.

Mit umiddelbare indtryk af Caylus efter mit første spil er, at det er et ret godt, tungt tysk spil. Der er masser af taktiske og strategiske overvejelser, og med mange “paths to victory” – dvs. mange reelle strategier – er der i sandhed en masse at tænke over.
Skal jeg sammenligne det med noget jeg kender, må det være Goa, og Caylus virker faktisk som et typisk spil der kunne være designet af Rüdiger Dorn: Et hav af forskellige elementer og regler, som alle interagerer på alle mulige mystiske måder – og helheden, selvom den er interessant nok, virker i sidste ende lidt overkompleks og rodet (og får en til at overveje om ikke designeren kunne have cuttet 25% af reglerne uden at påvirke spillets dybde).

Både Goa og Caylus har desuden det karakteristiske processuelle feel, hvor ens overvejelser er i retning af “hvis jeg gør A kan jeg efterfølgende gøre B, hvilket vil give mig ressourcerne til at købe C, hvilket lader mig gøre D, osv.”.

Jeg synes også Caylus virker for langsommeligt, og ikke mindst for langt. Kan man få spiltiden komfortabelt ned på 1½ time, ville spillet stige en del i min anseelse, tror jeg, men jeg tvivler på det kan lade sig gøre. Som det er, er det er ret godt spil, men nogen klassiker som Puerto Rico eller E&T er det ikke.

Efter det lidt udmarvende spil Caylus var aftenen noget fremskreden, men Anette, Heine, Rasmus og jeg satte os til at spille Tichu. Anette og Heine havde spillet det meget tidligere, mens Rasmus og jeg var nye.

Tichu er et traditionelt kortspil for fire spillere, og spillerne er sammen to og to i makkerpar. Kortene er et (i princippet) almindeligt sæt kort, med fire kulører med værdier fra 2 til es. Symbolerne for de fire kulører er dog nye i forhold til almindelige kort, men der er ingen funktionel forskel. Udover de 52 almindelige kort er der desuden 4 specialkort; fugl (mahjong), drage, føniks og hund.

I hver hånd starter spilleren med fuglen med første udspil. Et udspil er en poker-lignende kombination (enkelt kort, et par, tre ens, straight, osv.). De andre spillere skal nu slå dette udspil – ved vel at mærke at spille samme type kombination som startspilleren – eller passe. Til sidst går stikket til en af spillerne. Spillet fortsætter med yderligere udspil til alle pånær én spiller er kommet af med deres kort.

Der tælles nu points, og her er 5’ere, 10’ere, konger og dragen positive points værd, mens føniksen giver minuspoints. Udover dette kan en eller flere spillere i starten af hånden have meldt “tichu”: Dette er et sats på at spilleren kan komme af med sine kort først, og lykkedes det giver tichu-meldingen store pluspoints, men lykkedes det ikke, vanker der lige så mange minuspoints! Spillet er ikke simpelt, og der er en masse små regler (som oftest har de med specialkortene at gøre), som giver noget at tænke over – og huske på. Der spilles nye hænder, indtil et makkerpar når 1000 points, og dermed får sejren.

I vores spil var Anette og jeg makkere (hvilket var mit held, da Anette var den klart mest rutinerede Tichu-spiller af os fire), og mine uortodokse udspil til trods vandt vi en komfortabel sejr.

Og nu hvor jeg er nået til den obligatoriske vurdering af spillet, ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige. Mit indtryk er afgjort farvet af, at traditionelle kortspil absolut ikke er min type spil generelt, hvilket også kom klart til udtryk i vores spil: Der blev ved med at dukke nye små regler op, som de andre tilsyneladende kendte til implicit (måske er det generelle konventioner i kortspil?), mens jeg bare var irriteret over gang på gang at ramme hovedet ind i endnu en ny regel jeg ikke havde fået forklaret. Det er dog ikke for meget at sige at jeg blev bedre til Tichu i løbet af spillet (andet ville også have været utroligt), og med nogle flere spils erfaring kunne jeg måske blive helt fortrolig med det.

Af et traditionelt kortspil at være er Tichu dog noget af det mest fornøjelige jeg har prøvet, og jeg har en mistanke om at det er de specielle “kinesiske” kort, og den eksotiske flair de repræsenterer, som gør udslaget. På samme måde har jeg det med Mah-jong, som egentlig ikke er et spil jeg “burde” kunne lide, men det tykke lag af kinesisk kultur og æstetik giver, om man så må sige, spillet et tema jeg kan forholde mig til.

Tichu var dog et langt spil (vores spil tog i hvert fald et par timer), og jeg tror man skal være gladere for genren generelt for at kunne acceptere en sådan spilletid. Det er ikke et spil jeg vil påberåbe mig særligt ofte, men en gang imellem, når jeg er i det rigtige humør, er Tichu absolut en mulighed.

Jeg har spillet rigtigt meget Titan de sidste par måneder. Meget mere end jeg har i de sidste mange år, faktisk. Både et par gange “rigtigt” i KBK, men i særdeleshed fordi jeg har kastet mig over den super-gode (og gratis) computer-implementation, Colossus. Computerspillerne spiller ret stærkt – ikke helt fantastisk, og jeg vinder klart oftere end hvis jeg spillede mod mine sædvanlige modstandere i det virkelige liv – men stærkt nok til at man får en spændende spil ud af det.

Jeg har sat mit spil op, så jeg hver gang spiller mod 5 “random” AI’ere, hvilket åbner mulighed for, dels at en AI kan spille godt og rationelt, men også at den kan være en rigtig menneske-hader. En sådan vil angribe mig, hvis den bare kan forvente en nogenlunde god kamp, så man skal være lidt forsigtig med hvad man gør, indtil man har en idé om, hvilke AI’ere der er psykopater, og hvilke der ikke er! 🙂
En anden grund til at jeg vinder oftere end jeg bør, er afgjort fordi jeg får hjælp: I Colossus kan man højreklikke på alle legioner, og se hvad de indeholder. Med nogle forbehold, dog, for man ser kun de monstre man faktisk har set i spillet (da de blev rekrutteret, fordi de har været i kamp, osv.), eller dem man kan regne sig frem til må være dér. For restens vedkommende gætter spillet for en, men markerer monstrene med et spørgsmålstegn. En stor fordel, naturligvis, men på den anden side opvejer det jo også at AI’erne spiller så hurtigt, at man ikke kan nå at se resultatet af deres træk, mens de udfører dem.

Colossus kan spilles hurtigt. I princippet helt ned til under et minut, men så skyldes det selvfølgelig også, at man er blevet slået ud med det samme, hvilket der ikke er meget sjov ved. Men et langt, udmarvende spil, hvor man langsomt kæmper sig til en førerposition, og til sidst vinder, kan sagtens overståes på under en time. Det gør også, at man nemmere kan tillade sig at eksperimentere lidt og tage nogle chancer, for hvis det går galt, kan man jo bare starte forfra.

Brugergrænsefladen er nem at bruge, og med en hånd på musen og den anden på ‘D’-tasten (da man skal trykke “Done” efter hver fase) stryger spillet glat afsted.

Så alt i alt en stor anbefaling til Colossus fra min side: Er man en gammel Titan-nørd som nu om dage har svært ved at finde tiden til at samle seks dedikerede spillere til en (potentielt lang) aften – det passer jo lige på mig, minsandten! – er Colossus lige sagen.

Her er iøvrigt mit hidtil bedste resultat, rent pointmæssigt. Vi taler her om en titan, som i den afgørende kamp stillede sig ind i midten af den fjendtlige gruppe hydraer, og begyndte at rydde op:

En titan-gruppe der ikke bremser for noget!

Slutstillingen

Efter at have ventet længe på nye ting, var det den store nyhedsdag denne gang. Rasmus havde modtaget sin store ordre fra Tyskland, indeholdende både gamle spil, samt et par nyheder fra Essen. Deriblandt Caylus, som jeg også lige havde erhvervet mig. Jeg havde desuden taget mit nye eksemplar af Railroad Tycoon med.

Efter en længere forhandling, hvor folk skulle fordeles på de forskellige spil, endte jeg på Railroad Tycoon bordet sammen med Ken, Teis og Jacob. Rasmus satte sig sammen med tre andre til et spil Caylus, mens resten gik i gang med Struggle of Empires.

I vores spil startede jeg i sydøst-hjørnet af brættet (Jacksonville havde et stort behov for varer!), som jeg igennem hele spillet stort set fik for mig selv. De tre andre konkurrerede om det lukrative nordøst-hjørne, omend Jacob hurtigt opgav konkurrencen dér, og istedet begyndte at bygge i Midtvesten. Der flyttede de to andre efterhånden også deres opmærksomhed hen, efter at handlen på østkysten var begyndt at stagnere. Jeg, derimod, udbyggede tålmodigt mit sydstats-imperium, og nåede efterhånden næsten over i det sydvestlige hjørne af brættet.

Spillet var hele tiden meget tæt, og ingen var nogensinde mere end 5-6 points foran nogen andre på pointskalaen. Derfor blev det antallet af store ruter folk kunne køre i spillets sidste ture, som afgjorde alt: Her gik det lidt skævt for mig, og jeg røg fra en førerposition til en afsluttende tredieplads, med kun Ken som en endnu mere ynkelig tycoon, og med Teis som vinder. 🙂

Vanderbilt-wannabe’erne!

Nær slutningen af spillet

Mit første indtryk af Railroad Tycoon var meget positivt. Det er naturligvis på mange punkter meget Age of Steam-agtigt, men så alligevel ikke helt. Borte er som bekendt auktionen over specielle aktioner og det, samt det store kort, de flotte komponenter og de mange special-kort, gør at spillet virker meget mindre abstrakt og hjernebryder-agtigt, og meget mere som et rigtigt togspil. Med fire spillere er der stadig meget konkurrence om ruterne, og enhver aktion skal bruges konstruktivt, så specielt “flinkt” kan man ikke kalde spillet, selvom det nok er lettere og mere tilgivende end Age of Steam.

Så alt i alt et rigtigt godt spil, som jeg glæder mig meget til at prøve igen.

Efter Railroad Tycoon var de andre stadig i gang med deres respektive spil, så en hurtig filler var på sin plads! Jeg pushede mit nye børnespil, Tier auf Tier, hvor spillerne skal komme af med deres trædyr ved at balancere dem ovenpå de andre dyr. Efter en nervepirrende, ondt-i-maven-inducerende dyst, fik Ken med succes placeret sit sidste dyr, og kunne erklære sig for aftenens bedste dyre-balancør. 🙂

Verdens ottende vidunder!

Tier auf Tier var desværre trukket ud til omkring 15-20 minutter, hvilket havde givet Rasmus & co. mulighed for at starte et nyt spil Caylus. For os andre var der almindeligt opbrud, hvilket for Kens og mit vedkommende betød, at vi satte os til at prøve mit nye Blokus Duo. Ja, det er Blokus for to personer, spillet på et bræt med 14 x 14 felter, og det var faktisk ret godt. I forhold til almindeligt Blokus var det ekstremt konkurrence-præget og “hårdt”, med mulighed for at tabe spillet allerede med ens første eller anden brik (som Ken erfarede i første spil). Alt i alt endte vores dyst 3-1 til mig.

Min umiddelbare konklusion af Blokus Duo er, at det er et godt og hurtigt og meget hjernebrydende lille abstrakt spil.

Så en aften med mange gode spil på bordene. Min eneste anke var, at jeg ikke kom til at prøve Caylus, men man kan jo ikke nå det hele… Næste gang, så! 🙂

Ved min ankomst til klubben satte seks af os sammen for at prøve Antike (Teis, Anders, Jorid, Sune, Ken og mig), et nyt civilisations-byggespil som udkom på Essen i år, og som er i stil med det gamle Civilization, Vinci, Mare Nostrum og den slags spil. Hver spiller kontrollerer en nation og bygger byer, templer, enheder og teknologiske fremskridt, for på den måde at gøre sin nation mere succesfuld end de andres.
Brættet er to kort; et trykt på hver side af brættet. Den ene side afbilder Middelhavsområdet, fra Spanien og Britannien i vest til Tyrkiet og Mellemøsten i øst. Den anden side af brættet viser det østlige Middelhavsområde (fra Grækenland, cirka), den arabiske halvø, over til Mesopotamien.

Brættet er opdelt i felter, som kan producere en af tre forskellige ressourcer, marmor, jern eller guld, hvis en spiller har en by i feltet. Disse tre ressourcer bruges til hver sin ting: Marmor bruges på at købe templer, jern bruges på nye enheder, og guld bruges på teknologiske fremskridt. Udover de tre typer ressourcer får spillerne i starten af hver af deres ture en “mønt”, som reelt bare er en joker/wildcard ressource.

Fra starten kontrollerer hver spiller en nation, med byer i tre felter (en af hver slags ressource) og ingen enheder. Startende med startspilleren (altid en fast nation), og gående med uret rundt, tager spillerne nu deres ture:

Hver tur består af fire faser:

1. Få en mønt
2. Lav en aktion (mere om det nedenfor)
3. Byg evt. nye byer.
4. Tilegn sig historiske personligheder (hvis muligt)

Aktionen man kan lave i fase 2 er bestemt af hvilket af otte felter på “aktionshjulet” (trykt i hjørnet af brættet) man står på. Der er tre produktionsfelter, en for hver type ressource, og vælger man denne aktion, producerer alle ens byer af den relevante type. Normalt producerer en by 1 ressource af sin egen type, men har byen et tempel, producerer den istedet 3 ressourcer.

Udover de tre produktionsfelter, er der også 3 “byggefelter” på hjulet: Et felt hvor aktionen er at købe teknologiske fremskridt (for guld), et felt hvor man kan templer (for 5 marmor hver), og et felt hvor man kan købe enheder (legioner og flåder, som koster 1 jern hver).

De sidste to felter på hjulpet er manøvre-felter, som giver en lov til at rykke og angribe med sine enheder. Som udgangspunkt kan enheder rykke et felt, og kamp i et felt sker hvis mindst en af de involverede parter ønsker det. Man kan også i forbindelse med en manøvre angribe byer, men dette koster et ekstra movement point, så enten skal man allerede stå i feltet med sine enheder, eller også skal man have de teknologiske fremskridt, som giver en lov til at rykke længere med sine enheder.

Meningen med at placere de 8 aktionsfelter i et hjul er, at en spiller i sin tur skal finde sine nye aktion ved at rykke sin brik på hjulet 1-3 felter med uret i forhold til dens gamle position. Man kan rykke brikken længere, men så koster det også 1 ressource pr. felt udover 3 man vil rykke. Ønsker man således at blivende stående på den samme aktion som sidste tur, skal man betale 5 ressourcer, svarende til at rykke 8 felter fremad.

Hjulmekanismen gør, at det ikke er alle aktioner der lige er til at nå i en given tur: Det kan være man desperat ønsker at opruste, men har man lige passeret “købe enheder” feltet, må man enten betale ekstra, eller vente et par ture, før man kan komme derhen.

Efter at have lavet en aktion, kan man bygge nye byer. Hvis man har en enhed i et felt, og der ikke allerede er en by i feltet, kan man ved at betale 1 jern, 1 marmor og 1 guld anlægge en by i feltet.

Sidste fase i en spillers tur er tilegnelsen af historiske personligheder. En “historisk personlighed” er i spillet et synonym for 1 victory point, og kortene er egentlig overflødige. Kortene findes i 5 udgaver:

• Konger – gives til en spiller for hver multiplum af 5 byer, spilleren har
• Lærde – gives til en spiller der som den første opnår et givet teknologisk fremskridt
• Borgere – gives til en spiller for hver multiplum af 3 templer, spilleren har
• Opdagelsesrejsende – gives til en spiller for hver multiplum af 7 felter, spilleren har skibe stående i, og
• Generaler – gives til en spiller hver gang en fjendtlig by med et tempel indtages (hvilket også medfører at templet fjernes)

Fælles for alle de historiske personligheder er, at har en spiller en gang vundet den, kan han ikke miste den igen, uanset om han stadig opfylder kravene for den eller ej. Der er desuden et begrænset antal af hver type personlighed, så hvis f.eks. kongerne på et tidspunkt er væk, kan spillerne ikke længere score points for at grundlægge mange byer.

Spillet slutter efter en spillers tur, hvis denne spiller har det antal VP der minimalt kræves. Dette afhænger af antallet af spillere (3 spillere; 12 VP, 4 spillere; 9 VP, osv).

I vores spil spillede vi på det vestlige bræt, og trak lod om nationerne, og jeg endte med at blive germaner – ligesom i mandagens spil i min eks-rollespilsgruppe. Teis var Persien, Jorid var Fønikien, Anders var Grækenland, Sune var Karthago, og Ken var min nabo mod syd, Rom.

Det var hurtigt tydeligt at de tre østlige nationer havde mindre plads end os andre, og de kom da også hurtigt i kamp med hinanden. Jorid placerede sin base i det sydøstlige hjørne og kom hurtigt foran på points, men lidt henne i spillet blev hun overhalet af Ken. Ken beholdt faktisk sin føring resten af spillet, og endte som sejrherre, skarpt forfulgt af Sune og mig, med de tre østlige kamphaner længere tilbage. Der var bred enighed blandt alle om at det var et rigtigt sjovt spil (altså en lidt mere positiv reaktion end efter mandagens spil) som skulle spilles igen snarest.

Jeg synes Antike er et godt, snedigt udtænkt og hurtigt civilisations-byggespil, og det er det tætteste vi endnu er kommet på en hurtig/spilbar Civilization-klon.

Til trods for det er det ikke nogen erstatning for den gamle klassiker: Alle de aspekter der gjorde Civilization til den succes det var, mangler i Antike: Der er ingen befolkningstilvækst (istedet har man bare det sædvanlige byg-hære-og-flåder), ingen handel, ingen fornemmelse af civilisationernes storhed og fald, ingen naturkatastrofer, og et meget svagere teknologiudviklings-system. Byer er også håndteret meget mere abstrakt i Antike, hvor de i princippet bare er kontrolmarkører for et felt, istedet for i Civilization, hvor byer behandles helt specielt og interagerer med befolkningen omkring dem på en række spændende måder.

Istedet for et “Civilization light” har vi et hurtigt spil hvor hver nation hele tiden ekspanderer (i territorium, teknologier, templer, etc.) indtil en af dem når den vindende VP grænse. Mekanismen for at vælge aktioner vha. hjulet er overraskende velfungerende, og fører til mange svære valg. Slå-på-lederen problemet, som normalt er udtalt i denne type spil er stort set løst her, da spillerne jo scorer VP i løbet af spillet, og ikke senere kan miste dem igen.

Med hensyn til balancen af VP grænserne (altså om man spiller til for mange eller for få VP, afhængigt af antallet af spillere), har det virket OK for mig i begge spil har prøvet. Især i 6-spillers spillet, hvor det føltes om om spillet endte på netop det rigtige tidspunkt. I mit 4-spillers spil følte vi alle at der var potentiale for et langt, sejt slutspil (hvor folk prøver at angribe hinandens templer, bare for at score det sidste VP), men heldigvis undgik vi det. Jeg kan se at der kan være problemer med tre spillere, hvor man spiller til 12 VP, men løsningen er heldigvis simpel, nemlig at spille til færre (10) VP istedet.

Jeg synes at spillet fungerer bedre med mange spillere. Med færre spillere føles brættet for åbent, og der er ikke nok konkurrence om VP kortene. Hvorfor disse elementer ikke er skaleret ned med færre spillere, ved jeg ikke: Det virker som en oplagt løsning (f.eks. at spille på halvdelen af brættet og med ca. halvdelen af VP kortene, når man kun er tre spillere), istedet for at ændre VP grænsen for sejr.

I det store hele kan jeg gode lide spillet. Det er ikke – for mig, i det mindste – den klassiker Civilization er, men Antike er sjovt (nu, spørg mig igen om et år), og det er hurtigt nok til at man faktisk kan få det spillet.

Efter Antike stod den på et af mine yndlingsspil, Amun-Re. Deltagere var Rasmus, Jorid, Anders, Jacob og mig. Som altid var det guddommeligt sjovt, og det endte med en fortjent sejr til det nye medlem, Jacob, med Rasmus og mig få points bagefter, og med de to sidste længere bagud.

Sidst på aftenen satte Rasmus og jeg os til at spille Pyramiden des Jaguar, et lille bitte kortspil i Kosmos’ to-spiller serie. Jeg skal ikke sige så meget om det her, bortset fra at nævne at det gælder om at lave en pyramide af 10 kort (med 4-3-2-1 pladser i de fire lag), og alle kortene skal ligge i stigende rækkefølge. Til dette benytter spillet et snedigt system, hvor spillerne skiftes til at tilbyde to kort, hvoraf modstanderen tager et og spilleren beholder det andet. Der er en masse andre, små regler rundt omkring i spillet, men humlen af det er at vi har at gøre med en lillebitte, fuldstændig abstrakt hjernebryder.

Det kan lige nu fås til 1 euro (!) hos Adam Spielt, men om det er det værd er jeg lidt usikker på. Min konklusion er i hvert fald, at det ikke er specielt sjovt, og jeg har ikke den store interesse i at spille det igen. Forhåbentlig er mit andet, nye Kosmos-spil, Druidenwalzer, sjovere!